Rasmus Steffensen vinder Europamesterskabet i Tumbling - GymDanmark

Rasmus Steffensen vinder Europamesterskabet i Tumbling

EM i Trampolin og Tumbling 2022 blev til en hæsblæsende oplevelse med både medaljer og historiske præstationer. For første gang nogensinde går Europamesterskabet til Danmark, da Rasmus Steffensen satte nogle af verdens bedste tumblere på plads og vandt en overbevisende sejr. I en afsindigt spændende finale blev det til endnu en dansk medalje som gik til Adam Scharf Matthiesen som vandt bronze. Herudover vinder de danske herrer sølv i holdkonkurrencen, for tredje gang i historien.

Guld og bronze i de individuelle finaler

Med en fuldstændig vanvittig flot indsats skriver danske Rasmus Steffensen sig ind i tumblinghistorien ved EM 2022. Med en ubegribelig styrke fejer han de nærmeste konkurrenter af banen og tager guldet foran nogle af verdens stærkeste tumblere, herunder sin landsmand Adam Scharf Matthiesen, som dog vinder en meget flot bronzemedalje.

Det blev til den perfekte finale hvor danskerne i et nyt setup, hvor de fire bedste går videre til en knock-out finale, allerede efter første runde viste brutal styrke. Rasmussen lagde suverænt ud i sit første pass med 30.100 point og Matthiesen fulgte trop og satte selveste Kristof Willerton uden for anden runde i finalerne. Dermed stod Danmark med hele to ud af fire pladser i knock-out finalen, hvor kampen stod mod de uhyggeligt stærke Jaydon Paddock (GBR) og Mihail Malkin (AZE). Men selvom både Malkin og Paddock gav alt hvad de havde, var det ikke nok til at slå danske Rasmus Steffensen, der vinder Europamesterskabstitlen i Tumbling til Danmark, for første gang, nogensinde.

Det var en meget glad nybagt Europamester, som sagde efter konkurrencen:

“Jeg er meget, meget, meget glad. Jeg kunne ikke have det bedre lige nu. Denne medalje betyder alt for mig”.

Rasmus Steffensen har før stået i både nationale og  internationale finaler med uforløst resultat. Han ved nu, hvordan det kan lykkes og siger:

“Med konkurrencen i dag føles det som om, at jeg nu ved, hvordan mit mindset skal være i en konkurrencesituation, og det tager jeg med mig til de kommende konkurrencer”. Æren for medaljen tilskriver Rasmussen sine trænere. “Det er benhårdt arbejde og træning, der skal til for at nå hertil og med et super dedikeret trænerteam, som brænder mindst lige så meget for det som jeg, så kan det lykkes, som det gjorde i dag”

Det perfekte punktum for en meget flot international karriere

Adam Scharf Matthiesen: “Vi lykkes i dag, fordi vi er gode til at bevare roen og koncentrationen og ikke lade nerverne løbe af med os. Den gode stemning og fantastiske opbakning til og fra hinanden i truppen kan mærkes på banen, og det er medvirkende til, at vi lykkes i dag”.

Selvom Matthiesen har vundet op til flere internationale holdmedaljer betyder den første individuelle medalje meget for ham, og han siger:  “Holdmedaljerne betyder meget, fordi man er sammen om præstationen, men Tumbling er en individuel sport og derfor betyder en individuel medalje rigtig meget.”

Dette EM bliver Matthiesens sidste internationale konkurrence, da han allerede inden EM havde truffet beslutningen herom.

“Jeg havde allerede besluttet mig, inden vi tog herned, og derfor er denne individuelle bronzemedalje det perfekte punktum for min internationale gymnastikkarriere”, siger Adam Scharf Matthiesen.

Foto: Rasmus Steffensen, Europamester 2022 (se flere fotos nederst på siden)

Landstræneren mener, det var en magisk præstation

For landstræner Oliver Bay var medaljerne også en foreløbig kulmination på benhård træning og han siger:

“Det var magisk i dag. Jeg er så hamrende stolt af drengenes indsats. De leverer præcis det, vi havde aftalt i et vanvittigt svært felt, hvor alt går op i en højere enhed. Vi lykkes i dag, fordi vi tager den gode træningskultur med i konkurrencen, og så havde drengene den perfekte opvarmning fra holdkonkurrencen, hvor de fik endnu mere blod på tanden for at præstere optimalt. Jeg er så mega stolt af dem,” slutter en meget glad landstræner.

I kvindernes konkurrence var Danmark repræsenteret ved regerende Danmarksmester Sara Raunholdt Ørskov. Med gode stabile øvelser sikrede hun sig en plads i finalen, hvor præstationen rakte til en flot 4. plads. Ørskov skal i øvrigt gøre Rasmussen selskab ved World Games til sommer (World Games er ‘OL for ikke-OL discipliner’).

Sølvmedaljer i holdkonkurrencen

Også en fornem holdpræstation sikrede de danske tumblerne flere medaljer. I fredagens holdfinaler resulterede en stærk holdpræstation i, at de danske herrer kunne trække sølvmedaljerne om halsen for tredje gang i historien. En flot holdpræstation, der cementerer Danmarks position som førende europæisk nation i tumbling.

Det er tredje gang, at danske tumblere vinder EM-sølv, og dette tilskriver landstræneren et generelt højt niveau i Danmark.

“Vi har ikke kun en enkelt god tumbler som flere af de andre lande, men mange at tage af’, siger landstræner Oliver Bay. Faktisk var Danmark nr. 1 i kvalifikationen ved at have hele fire tumblere i top syv.

“Martin står i sin anden holdfinale nogensinde og leverer det absolut bedste, han kan, ligesom Adam, der springer fornuftigt og efter planen. Rasmus springer ikke helt det, vi havde planlagt, men han justerer sine spring undervejs som også sikrer, at han får en god afslutning. Der er mange ting der skal gå op i en højere enhed for at lykkes. Højt sportsligt niveau, et stærkt fællesskab og en sund træningsmentalitet betyder rigtig meget når vi skal præstere på dette niveau.”

Absolut godkendt junior præstation sikrer endnu en dansk EM-medalje

Som eneste junior ved dette EM sikrer danske Sola Kathrine Thomsen sig værdifulde erfaringer og en bronzemedalje som bevis på en absolut godkendt præstation.

De danske juniorer deltager ved EM som led i en langsigtet talentudvikling, hvor de tidlige erfaringer kan være med til at bringe dem videre i deres gymnastiske karriere. Sola Kathrine Thomsen opnår en flot bronzemedalje i den individuelle konkurrence, der afgøres af en tie break regel fra kvalifikationen, hvor hun klarede sig bedst.

Vigtigt og nødvendigt samarbejde

Et vigtigt element til at sikre dansk Tumbling fortsat succes i fremtiden, er det vigtige samarbejde mellem GymDanmark og de efterskoler som deltager i tumbling-partnerskabsaftalen.

Efterskolerne: Flemming Efterskole, Bøvling Idrætsefterskole, Brejninggard Efterskole, Vejstrup Efterskole og Vesterlund Efterskole er alle nødvendige partnere som lægger lokaler og faciliteter til landsholdssamlinger samt TEU-samlinger. Samarbejdet danner ligeledes grobund for at støtte op om god langsigtet udvikling af GymDanmarks tumblere uanset niveau og ambitioner.

Resultater

Læs mere

Facebook

Se vinderøvelserne her

Læs mere

Instagram

Vær med til at hylde den danske indsats

Læs mere

DM-Ugen 2022

Oplev de danske trampolinspringere

Læs mere

Danske medaljer

Individuelt

  1. Rasmus Steffensen (DEN)
  2. Malkin Mikhail (AZE)
  3. Adam Scharf Matthiesen

Sølv, Bronze

  • Rasmus Steffensen (Silkeborg P/D)
  • Adam Scharf Matthiesen (Silkeborg P/D)
  • Martin Abildgaard (Silkeborg P/D)
  • Johannes Sømod (Odense Gymnastik Forening)

Junior, Individuelt

  • Sola Kathrine Thomsen, bronze