Årsmøde; workshops - GymDanmark

Årsmøde; workshops

  • Fælles oplæg: Generationers forskelligheder og samarbejde på tværs i foreningslivet

    Generationers forskelligheder og samarbejde

    Et fælles oplæg fra Karen Christina Spuur, ledelseskonsulent og forfatter, der med et glimt i øjet tager afsæt i forskning og praksisnære eksempler med formålet om at bevidstgøre de generationsforskelle, der anvendes overfor frivillige og medlemmer.  

    Spørgsmål, som foreningen kan få svar på gennem oplægget: 

    • Hvorfor styrker generationsbevidsthed samarbejdet i foreningen? 
    • Hvad har formet de forskellige generationer? 
    • Hvilke styrker og kompetencer bidrager de forskellige generationer med? 
    • Hvilke generationsbias bringer vi med os, og hvordan påvirker det vores samarbejde? 
    • Hvordan kan vi i ledelse og samarbejde på tværs af generationer undgå de typiske friktioner? 
    • Fem gode råd om, hvordan bestyrelsen kan frisætte det enorme potentiale, der ligger i at have fem generationer i foreningen samtidig. 
  • 1 - Generationers forskelligheder og samarbejde på tværs i foreningslivet (viderebygning fra fælles oplæg)

    Generationers forskelligheder og samarbejde på tværs i foreningslivet - viderebygning fra fælles oplæg

    Dette oplæg er en viderebygning på det fælles oplæg, hvor vi hører mere om generationernes forskellige præferencer og behov, samt hvilke konsekvenser generationsforskellene har. Vi hører også om vores struktur og kultur er attraktiv for de yngre generationer og endeligt får vi råd og anbefalinger til overvejelser og videre drøftelser hjemme i foreningen.

    Målgruppe: Bestyrelse og frivillige i gymnastik- og fitnessforeninger

    Oplægsholder: Ledelseskonsulent og forfatter Karen Christina Spuur

  • 2 - Ansatte og frivillige i foreningen; hvordan skaber vi et stærkt samspil?

    Workshop 2: Ansatte og frivillige i foreningen; hvordan skaber vi et stærkt samspil?

    Hvordan skaber vi det bedste samarbejde mellem ansatte og frivillige i foreningen?
    I denne inspirerende og praksisnære workshop zoomer vi ind på, hvordan en god balance mellem professionel arbejdskraft og frivilligt engagement kan styrke foreningen.

    Vi tager udgangspunkt i konkrete eksempler fra foreninger, der har erfaring med at have ansatte og frivillige side om side. Vi får indblik i forskellige modeller for ansættelse, samarbejdsformer og opgavefordeling – og vi dykker ned i både de oplagte gevinster og de typiske faldgruber.

    Workshoppen giver:

    • Inspiration til, hvordan foreningen kan strukturere og udvikle samarbejdet mellem ansatte og frivillige
    • Værktøjer til at håndtere potentielle udfordringer
    • Mulighed for sparring med andre ledere i samme situation

    Uanset om foreningen allerede har ansatte – eller overvejer at tage skridtet – er denne workshop relevant for alle, der ønsker at styrke foreningens bæredygtighed og skabe de bedste rammer for både ansatte og frivillige.

    Målgruppe: Bestyrelse, ansatte og frivillige i gymnastik- og fitnessforeninger, med udgangspunkt i oplæg fra gymnastikken.

    Oplægsholder: Foreningskonsulent i GymDanmark, Ole Holmskov Hansen

  • 3 - Forældreguide til, hvordan forældre bliver til en ressource og styrke i foreningen

    Workshop 3: Forældreguide til, hvordan forældre bliver til en ressource og styrke i foreningen

    Det er ikke altid nemt at vide, hvad man som forælder skal gøre i forskellige situationer, eller hvordan man bedst kan hjælpe sit barn til at opnå idrætsglæde, trivsel og sportslig udvikling. 

    Team Danmark har i samarbejde med Kolding Elitekommune udviklet en forældreguide med information og redskaber, der hjælper forældre med at optimere deres involvering og støtte til barnet i sporten på en måde, der gavner barnets trivsel og udvikling samt understøtter det talentmiljø, som barnet er en del af.  

    I denne workshop dykker vi ned i Team Danmarks forældreguide og giver foreningen redskaber og gode råd med hjem, som kan understøtte foreningens træningsmiljøer og guide forældrene til at blive gode ressourcer for deres børn.  

    Målgruppe: Alle i gymnastikforeninger 

    Oplægsholder: Foreningskonsulent i GymDanmark, Trine Pedersen

  • 4 - GymDanmarks børne- & ungesyn; trivsel og konkurrence i balance

    Workshop 4: GymDanmarks børne- & ungesyn; trivsel og konkurrence i balance

    Hvordan skaber vi flere konkurrencemiljøer, hvor børn og unge trives, udvikler sig – og bliver i sporten? I denne workshop stiller vi skarpt på, hvad meningsfulde konkurrenceaktiviteter for børn og unge egentlig er, og hvordan foreningen kan sikre, at træning og konkurrence går hånd i hånd med trivsel. 

    Du får indblik i GymDanmarks anbefalinger til bæredygtig træning og konkurrencedeltagelse, og vi sætter særligt fokus på, hvilken vigtig rolle både foreningsledelsen og trænerne spiller i at skabe de bedste rammer. 

    Workshoppen er relevant for alle foreninger med konkurrenceaktive børn og unge under 18 år – og for foreninger, som ønsker at tage ansvar for et sundt og langsigtet konkurrencefællesskab. 

    Målgruppe: Gymnastikforeninger 

    Oplægsholder: Foreningskonsulent i GymDanmark, Ole Holmskov Hansen

  • 5 - Fit2Go – et nyt og fleksibelt træningstilbud til jeres forening

    Workshop 5: Fit2Go – et nyt og fleksibelt træningstilbud til jeres forening

    Med Fit2Go får foreningen et funktionelt fitnesskoncept for alle aldre – med mobil udstyrsvogn og 12 ugers træningsplaner klar til brug. 

    Oplev vognen og materialerne i praksis, og hør hvordan foreningen kan starte holdtræning op, ude eller inde. 

    Målgruppe: Foreninger med, eller ønske om at opstarte fitness  

    Oplægsholder: Fitnesskonsulent i GymDanmark, Charlotte Agergaard

  • 6 - Få midler til mere bevægelse – sådan lykkes I med fundraising! 

    Workshop 6: Få midler til mere bevægelse – sådan lykkes I med fundraising! 

    Drømmer jeres forening om nyt udstyr eller flere holdtilbud?  På dette oplæg får foreningen konkrete værktøjer og eksempler på relevante fonde og puljer, der støtter fitness og gymnastik. 

    Vi deler tips, skabeloner og idéer, så I kan komme godt i gang med foreningens næste ansøgning! 

    Målgruppe: For både gymnastik- og fitnessforeninger, men med udgangspunkt i en fitnesscase. 

    Oplægsholder: Fitnesskonsulent i GymDanmark, Charlotte Agergaard

Kompetencehjørnet: Inspiration, sparring og overblik til jeres trænerudvikling

Mød også  GymDanmarks uddannelsesteam – vi står klar til en uformel snak om fx:

  • Hvilke uddannelser og kurser der passer til netop jeres trænere
  • Hvordan foreningen kan skabe stærke og trygge miljøer for jeres trænere
  • Hvordan foreningen arbejder strategisk med trænerudvikling i hverdagen

Få også et printet overblik over de kurser og uddannelser, foreningens trænere allerede har gennemført – det giver et godt udgangspunkt for næste skridt.

Vi viser også meget gerne hvordan Trænerløftet (gratis e-læringsforløb) kan styrke foreningens trænerfællesskab og give alle trænere et fælles ståsted og sprog.

Uddannelsesteam i GymDanmark: Pil Christiane Lindekron og Natacha Hilkøb

…Og som noget særligt denne dag: Prøv vores tilpassede version af GymTræner-løbet (stjerneløb), og få konkrete idéer til, hvordan I hjemme i foreningen kan arbejde aktivt og engagerende med trænerudvikling.