Oliver og Mads er klar til at smadre igennem
DM-Ugen: Portræt
- Holdnavn: Bibbidibob smadr din krop (Oliver Weigelt og Mads Blak Rønberg)
- Disciplin: Functional Fitness Challenge
- Klub: Foreningen Sportshøjskolen
Foreningen Sportshøjskolen stiller med et stærkt team til Functional Fitness Challenge til DM-Ugen. Oliver Weigelt og Mads Blak Rønberg glæder sig til at give den gas på Honnørkajen.
Med holdnavnet ”Bibbidibob smadr din krop” signalerer de to holdkammerater Oliver og Mads, at de er villige til at give alt, hvad de har, når de lørdag d. 25. juni stiller op til Functional Fitness Challenge i den bedste række, RX.
Oliver Weigelt kommer med en frisk bronzemedalje fra DM i Vægtløftning i 96 kilo klassen, og Mads en 7. plads i 102 kilo klassen, så der er lagt et vist pres på konkurrenterne…
Det særlige ved Functional Fitness Challenge er dog, at ingen af deltagerne på forhånd ved, hvad de skal konkurrere i, så det er slet ikke sikkert, de får glæde af den umiddelbare vægtløftnings-fordel.
”Det er vel den eneste disciplin til DM-Ugen, hvor man ikke ved præcist, hvad man skal lave før på selve dagen,” siger Oliver Weigelt.
Power-parret fra Aalborg
Olivers styrke ligger særligt på de tunge løft, mens Mads er stærkere på kardiodelen, og de håber, at den kombi giver bonus.
”Det kommer meget an på, hvordan konkurrencen bliver, men vi er klar til at give den gas,” siger 24-årige Oliver, som til daglig træner i Foreningen Sportshøjskolen.
Han har dyrket styrketræning og funktionel fitness (crossfit) de seneste otte år, og har deltaget i flere konkurrencer i ind- og udland.
Mads er 25 år og har altid trænet, men har fokuseret på funktionel fitness i fire år, og har også været med i forskellige konkurrencer.
De går begge på Sportshøjskolen i Aalborg pt., og det giver ekstra mulighed for at dyrke deres interesse. Mads har taget et års pause fra medicinstudierne, som han vender tilbage til efter sommerferien, og Oliver er ved at tage en styrketræningsuddannelse på Sportshøjskolen.
Lørdag den 25. juni gælder det så kampen om æren og medaljer på Honnørkajen i Aalborg. En dag, de begge ser meget frem til.
”Det er da mega fedt at kunne konkurrere på ”hjemmebane”, og vi glæder os til en konkurrence udenfor. Det bliver så fedt,” lyder det fra Mads.
Sådan gik det Mads og Oliver ved DM i Funktionel Fitness
- Mens RX: nr. 6
- Læs mere om DM i Funktionel Fitness her