DM’s sejeste atlet hedder Malene - GymDanmark

DM’s sejeste atlet hedder Malene

DM-Ugen: Portræt

  • Navn: Malene Skørbæk Madsen
  • Disciplin: Funktionel Fitness, stiller op i scaled (let øvet)

For knap 10 måneder siden var Malene Skørbæk Madsen stadig i et hårdt kemoforløb. Men i weekenden stiller hun op til Functional Fitness Challenge til DM-Ugen. ”Jeg håber, det kan være med til at inspirere andre i samme situation,” siger hun.

Når man ser smilende og sprudlende 35-årige Malene Skørbæk Madsen, er det ikke kræft og kemo, man først tænker på.

Men det er ikke mere end 10 måneder siden, hun afsluttede et hårdt kemoforløb, der havde strakt sig over fem måneder. Forinden havde hun fået fjernet begge sin bryster, efter hun fik konstateret brystkræft i januar 2021.

”Jeg havde da aldrig forestillet mig, at jeg skulle stille op til en konkurrence. Og jeg vil gerne indrømme, at jeg er stolt,” siger Malene, som stiller op i Functional Fitness Challenge sammen med makkeren Sidsel Hjære Johansen.

De skal konkurrere i rækken ”scaled”, som er let øvede, og for dem begge, er det første gang, de stiller op.

Som tidligere springgymnast er Malene i besiddelse af et stort konkurrencegen, og udover at det har været en overvindelse overhovedet at stille op til en konkurrence, så skal hun også være i, at hun og makkeren måske ikke er blandt de bedste.

En lang træningsrejse

”Det er en kæmpe sejr for mig at stille op. Men jeg er meget konkurrencepræget, og tidligere ville jeg aldrig have stillet op, hvis jeg ikke var sikker på at havne i top 3. Men nu fokuserer jeg i stedet på, hvor langt jeg er nået, og så må vi se, hvordan konkurrencen forløber,” siger Malene, som begyndte at træne i slutningen af sit kemoforløb, hvor hun kom med på holdet ”Krop og kræft” inden sin sidste kemobehandling.

”Det er et krav for at være med, at man er i et aktivt kemoforløb, men jeg havde det simpelthen så skidt, at jeg først kunne starte i sidste sekund,” fortæller hun.

Herfra begyndte Malene sin træningsrejse, som hun efter eget udsagn aldrig havde klaret uden kæresten Tommy Samuelsen, som har været hendes coach og klippe hele vejen. Han kontaktede hende på Instagram, da hun begyndte at dele sine tanker om sin sygdom og træning. Han havde mistet sin mor til kræft, og tilbød at hjælpe Malene med træningen. Og de startede helt stille ud med en svømmetur…

”Ens krop bliver jo helt nedbrudt efter sygdom og kemo. Jeg var så frustreret, fordi jeg var banket helt ned og ingenting kunne, og jeg følte faktisk, at min krop svigtede mig. Tommy har været der og støttet mig hele vejen og skubbet til mig på de rigtige tidspunkter. Og i dag tænker jeg, at det faktisk er helt fantastisk, hvad kroppen er i stand til,” siger Malene, som i forløbet også er blevet kæreste med Tommy.

Han stiller også op i konkurrencen, og Malene er klar til at heppe, når han er i aktion fredag. Søndag er det Malene og makkeren Sidsels tur, og selvom det måske ikke ender med medaljer, så har Malene allerede vundet.

Hun er ikke i tvivl om, hvad træning gør for hendes liv, og hun håber, at hendes forløb kan inspirere andre.

”Jeg får stadig medicin og har mange bivirkningerne. Derudover slås jeg også med eftervirkningerne af en hjernerystelse. Men motion hjælper bare. Min træning giver mig styrke og en god søvn, og så hjælper det mig også mentalt. Og selvom man har ondt, hjælper det at holde kroppen i gang. Det er også det, mine læger har sagt hele tiden: Bliv ved, bliv ved!.

Sådan gik Malene til DM i Funktionel Fitness

Bonusinfo om Malene

  • Bor i Svenstrup i Nordjylland
  • Har to børn
  • Er tidligere springgymnast i AIG Aalborg
  • Har danset i mange år

DM-Ugen 2022

Læs alt om de fire gymnastikdiscipliner, der er med i DM-Ugen

Læs mere

DM-Ugen portrætter

Instagram

Følg med på GymDanmarks Instagram

Følg med