Hvad er din forenings nytårsforsæt?
På årets sidste dage er det tid til at se tilbage. Fik I det I ønskede for jeres frivillige, trænere og medlemmer i foreningen i 2022? Drømmer I om at forandre ting eller har I rigeligt med at holde styr på foreningens aktiviteter og drift? Uanset hvad, står GymDanmark klar til at hjælpe jer med at vedligeholde det som fungerer, eller med værktøjer til at forandre og udvikle. Her får I to forslag til gode (nye) indsatser at arbejde med i 2023.
Drømmer I om flere frivillige?
De frivillige er nerven i enhver idrætsforening og udgør måske det stærkeste led i kæden. Det er de frivillige som hver dag får tingene til at køre og dem som hver eneste dag gør et meningsfuldt job for andre. Derfor drømmer de fleste foreninger også om endnu flere frivillige. Men hvor er de nye frivillige? Måske står de lige for næsen af jer, måske sidder de på gangen uden for gymnastiksalen eller på rækker inden for og kigger på? Helt sikkert er det at de kommer forbi når de afleverer eller henter deres børn, men er I klar til at invitere dem helt indenfor i fællesskabet? Forældrene kan nemlig blive en kæmpe ressource i jeres forening, hvis I har en plan for hvordan.
Ønsker I jer flere trænere?
Måske er forældrene de nye trænere i jeres forening? Men i mange foreninger er det også de ‘gamle’ eller eksisterende gymnaster/udøvere som får ny energi når de kaster sig ud i trænergerningen. Flere og flere foreninger ser uddannelse som rekrutterings- og fastholdelsesværktøj – og med god grund. God trivsel og træning kræver nemlig gode trænere. Udover viden om det fysiologiske og tekniske, er det især også kompetencer om de sociale og psykiske aspekter som kendetegner de dygtigste trænere. Alt dette, og meget mere, klædes trænere på til gennem vores uddannelser.
I GymDanmark mener vi, at alle skal mødes af en kompetent træner, uanset niveau, og derfor har vi udviklet danmarks (måske) bedste træneruddannelse. Og vi har en uddannelse til alle, bliv inspireret nedenfor, eller tag fat i Kathrine Labæk på forbundskontoret.