Træneruddannelse – ja, naturligvis!
Jo dygtigere trænerne er, jo bedre bliver trivslen i hallen. Det er filosofien i AIG i Aalborg, som har sat fokus på kulturen i foreningen, og her spiller trænerne også en stor rolle.
Når man har et hav af hold og over 1.200 medlemmer, er der brug for mange trænere. I AIG Aalborg, som tilbyder idrætsgymnastik til alle fra tre år og opefter, er der godt 40 trænere – heraf er der 5-7 fuldtidsansatte. Og med så mange trænere er der også behov for træneruddannelser.
”Vi har en ambition om, at alle, som har et hold, skal have en træneruddannelse,” siger Louise Brandenborg, som er en af foreningens fuldtidsansatte og som selv blev træner, mens hun var aktiv gymnast.
”Jeg synes, det så ud til at være sjovt at være træner… Og det er det!,” siger Louise Brandenborg, som bliver rigtig træner-glad, når hun har undervist gymnaster, som er motiverede, glade og har ”ild i øjnene”.
”De fleste trænere bliver motiverede af gymnaster, der har lyst til træne, og som er glade,” supplerer Chris Gregersen, som selv er træner for flere forskellige hold i foreningen – både bredde og talent.
Vigtigt at tale samme sprog
Sammen med Louise Brandenborg er han med til at rekruttere og uddanne nye trænere. Størstedelen af trænerne rekrutteres fra egne rækker blandt gymnaster og forældre, og dermed er det nogen, som kender foreningen indefra.
”Det er en klar fordel, for de ved, hvad vi står for, og ” siger Chris Gregersen.
I mange tilfælde uddannes trænerne internt i foreningen – primært fordi det er lettest rent logistisk. Men indimellem sendes trænerne også på eksterne uddannelser. Nogle gange kommer initiativet fra træneren selv, andre gange er det foreningen, der opfordrer.
”Vi ved, at jo dygtigere træneren er, jo bedre bliver trivslen i hallen,” siger Chris Gregersen, som understreger, at det er vigtigt, at trænerne ”taler samme sprog”, men at der også skal være plads til at trænerne kan sætte deres eget præg på træningen.
”Noget af det vigtigste trænerne lærer er det basale med pædagogik og psykologi samt at opbygge en træning. Efter de har været på kursus oplever jeg, at de bliver mere refleksive, og at de taler samme sprog omkring gymnastikken,” siger han.
Og netop det med at tale samme sprog og adfærden i foreningen har AIG arbejdet målrettet med.
”Vi har haft en proces, hvor vi har talt kultur, adfærd og værdier, som mundede ud i, at vores værdier er respekt og vedholdenhed. Det har så været trænernes rolle at italesætte det på alle hold,” fortæller Louise Brandenborg.