Fabelagtig fitness i fantastisk vejr
Functional Fitness Challenge blev holdt over tre dage i DM-Ugen på Honnørkajen i hjertet af Aalborg. ”Det har været en kæmpe oplevelse og jeg er meget tilfreds med min præstation”, sagde en af deltagerne, Malene Skørbæk Madsen, som deltog i en funktionel fitness-konkurrence for første gang.
Det er søndag morgen. Sidste konkurrencedag i Functional Fitness Challenge.
Solen kæmper lidt for at trænge igennem skyerne, og inden på banen, som er markeret med cykelhegn hele vejen rundt, bliver der kæmpet med kettlebells og klatring i reb.
I dag gælder det scaled rækken, som er de let øvede deltagere. En af dem er 35-årige Malene Skørbæk Madsen, som sammen med makkeren Sidsel Hjære Johansen stiller op for første gang til en konkurrence. På Malenes arm står der – udover det obligatoriske nummer – ”Fuck kræft”, som vidner om, at hun har været igennem en kræftsygdom.
Det tænker hun ikke på lige nu, for nu gælder det konkurrencen. Og pigerne kæmper det bedste de har lært. Efter en forvirrende start, hvor de pludselig skulle starte tidligere end de troede, har de fuldt fokus på de to næste heats.
”Vi giver den alt, hvad vi har nu,” lyder det fra Malene.
Musikken buldrer ud af højttalerne, og der bliver råbt opmuntrende ord ind til alle atleterne fra de mange tilskuere og trænere. Er der et hold, der hænger lidt efter bliver de klappet i mål af tilskuerne. Der bliver også uddelt high fives og krammere holdene imellem, og stemningen er bare helt i top.
For Malene og Sidsel bliver dagen bedre og bedre, som konkurrencen skrider frem, og i sidste heat bliver de nr. 3 ud af 5, og da regnskabet bliver gjort op til sidst, får de en 13. plads.
”Det har været en kæmpe oplevelse, og jeg er meget tilfreds med præstationen. Nu er det hjem og øve endnu mere,” siger Malene Skørbæk Madsen.
Tre dage med fitness
Søndagens konkurrence var kulminationen på tre dages konkurrencer med plads til alle. Fredag var det Masters +36 år og lørdag dystede de øvede (Intermediate) og eksperterne (RX), og søndag var det altså for de let øvede (scaled). Functional Fitness Challenge var en del af DM-Ugen, og konkurrencen var arrangeret af GymDanmark i samarbejde med RX’d Events. Funktionel Fitness er en ny disciplin i GymDanmark, og det var derfor første gang, der blev afholdt et uofficielt DM.
”Det har været en hård kamp at få det hele op at stå, men selve afviklingen er gået vanvittigt godt og er blevet tager rigtig godt imod. Vi har set mange glade ansigter og fået mange positive kommentarer hele weekenden. Det er en stor anerkendelse af sporten og arrangementet,” siger Jonas Skafte, disciplinkaptajn i Funktionel Fitness i GymDanmark.
Også Rasmus Maack, RX’d Events, var glad, da de sidste medaljer var uddelt.
”Det er gået super godt. Vi har aldrig fået så meget ros,” siger han.
Resultater
Søndagens resultater i scaled (let øvet):
Kvinder:
- Camilla Skøt & Josephine Denise
- Ida Lehmann & Princess Nanna Hedegaard Jensen
- Katrine Munkebæk Jensen & Katia Mortensen
Herrer:
- Mikkel Grimstup & Niels Møller Engelund
- Thomas Mahler & Mads Lundgreen
- Ulrik Kirketerp & Micheal Johansson