Rikke og Jonas strøg til tops i Funktionel Fitness
Rikke Laursen og Jonas Astradsson Rossen kunne efter stærke præstationer kalde sig forbundsmestre i Funktionel Fitness Open Age 2026.
De forsvarende forbundsmestre fra 2025, Matilde Agerschou og William Henriksen, var ikke til start. Derfor stod det klart, at der skulle findes nye navne øverst på podiet, da Forbundsmesterskabet (uofficielt DM) Funktionel for mænd og kvinder blev afgjort.
Vejret viste sig fra sin gode side for atleterne. Temperaturen var lidt lavere end de foregående dage, solen ikke helt så skarp, og selv om vinden tog en smule til, var betingelserne tæt på optimale.
Atleterne skulle igennem fem tests: Endurance, Strength, Power, Skills og Mixed. De otte bedste gik videre til finalen.
Et tak op på skamlen
Hos kvinderne blev det Rikke Laursen (Box 7100), der tog guldet. Sidste år stod hun på podiet med sølv om halsen, men i år tog hun skridtet helt op på øverste trin.
”Det er selvfølgelig altid fedt at komme et tak længere op på skamlen. Det er det helt sikkert,” sagde Rikke Laursen efter sejren.
På spørgsmålet om, hvad der gjorde forskellen i år, pegede hun selv på formen.
”Sidste år havde jeg ikke så meget at skyde med, så jeg tror bare, jeg var i lidt bedre form, end jeg var sidste år,” sagde hun.
Rikke Laursen vandt foran Freja Dalhoff, der tog sølv, og også hoppede en tak op i forholdt til bronzen fra sidste år. Den nybagte student og yngste deltager i feltet, Freja Stenbakken, sikrede sig bronze.
Jonas kan også alene
Også hos mændene blev der fundet en ny forbundsmester. Jonas Astradsson Rossen (Crossfit Roskilde), der tidligere har vundet Forbundsmesterskabet som en del af et Team og i 2025 var med til at vinde VM-bronze for hold, stod denne gang øverst individuelt.
”Det betyder meget. Jeg er virkelig stolt og glad. Det er noget, jeg har tænkt meget på og arbejdet mod i lang tid, så det er bare en stor forløsning. Jeg har været mere nervøs for DM individuelt, så det er en større forløsning for mig nu, end det var sidste år, hvor jeg vandt med teamet,” sagde Jonas Astradsson Rossen.
Jonas Astradsson Rossen vandt guldet foran Jens Jacob Hansen, der blev nr. 5 sidste år, og Thomas Daugård Sørensen, der endnu en gang fandt vej til podiet ved Forbundsmesterskabet individuelt.