Power piger med en plan - GymDanmark

Power piger med en plan

Charlotte Skov Hansen og Pernille Milo drømmer om at vinde, når de stiller op i Functional Fitness Challenge til DM-Ugen, men én ting er mindst lige så vigtigt: Vi skal ha’ det sjovt og en fed fælles oplevelse, lyder det fra de to kvinder fra foreningen CrossBoksen i Hvidovre.

Over døren står der KTAS (nu nedlagt telefonselskab, red.) og inde i opgangen er der et af de der gamle sorte skilte med hvide bogstaver, man selv kan sætte på, der fortæller om ”vælgerhal”, ”krydsfelt” og ”maskinstue”. Umiddelbart er det ikke billeder af vægtstænger, kettlebells og hårdttrænende mænd og kvinder, der trænger sig på, når man træder ind i den røde murstensbygning i Hvidovre.

Men oppe på 1. sal er der ikke skyggen af fortid, støvet kontor og gamle telefonselskaber. Her er råt, moderne, ingen spejle og spækket med træningsudstyr, og i sofaerne i hyggehjørnet sidder 31-årige Pernille Milo og 42-årige Charlotte Skov Hansen. De skal snart i gang med endnu en træning op til, at de skal konkurrere i funktionel fitness-konkurrencen til DM-Ugen i Aalborg. De stiller op i rækken Intermidiate (øvede), hvor de skal i konkurrence lørdag den 24. juni på Honnørkajen.

Vi er sammen og skal ha’ det sjovt

”Vi vil fandme da gerne vinde, og vi giver alt, hvad vi har, ” siger Charlotte, og kigger over på Pernille, der nikker. Men for begge er det lige så vigtigt at være sammen om det, og at have det sjovt.

”For mig er det vigtigt at stille op sammen med en, jeg kender, og at det ikke kun handler om at levere et godt resultat,” siger Pernille, der tidligere har prøvet kræfter med den mere seriøse del af sporten og været på kontrakt.

Nu har hun meget mere fokus på den gode oplevelse, glæden ved at træne og fællesskabet med andre, der også elsker funktionel fitness.

”Nu er jeg et sted, hvor jeg gerne vil hygge mig med sporten, men det er klart, at når vi står på banen, gælder det også om at vinde,” siger Pernille, som flere gange er havnet lige uden for finalen, så nu skal det være.

Pernille har altid dyrket meget sport, bla. sportsdans og boksning, men da hendes søster tog hende med til crossfit, var hun hooked.

Et godt match

Pernille er bomstærk og har sin force på det styrkemæssige, mens Charlottes styrke er kardio, og det miks skulle gerne give pote.

”Vi ved jo ikke, hvilke øvelser vi ska lave, så det bliver spændende om det passer til os,” siger Charlotte, som tidligere har dyrket bla. boksetræning, og det var da det hold stoppede, at hun blev præsenteret for crossfit/funktionel fitness.

”Jeg havde ingen idé om, hvad det var, men jeg kom med på et tøsehold og trænede tre gange om ugen – og tre måneder senere tog træningstimerne til, og i dag kalder jeg CrossBoksen mit andet hjem,” fortæller hun.

”Jeg elsker, at det er så alsidigt, og det er virkelig fed træning. Her er ingen spejle, og man er som man er. Det er virkelig godt for mit sind også,” siger Charlotte, som måtte overtales af Pernille til at være med i Functional Fitness Challenge, for egentlig har hun lidt præstationsangst … Men så alligevel!

For sammenholdet i CrossBoksen og fællesskabet med Pernille gør, at hun gerne vil have den oplevelse med.

Og på lørdag den 24. juni gælder det. Men uanset hvordan det går fortsætter Charlotte og Pernille med at træne. For det elsker de.

 

Bonusinfo om Charlotte

  • Har været i ringen i en boksekamp
  • Bor 5 min. fra CrossBoksen
  • Underviser selv tirsdag og torsdag morgen

Bonusinfo om Pernille

  • Er pædagog på en skole
  • Bor i Rødovre
  • Har været på kontrakt i Trinity

Alt om DM-Ugen

Læs mere