DM-Ugen: Bornholmske brødre battler i Funktionel Fitness
De arbejder sammen, træner sammen og bor få hundrede meter fra hinanden. Nu stiller brødrene Jens Jacob Hansen og Max Jacob Hansen fra Bornholm op mod hinanden ved DM-Ugen i Funktionel Fitness – med både broderlig rivalisering, høje ambitioner og masser af træningstimer i bagagen.
Når Funktionel Fitness indtager DM-Ugen, bliver det med et særligt bornholmsk islæt.
For blandt deltagerne i herrernes individuelle konkurrence (Forbundsmesterskabet Open Age, uofficielt DM) søndag d. 28/6 står to brødre side om side – og mod hinanden. Jens på 29 år og storebror Max på 33 år er begge født og opvokset på Bornholm, hvor de til daglig driver et VVS-firma sammen med deres far, Jakob. De bruger også en stor del af fritiden sammen.
Brødrene bor lidt uden for Svaneke med omkring 300 meter mellem deres huse, og i en ombygget lade hos Jens har de indrettet deres eget træningsrum. Her bruger de mange timer hver uge på den sport, der på få år er blevet en fast del af hverdagen.
”Vi kunne ikke træne så meget, som vi gerne ville, da vi trænede i boxen i Nexø. Så måtte vi jo bygge noget,” fortæller Max.
Fra håndbold til funktionel fitness
Jens og Max har begge en baggrund som håndboldspillere og har altid været glade for styrketræning og for at bruge kroppen. Men da de prøvede kræfter med funktionel fitness i 2022, ramte sporten noget særligt.
”Det var alle mulige forskellige øvelser og meget funktionelt, som vi også bruger i hverdagen. I forhold til almindelig styrketræning, hvor man bare laver øvelser, skulle man her sammensætte det på en anden måde. Det var meget sjovt,” siger Jens.
Siden er sporten blevet mere end bare sjov. Brødrene træner stort set altid sammen – ifølge dem selv ni ud af ti træninger – og typisk fem gange om ugen i 2,5 til 3 timer ad gangen. Dertil kommer ”det løse”. For Max har hjemmetræningen også fået en ekstra dimension. Da træningsrummet blev bygget, blev han næsten samtidig far. I dag er hans søn Emil ofte med.
”Han bruger det som legeplads, og det gør vi andre også,” siger Max.
Broderlig rivalisering på konkurrencegulvet
Jens var med i Forbundsmesterskabet (uofficielt DM) sidste år, hvor han sluttede på en femteplads. I år håber han at kunne gøre det endnu bedre.
”Jeg håber, det kan blive lidt bedre end sidste år. Det kunne være sjovt,” siger han.
Storebror Max har også en del konkurrenceerfaring med sig. Sammen har brødrene nemlig været rundt til konkurrencer i blandt andet Norge, Sverige, Tyskland og Tyrkiet. Men DM-Ugen bliver noget særligt.
”Jeg fulgte Jens sidste år og så setuppet, og hvor mange mennesker, der egentlig er. Så tænkte jeg, at det bliver jeg også nødt til at prøve – også selvom jeg skal konkurrere med Jens,” siger Max.
Når de to står på gulvet, er det med både fællesskab og konkurrence. Max erkender, at Jens ofte er svær at indhente.
”Jeg gør, hvad jeg kan for at jagte ham. Og jeg lever lidt højt på de gange, jeg slår ham til træning,” siger han.
Alsidigheden fanger
For brødrene er det især alsidigheden, der gør funktionel fitness til noget særligt. Kombinationen af styrke, teknik, gymnastiske elementer og evnen til at holde hovedet koldt tiltaler dem begge.
”Du skal være utrolig fysisk stærk, men samtidig også teknisk dygtig – både til at løfte og til den gymnastiske del med at gå på hænder, ring muscle-ups og de forskellige øvelser. Det nytter ikke noget, at du bare er en stor klods, hvis du ikke kan omsætte det,” siger Max.
Håndboldbaggrunden har også sat spor. Brødrene peger især på eksplosivitet, accelerationer og kropsforståelse som noget, de har taget med sig ind i den nye sport. Og hvis der kommer en workout med ”you go, I go”-elementer, føler de sig stærke.
”Der vil jeg mene, man skal stå tidligt op for at slå os,” siger Max.
Til gengæld er der én ting, de begge helst vil slippe for….
”Løb,” lyder det kontant, da de bliver spurgt, om der er noget, de hader.
Og lige præcis løb slipper de ikke for, når det går løs i Herning. Løb er nemlig en del af den første test i konkurrencen.
”Det tager vi med. Vi glæder os i hvert fald uanset hvad,” siger han.
Fakta om Max og Jacob
- Navne: Jens Jacob Hansen og Max Jacob Hansen
- Alder: Alder: Jens er 29 år, Max er 33 år
- Bor: På Bornholm, hvor de bor lidt uden for Svaneke
- Baggrund: Begge har tidligere spillet håndbold og har altid dyrket styrketræning
- Træning: De træner som regel sammen fem gange om ugen i 2,5 til 3 timer ad gangen
- Træningssted: Et hjemmelavet træningsrum i en ombygget lade hos Jens
- DM-erfaring: Jens blev nummer fem sidste år. Max stiller op ved DM-Ugen som aktiv for første gang
- Ambition: Jens håber på at forbedre sidste års placering, mens Max går efter den bedste halvdel af feltet