Forældre i gymnastikken: Hvad skal vi med dem? - GymDanmark

Forældre i gymnastikken: Hvad skal vi med dem?

Konsulenten giver sin mening til kende, af Jonas Vestergaard Jensen, Udviklingskonsulent

Måske ville det være lettere, hvis bare man kunne fyre en forælder? Det lyder fristende, men det vil helt sikkert ikke hjælpe.

Forleden på en af vores træneruddannelser fortalte en træner mig om en oplevelse, hun og hendes team havde haft. De havde foretaget nogle ændringer i forbindelse med inddeling af hold. Ændringerne havde medført stor utilfredshed hos en gruppe forældre. Træneren fortalte mig, at hun havde 20 ulæste beskeder på Facebook. som hun ikke turde eller gad åbne, fordi hun vidste, det var fra vrede forældre. Det er for vildt, synes jeg!

Måske ville det være lettere, hvis bare man kunne fyre en forælder? Det lyder fristende, men det vil helt sikkert ikke hjælpe.

Forældre spiller nemlig en enorm rolle, når det kommer til børns udvikling, idrætsdeltagelse og talentudvikling mere specifikt. Forældrenes rolle kan være enorm positiv, men også meget negativ.

Hvor vigtig er en god relation mellem forældre og trænere?

En tæt relation mellem familie og trænere har vist sig at kunne skabe tillid og respekt samt være medvirkende til, at forældre forstærker trænerens arbejde med atleten (Mills, Butt, Maynard, & Harwood, 2014). Modsat er der studier, der viser, at når der er en utydelig forventningsafstemning og manglende accept mellem træner og forældre, har det medført ugunstige situationer. Det kan være, hvor forældre overtager trænerens arbejde eller åbent diskuterer trænerens dispositioner. Det har i sidste ende vist sig at være mere ødelæggende end gavnligt for barnets udvikling og oplevelse med sporten (Wolfenden & Holt, 2005).

Ligeledes har man spurgt en gruppe atleter, der på trods af topresultater som junior ikke formåede at levere samme resultater som senior, om deres oplevelser af forældreopbakningen.

Atleterne fortalte, at de oplevede deres forældre som overengagerede, altid til stede i træningen og konkurrencer, meget instruerende og insisterende på at evaluere efter hver eneste konkurrence. Derudover pressede forældrene dem til at øve sig hjemme (Collins et al., 2016). I undersøgelsen viser det, at den slags forældre-forventninger skaber pres hos atleterne, der medfører usikkerhed og en forestilling om, at deres forældre ikke vil støtte dem efter at have tabt eller leveret dårlige præstationer (Hill et al., 2016; Lauer et al., 2010). Det leder til en negativ spiral, hvor atleten undgår forældrene, mister motivation og forsøger at slippe ud af sporten, hvilket kan føre forældrene til at presse træningen endnu mere (Fraser-Thomas et al., 2008; Lauer et al., 2010).

Når forældre bliver en gave i foreningen

En dårlig relation mellem forældre, træner og atlet kan have negative konsekvenser for atletens udvikling. Det ved vi fra praksis, og det samme viser forskningen. Men betyder det, at forældre skal helt ud af hallen og ikke involvere sig? Nej, overhovedet ikke. Det kan af åbenlyse årsager alligevel ikke lade sig gøre og er helt sikkert ikke til det bedre.

Jeg oplever, at man i mange gymnastikforeninger og -klubber arbejder med en praksis, hvor forældre helst ikke skal involveres for meget i træning eller til konkurrencer. Argumentet er ofte, at gymnasterne ikke kan koncentrere sig, bliver pylrede eller at forældrene har for mange indvendinger mod, hvorfor lige netop deres barn f.eks. ikke er på 1. holdet eller ikke får nok opmærksomhed.

Men ligesom at vi ved, at forældre kan være en stor udfordring, ved vi også, at en god relation mellem forældre, træner og gymnast kan have en enorm positiv indflydelse på gymnastens udvikling. For eksempel er der talrige eksempler på, at tæt og åben kommunikation mellem træner og forældre kan skabe et samarbejde, hvor forældre bakker op om og forstærker arbejdet, træneren laver. Netop af den årsag, mener jeg, det er på tide, vi i højere grad tænker forældre som en forlænget arm for trænere og klubben end som en udfordring.

Hvordan skaber man det gode samarbejde?

Generelt er der ikke samlet mange erfaringer omkring, hvordan man skaber et godt samarbejde mellem forældre, træner og klub. Men i forskellige idrætter ser jeg en tendens, hvor man f.eks. laver forældre-workshops eller sågar forældreuddannelser.

Arbejdet foregår i to niveauer. På det første niveau informerer man forældrene om, hvorfor og hvordan træner og klub arbejder, som man gør På det andet niveau arbejder man med, hvilken opførsel forældrene bør have for at kunne støtte netop deres barns udvikling bedst muligt.

Det handler altså om at skabe forældre som medspillere i barnets (og de andre gymnasters) udvikling. Før det kan lykkes, kræver det først og fremmest, at forældre får indblik i, hvad der bliver arbejdet med, og at de samtidig forstår, hvilken rolle de har. Helt konkret kan det handle om, at hjælpe forældrene med, hvilke spørgsmål der er de gode spørgsmål at stille for at stimulere barnet til at tænke proces fremfor resultat. Det kan være, at forældrene ikke spørger til placering eller point ved konkurrencerne, men i stedet spørger til, hvordan det gik med at holde fokus på det planlagte, eller hvordan det gik med at komme igen efter en fejl.

Det kan også være at gå skridtet længere som træner og kommentere på henholdsvis god eller dårlig adfærd hos forældre. Det kan være, at man til konkurrencen oplever en forælder, der kun fokuserer på de fejl, barnet har lavet. Det kan også være én, der brokker sig højlydt over den afgivne bedømmelse fra dommerne. Som klub og træner bør man altså tage stilling til og beslutte hvilken type adfærd man vil se – også fra forældre.

Forældre vil gøre alt for deres børn

Forældre kan virke skøre, når de glemmer, hvorfor de egentlig gør, som de gør. Denne lille video er egentlig en meget sjov video, der giver et indblik i, hvad der sker, når sportsforældrene glemmer børnene.

Forældre vil dybest kun det bedste for deres børn. Selvfølgelig! Det mener jeg, er vigtigt at huske, selv når bølgerne går højt, og man som træner har fået et utal af mails, Facebook-beskeder eller telefonopringninger fra ophidsede forældre. Forældrene skal anerkendes for deres engagement, men jeg mener også, det er vigtigt som klub og træner at pointere det uhensigtsmæssige, når det kammer over.

  • Vil du vide mere?

    Et stort internationalt projekt ”Sport Parent EU” har forsøgt at samle den eksisterende viden omkring, hvordan forældre bedst muligt støtter deres børn til at opnå gode oplevelser med sporten og måske i sidste endeudvikle deres evner til at nå den absolutte top.

    Projektet er blevet oversat til dansk af DIFO – Dansk Idrætspsykologisk Forum, og ligger frit tilgængeligt til download på deres hjemmeside.

     

  • Litteratur

    Collins, D., MacNamara, Á., & McCarthy, N. (2016). Super champions, champions, and almosts: Important differences and commonalities on the rocky road. Frontiers in Psychology, 6(JAN), 1–11. https://doi.org/10.3389/fpsyg.2015.02009

    Fraser-Thomas, J., Côté, J., & Deakin, J. (2008). Understanding dropout and prolonged engagement in adolescent competitive sport. Psychology of Sport and Exercise, 9, 645–662.

    Hill, A., MacNamara, Á., Collins, D., & Rodgers, S. (2016). Examining the role of mental health and clinical issues within talent development. Frontiers in Psychology, 6(JAN), 1–11. https://doi.org/10.3389/fpsyg.2015.02042

    Lauer, L., Gould, D., Roman, N., & Pierce, M. (2010). How Parents Influence Junior Tennis Players’ Development: Qualitative Narratives. Journal of Clinical Sport Psychology, 4(1), 69–92.

    Mills, A., Butt, J., Maynard, I., & Harwood, C. (2014). Examining the Development Environments of Elite English Football Academies: The Players’ Perspective. International Journal of Sports Science & Coaching, 9(6), 1457–1472. https://doi.org/10.1260/1747-9541.9.6.1457

    Wolfenden, L. E., & Holt, N. L. (2005). Talent Development in Elite Junior Tennis: Perceptions of Players, Parents, and Coaches. Journal of Applied Sport Psychology, 17(March 2015), 108–126. https://doi.org/10.1080/10413200590932416