Suveræne vindere af Danmarksmesterskaberne i Idrætsgymnastik 2022 - GymDanmark

Suveræne vindere af Danmarksmesterskaberne i Idrætsgymnastik 2022

Alt lykkedes for 18-årige Camille Lund Ramussen

Den regerende Danmarksmester Camille Lund Rasmussen fra KG66 havde ét fokus i dag, nemlig at genvinde guldet i all-around konkurrencen ved DM i Idrætsgymnastik. Det blev da også til en rigtig flot konkurrence hvor Camille med stabile og stærke øvelser sikrede sig højeste score i tre ud af fire mulige redskaber (hest, gulv og forskudt barre) og cementerede at hun fortsat er Danmarks bedste kvindelige idrætsgymnast. Bedste gymnast på bommen i dag blev Freja Lysell Petersen (KG66) som også sikrede sig sølvet. Bronzemedaljen gik til endnu en KG66 gymnast, nemlig Josephine Thers Sørensen.

Om at vinde sit tredje all-around mesterskab siger Camille:

‘Det føles helt vildt fedt og kæmpe stort at vinde mit tredje Danmarksmesterskab, jeg kan næsten ikke sætte ord på det. Jeg har haft lidt mentale udfordringer op til konkurrencen med en masse ting i mit hovede, men jeg lykkes med at samle det hele sammen i dag og få styr på det og holde nerverne i ro. Det hele lykkedes – selv med lidt småbump, hvor jeg også havde et fald på bommen, men overordnet er jeg meget, meget tilfreds’.

Aron Djurhuus Jacobsen vinder suverænt med 5,75 point ned til sølvvinderen

Også i mændenes all-around gik mesterskabet til den regerende Danmarksmester. Aron Djurhuus Jacobsen (Gefion) leverede en flot præstation, hvor han sikrede sig højeste score i fire ud af seks mulige redskaber; bensving, ringe, hest og reck; sidstnævnte måtte han dog dele højeste score med sølvvinderen af all-around finalen Pedro Moltke-Leth fra Gefion. Bronzemedaljen gik Tommy Bar-Dayan fra Hermes.

Men selvom han vandt mesterskabet med hele 5,75 point ned til nærmeste konkurrent, og var både glad og lettet over at kunne slutte dagen i stadionhallerne med DIF guldmedaljen om halsen, var han ikke helt tilfreds, og siger:

”Nej, jeg er faktisk ikke tilfreds, men det gør bare, at jeg har fået blod på tanden til at gøre det bedre i morgen, f.eks. i bensving, som er min yndlingsøvelse,” sagde den 23-årige færøske idrætsgymnast, som har haft fart på op til DM”.

I torsdag forsvarede han sin bachelor på DTU, og for fem uger siden vandt han det færøske mesterskab – derudover har der været test til EM i august, hvor han klarede kravet og som er næste store udfordring.

God oplevelse at afholde Danmarksmesterskaberne som en del af DM-Ugen 2022

Louise Brandenborg Jensen, som til dagligt er træner i AIG, siger om rollen som værtsforening for DM i Idrætsgymnastik under DM-Ugen:

‘Det har været mega fedt at afholde dette DM – særligt fordi vi kunne holde både mænd og kvinder samtidigt. Det har også været omstændigt med mange praktiske opgaver som fx flytning af redskaber og klargøring af hallen, men det har været det hele værd. Hele setuppet har været meget mere professionelt, når vi kan afholde en konkurrence i en hal med plads til tilskuerne på tribunerne. Man har også tydeligt kunne mærke, at der har været DM-ugen i byen, hele ugen, både i bybilledet og på sociale medier. Vi er helt klart med på at skulle afholde DM igen næste år, og ser gerne at der kommer endnu flere tilskuere’ smiler en glad Louise.

Travl sommer i vente

I morgen søndag gælder det disciplinfinalerne og allerede i næste uge rejser idrætsgymnasterne til Island for at forsvare de rød/hvide farver ved Nordiske Mesterskaber, en konkurrence hvor danskerne har ganske gode traditioner for flotte resultater. og allerede til august er der endnu mere idrætsgymnastik at glæde sig til når Europamesterskaberne afholdes i Munchen/Tyskland.

Danmarksmestrene 2022 All-Around

Kvindelig Idrætsgymnastik

  1. Camille Lund Rasmussen (KG66) 50,400
  2. Freja Lysell Petersen (KG66) 47,150
  3. Josephine Thers Sørensen (KG66) 45,750

Mandlig Idrætsgymnastik

  1. Aron Djurhuus Jacobsen (Gefion) 74,500
  2. Pedro Moltke-Leth (Gefion) 68,750
  3. Tommy Bar- Dayan (Hermes) 63,600

Ungdomskonkurrencer

Junior (piger)

  1. Sara Bergmann Jacobsen (KG66)
  2. Natalie Jensen (KG66)
  3. Maria Hebbelstrup (AIG)

U17 (drenge)

  1. August Burvil (VGF)
  2. Anton Emil Kjørup (VIK)
  3. Bjarki Johannessen (VIK)

U19(drenge)

  1. Filip Ege Nielsen (AIG)
  2. Mads Chr. Trier Dehle (VIK)
  3. Jakob Krogh Kristensen (GymAalborg)

Se alle resultaterne her

Læs mere

Instagram

Se reaktioner, øvelser og stemning

Læs mere

Alt om DM-Ugen

Læs mere