Finaleplads ved EM i Idrætsgymnastik
Ved Europamesterskabet i Idrætsgymnastik denne weekend i Tyrkiet, skrev 18-årige Camille Lund Rasmussen endnu et kapitel i dansk gymnastikhistorie. For anden gang i træk stod hun nemlig i finalen i disciplinen ’spring over hest’. Desværre gik finalen ikke helt som planlagt.
Der var ellers efter en meget spændende kvalifikation lagt op til et brag af en finale. I kvalifikationen præsterede Camille optimalt, blandt andet med det svære spring ‘Yurchenko med dobbelt skrue’ som ingen andre danske kvinder nogensinde før har præsteret i en konkurrence. Men i sport på højeste niveau kan alting ske og i finalen flaskede tingene sig ikke helt efter planen.
Svær finale
I finalen var Camille oppe imod stærke konkurrenter som blandt andet Coline Devillard fra Frankrig, nybagt dobbelt guldvinder af to World Cups i foråret, OL-deltager Lisa Vaelen fra Belgien og sølvvinderen fra sidste års EM-disciplinfinale Asia D’amato fra Italien. Sidste års vinder Zsofia Kovacs fra Ungarn deltog ikke I disciplinfinalen, men vandt sølv i All Around. (Danske Nathalie Jensen havde i øvrigt også med to flotte spring kvalificeret sig som 2 reserve til finalen). Desværre for Camille gik første spring ikke helt efter planen, et mislykket opvarmningsspring får afgørende indflydelse på finalespringet og sender Camille uden for medaljechancen.
Uagtet resultatet er landstræner Bernadett Balazs dog ikke i tvivl om, at det var en meget flot præstation og siger: Jeg er meget stolt af Camilles indsats, især i kvalifikationen viser hun verdensklasse gymnastik. Hun har arbejdet benhårdt på at opnå VM kvalifikation som lykkes og sekundært nå denne EM-finale, for andet år i træk. Camille viser stor mental styrke og rejser sig efter første spring. Jeg er sikker på vi kommer til at se meget mere af Camille på den internationale scene og jeg glæder mig meget til at se hvad fremtiden bringer’ smiler hun.
Et fortsat travlt år
Allerede om små to uger rejser Camille Lund Rasmussen sammen med sine trænere Bernadett Balazs og Milán Udvarácz til Egypten for at deltage i den anden World Cup i år, og i næste måned gælder det Danmarksmesterskaberne. Til efteråret kan vi se frem til at opleve Camille Lund Rasmussen ved VM i Belgien.
Øvrige danske resultater fra EM 2023
- Camille Lund Rasmussen: Nr. 8 – Disciplinfinalen ‘spring over hest’, All Around nr. 35/95
- Natalie Jensen: Spring over hest 2. reserve til finalen, All Around nr. 73/95
- Sara Bergmann: All Around nr. 82/95
- Cecilie Bergholt: All Around nr. 78/95
- Jacob Buus: Reck nr. 31/124
- Aron D. Jacobsen Bensving nr. 64/131
Mere om Camille Lund Rasmussen
- World Cup Sølv i marts 2023
- Nordiske mesterskaber 2022
- Danmarksmester 2022
- World Cup Sølv 2022
- Europamesterskaberne 2022 (6. plads i finalen)
Vindere af EM finale 'spring over hest'
- Guld – Coline Devillard (FRA) 13.800 point
- Sølv – Asia D’amato (ITA) 13.600 point
- Bronze – Lisa Vaelen (BEL) 13.583 point
- Nr. 8 – Camille Rasmussen (DEN) 12.249 point