Fra OL-nedtur til USA-optur
20-årige Camille Lund Rasmussen fortsætter gymnastikkarrieren på college i USA, hvor hun har fået et fuldt betalt scholarship på Long Island University i New York. Hun har lagt skuffelsen over den missede OL-deltagelse bag sig, og glæder sig i stedet over, at hendes resultater har givet hende en ny mulighed i USA.
Det var en hård dag. Det var en lang dag. Det var en sur dag.
Men hun sad dér foran TV’et i 13 stive timer og så kvalifikationen ved OL i Idrætsgymnastik. Måske for at bekræfte at hun altså godt kan måle sig med de andre. Måske for at sætte et endeligt punktum.
”Det var ikke sjovt, men jeg kunne ikke lade være. Jeg følte virkelig, at jeg havde en plads der, og mange af pigerne kender jeg jo, så det var bare hårdt. Samtidig vidste jeg, at der var andre, der havde det ligesom mig, for der var ingen fra Skandinavien, der var kvalificeret,” siger gymnasten Camille Lund Rasmussen, som sad i sofaen hjemme på Amager og så den kvalifikation, som hun har drømt om selv at være en del af i så mange år…
”Mit mål har altid været OL, og jeg har brugt al min energi og forberedt mig benhårdt på det, og når det så glipper, er det bare en kæmpe mavepuster,” siger Camille Lund Rasmussen, som for en kort stund er tilbage i klubben, som har formet hende som gymnast og som har været hendes andet hjem, siden hun var lille.
Men nu er det slut. Hun forlader KG66 og skal ikke længere have sin gang i hallen på Kamillevej (ja, det hedder det altså!). I stedet bliver rammerne en tilværelse som collegestuderende i USA, hvor hun kan dyrke sin sport ca. 20 timer om ugen samtidig med, at hun tager en uddannelse.
Kunne ikke fortsætte som før
”Jeg har været i KG så mange år, og jeg kunne ikke bare fortsætte med at træne og køre videre på samme måde, og jeg overvejede da også at stoppe helt med gymnastikken. Men så fandt jeg ud af, at jeg kunne bruge mine resultater inden for gymnastikken til noget og få en ny spændende mulighed, nemlig at komme på college i USA,” fortæller Camille.
Selvom hun var (for) sent ude, lykkedes det hende at lande et fuldt betalt scholarship på Long Island University, som meget gerne ville have Camille med på holdet. Det ville de også gerne på Oregon State University, som er et af de mere traditionsrige indenfor gymnastikken, men her var fristen overskredet for scholarships.
”Det var det samme på UCLA, som jeg altid har drømt om, men nu ser jeg lige det hele an i det første år, og så kan det være, jeg vælger at skifte,” fortæller hun.
Gymnastikglæden lever!
For trods det at hun ramte bunden, var helt nede i kulkælderen og følte at livet bare var så uretfærdigt, har hun fundet ud af en ting: Hun er ikke færdig med gymnastik.
”Jeg har mere i mig,” siger Danmarks dygtigste gymnast, som kun var 3-4 år gammel, da hun trådte ind i hallen på Kamillevej helt uden at vide, hvad der senere skulle ske.
Som så mange andre børn var hun med på et børnegymnastikhold, og det var bare sjovt at få lov til at hoppe rundt og lege.
”Jeg havde meget krudt i røven, og hoppede bare rundt og slog kolbøtter og elskede også at hoppe i trampolin. Begge mine forældre har spillet fodbold på højt niveau, så der lå bolde overalt i haven, men de fangede mig aldrig,” fortæller Camille.
Sjov og fællesskab
Det gjorde gymnastikken til gengæld, og det varede ikke længe, før hun og andre omkring hende også fandt ud af, at hun var rigtig god til det. Hun havde let ved at lære, var frygtløs og udviklede sig hurtigt, og da hun var ni år, var hun til sin første internationale konkurrence og fandt ud af, at hun faktisk kunne noget specielt. Men det var overhovedet ikke det, der drev hende.
”Jeg synes bare, det var sjovt. Det var en leg for mig med alle redskaberne, og så var jeg jo sammen med mine veninder. Mange af dem er stadig mine venner, og jeg bliver virkelig glad, når jeg tænker tilbage på den tid, for selvom der var mange hårde ting, så elskede jeg at komme til træning sammen med pigerne, og vi har brugt så mange timer sammen og kender hinanden ud og ind.”
Opbakning hele vejen rundt
Foruden fællesskabet og glæden ved gymnastik har opbakningen spillet en stor rolle for Camille og hendes fantastiske præstationer. Først og fremmest fra hendes forældre, men også fra først folkeskole og siden gymnasiet.
”Da mine forældre fandt ud af, at jeg ikke blev fodboldspiller, bakkede de 100% op om gymnastikken, og de har kun været støttende og har aldrig presset mig. Jeg har altid kunnet fortælle dem alt – både når det har været godt og dårligt. I skolen blev der taget hensyn til, at jeg skulle træne og konkurrere, så jeg har virkelig haft de bedste forudsætninger for at udvikle mig,” fortæller Camille.
Og det gjorde hun i den grad. I 2017 blev hun f.eks. Nordeuropæisk Mester, og da hun blev senior forsatte de gode resultater samtidig med, at Camille gik på gymnasiet som Team Danmark-elev på Falkonergården Gymnasium. Det betød, at hun kunne blive student på fire år i stedet for tre, og at der både blev taget hensyn til hendes sport men også en fantastisk opbakning fra både de øvrige elever og fra lærerne.
”Det at være sammen med andre atleter på eliteniveau har været så fedt. Der har været en forståelse og en interesse, som jeg ikke ville kunne få andre steder. Jeg er lidt af en perfektionist, så jeg har også gerne ville have en god studentereksamen, og på Falkonergården har jeg f.eks. fået ekstra støtte til at samle op, når jeg har været væk i længere tid. Det er en kæmpe anbefaling fra mig at vælge det gymnasium, hvis man samtidig gerne vil satse på sin sport,” siger Camille.
Drømmen om OL
Så OL-drømmen blev jagtet samtidig med, at hun fokuserede på biologi og kemi. Og det så lovende ud.
I februar 023 vinder hun sølv i spring over hest til en World Cup i Doha og der er fuldt fokus på at levere RESULTATET til VM i Idrætsgymnastik i Antwerpen i oktober samme år.
”Jeg forberedte mig så godt, og gjorde alt hvad jeg der stod i min magt, og da jeg så missede billetten til OL med 0,1 point på grund af en lille fejl, hvor jeg træder udenfor linjen i landingen, fik jeg en kæmpe mavepuster. Jeg var helt nede i kulkælderen,” fortæller Camille, så man fornemmer, at følelsen stadig kan komme op i hende, når hun taler om det. Men samtidig er det også en atlet, der har forliget sig med det, der skete. Også selvom hun lige skulle opleve et slag mere…
Alt OL-håb var nemlig ikke ude efter de manglende 0,1 point. Der var en mulighed for at kvalificere sig på favoritredskabet ”spring over hest” gennem fire World Cups i foråret 2024. En mulighed, der skulle forfølges. Men uden at være helt klar over det, fik Camille en ny følgesvend med sig i jagten på OL-billetten: Usikkerheden.
Den mentale spiller ind
Til trods for at hun prøvede at se hele forløbet som en proces, kom der meget fokus på at skulle præstere, og når hun kigger tilbage nu, skulle hun nok have haft noget hjælp til at indstille sig på opgaven mentalt.
”Jeg fik tilbuddet, men følte ikke, det var nødvendigt. Jeg har altid følt mig stærk og var god til at præstere under pres, men efterfølgende har jeg talt med en sportspsykolog, og det burde jeg helt klart have gjort undervejs i processen, det ved jeg nu,” siger Camille, som udover at håndtere presset også skulle holde styr på tankerne på lange dage, hvor hun var alene og kun havde sine trænere at tale med ved konkurrencerne i udlandet.
”Dagen var lang, når man havde et par timer i træningshallen om formiddagen og derefter fri til man skulle i seng. Så kan man nå at spekulere og være rigtig meget i sine egne tanker,” tilføjer hun.
Nu eller aldrig-følelsen
Ved den første World Cup, hvor der skulle samles point, kvalificerer Camille sig som nummer to til finalen og det hele så lyst ud. Men så kom følelsen af, at det var nu eller aldrig. Hun sitrede og mærkede nervøsiteten og kiksede i finalen, hvor hun blev nr. 8.
”Jeg floppede, og jeg syntes, det var flovt og pinligt, og jeg tænkte meget på, hvad andre tænkte om mig. Sådan havde jeg aldrig haft det før.”
Den næste World Cup løb af stabelen i Cottbus lidt over en uge senere, og hvis Camille synes den foregående i Cairo var slem, skulle det kun blive værre… I sit første spring mærker hun noget i den ene fod i landingen, men vælger alligevel at tage spring nummer to, selvom hun har ondt. Det var tydeligt, at hun ikke kunne præstere optimalt, og faktisk kunne hun slet ikke gå efter det andet spring, og det blev senere konstateret, at hun havde et brud på den ene fod. Ikke et avanceret brud, men nok til at hun skulle holde pause i 1-2 måneder. Det var der bare ikke plads til, for hun ville jo til OL og sigtede efter den 3. World Cup.
”Jeg troede virkelig på, at jeg kunne blive klar. Jeg tror godt mine omgivelser vidste, at det ikke ville være tilfældet, men de nænnede ikke at sige det. Dagen før prøvede jeg at løbe, og det gik slet ikke, og der indså jeg, at det var slut. Jeg kom ikke til OL,” fortæller hun.
Efter regn kommer sol…
Camille overvejede at stoppe, og det var tæt på, at hun ikke stillede op til EM i maj i år. Men hun tog afsted, og det er hun meget glad for i dag.
”Jeg havde mit bedste EM nogensinde, og jeg fik blod på tanden igen, og jeg kan mærke, at jeg har mere gymnastik i mig”, lyder det fra Camille, som nærmest har skrevet dansk gymnastikhistorie hver gang hun har stillet op, og med en 6. plads i EM finalen i spring over hest gjorde hun det igen.
Kort tid efter fik hun studenterhuen på hovedet med et flot resultat – og ikke nok med det: Hun fik også prisen som Årets TeamDanmark-elev ud af de 120 studenter. Med prisen fulgte der flotte ord fra hendes lærere: Eleven er så ydmyg i forhold til sine egne præstationer, at man har lyst til at råbe det højt på elevens vegne, hvor sej hun egentlig er! Eleven er klassens smilende muskelbundt, men har virkelig også ben i næsen.
Det er svært at sige meget bedre.
Hvad der kommer til at ske med Camilles gymnastikkarriere fremover, ved hun ikke. OL om fire år er meget langt ude i fremtiden og ikke noget hun stræber efter. Hun ved heller ikke, om hun kan stille op for det danske landshold fremover.
”Nu glæder jeg mig til at komme afsted og så må jeg se, hvad der kan lade sig gøre. Men jeg ved, at jeg har mere gymnastik i mig,” siger Camille, som er helt klar til at drage over oceanet og vise dansk gymnastik frem på fornemste vis.
Og hvem ved. Måske sidder vi alle sammen foran TV’et og kipper med Dannebrog og følger med i kvalifikationen ved OL i 2028….
