Historisk trampolinweekend med brillante bronzemedaljer - GymDanmark

Historisk trampolinweekend med brillante bronzemedaljer

Ved World Cup i Rimini denne weekend, hvor seks danske trampolinspringere deltog, blev det til en foreløbig kulmination på lang tids træning til de danske trampolinspringere og deres trænere. Regerende danmarksmester Benjamin Salo Kjær og dame-duoen Smila Jensen og Sofie Landberg sikrede sig historiske bronzemedaljer.

Efter semifinalen, hvor danske Benjamin Salo Kjær gik videre som eneste europærer til finalen, var der lagt op til en spændende konkurrence. Og for første gang i næsten et årti,  vinder Danmark en individuel medalje ved en World Cup.

Stolt træner og jublende lykkelig Benjamin Salo Kjær

Succes ved denne World Cup tilskiver landstræner Anette Dalsten mange års dedikeret og målrettet arbejde:’Til denne World Cup havde vi lagt en game plan i to spor, så vi kunne justere undervejs. Alle detaljer gik op i en højere enhed og Benjamin var iskold i både semifinale og finale og scorede bla. højeste ‘time of flight’ af ALLE springere. De seneste måneder har vi arbejdet målrettet og intensivt på at få en 16.7 øvelse klar med stor højde og høj HD. Det lykkedes så helt og aldeles til World Cuppen,” siger Anette Dalsten.

En jublende lykkelig Benjamin Salo Kjær tilføjer: Det er helt surrealistisk. Det har efterhånden været mange konkurrencer hvor jeg ikke har levet op til det niveau jeg ved jeg har. Jeg kom ind i semifinalen som nr. 20, gik i finalen som 7., og at gå derfra med en medalje er ikke noget jeg har ord til at forklare. Det betyder så sindssygt meget for mig og trampolin Danmark at vi får den her succes, ikke kun hos mig, men også hos pigernes flotte synkron resultat. Jeg er sindssygt glad for den her præstation, men går nu fuldt fokuseret og klar ind til EM på senere på ugen. Tusind tak for alle de beskeder jeg har fået fra hele trampolin Danmark og mine nærmeste. Den støtte der kommer derfra betyder mere i kan forstille jer.

Første danske dame synkronmedalje ved en World Cup nogensinde

Også damerne leverede optimalt ved at sikre sig synkron-bronze. En præstation der vidner om, at det går ganske godt for københavner-duoen der vandt de første danske synkronmedaljer ved World Cup siden serien blev introduceret i 1993. Ud af 20 par, som stillede op i konkurrencen, gik de videre som nummer fem i finalen med de otte bedste. Og her leverede de danske damer en flot og overbevisende præstation, der sikrede dem bronzen.

“Det er deres første World Cup, og jeg var fortrøstningsfuld i forhold til en finaleplads, men at de endte med en medalje er overraskende og meget glædeligt. Det lover godt for næste uges EM,” siger Anette Dalsten.

Hun fremhæver, at Smilla og Sofie supplerer hinanden godt, og gør hinanden gode, hvilket er en lige så stor del af synkronspring sammen med den tekniske kunnen.

“Og så har vi fundet et perfekt match mellem sværhedsgraden og de øvrige parametre, hvor synkroniteten tæller dobbelt. Pigernes øvelser er sat sammen, så de kan regulere undervejs, hvilket gør, at de næsten altid ender med en høj synkronitet,” forklarer landstræner.

Super stolt og glad Smila Jensen siger: ‘Medaljen betyder rigtig meget for Sofie og jeg. Vi gik ind til konkurrencen uden medalje forventninger, og nu står vi her med en bronzemedalje over alle de store, det er en lidt surrealistisk oplevelse. Nu ser vi frem mod EM i næste uge, det bliver en udfordring mere som vi gerne tager op, og som bliver en vild oplevelse at få med i bagagen.

Endelig deltog Valdemar Johansen og Peter Sørensen, samt Teis Petersen og Benjamin Kjær i synkronkonkurrencen, hvor det dog desværre ikke lykkedes at kvalificere sig til semifinalerne.

Resultater finaler

Individuelt Herrer

  1. UEYAMA Yasuhiro (JAPAN)
  2. SAKAI Ryosuke (JAPAN)
  3. KJAER Benjamin (DENMARK)

Synkron Damer

  1. APAKIDZE Anano & JANJGAVA Teona (GEORGIA)
  2. WEBSTER Cheyenne & Sarah AHSINGER Nicole (USA)
  3. LANDBERG Sofie & JENSEN Smilla (DENMARK)

Alle resultater

Læs mere

Instagram

Se vinderøvelser mm

Læs mere

DM i Trampolin

Læs mere

Oplev alle de dygtige trampolinspringer ved DM i Trampolin 2022

Om en lille måned kan du selv opleve Benjamin, Smila, Sofie og alle de andre trampolinspringere ved danmarksmesterskaberne i Trampolin som i år afvikles i Gigantium i Aalborg i forbindelse med DM-Ugen. DM-ugen er et nyt nationalt sport event i Danmark, som viser og hylder det bedste fra dansk eliteidræt. Et slags mini-OL på dansk grund. I 2022 afholdes DM-ugen i Aalborg fra den 23.-26. juni. Som publikum kan man shoppe rundt i mellem mere end 50 forskellige sportsgrene i løbet af fire dage hvor langt det meste er gratis at overvære, herunder DM i Idrætsgymnastik.

Glæd dig også til i næste uge hvor du kan følge de danske gymnaster ved EM i Trampolin og Tumbling