Har du en træner eller instruktør gemt i maven?
Mærker du en inderlig glæde, når du hjælper andre til at lykkes? Når en udøver tager sit spring til næste niveau eller mestrer teknikken i et nyt styrkeløft? Eller blot når de går hjem fra træning med et smil på læben og en lyst til at komme igen? Så er det måske i 2026, at du skal tage skridtet og blive træner eller instruktør – eller bygge videre på dine kompetencer, hvis du allerede er det.
Gymnastikkens træneruddannelser er lige nu i vinterhi, men glæd dig til foråret, hvor vi igen åbner op for tilmelding til en bred vifte af kurser og uddannelser. Der er noget til alle niveauer og erfaringer, uanset om du starter som hjælpetræner, vil tage det næste skridt med en GymTræner 1 eller 2, eller vil blive bedre til at modtage spring med Springsikker.
Hvis dit hjerte banker for fitness, har vi allerede de første datoer klar til enkelte uddannelser. I januar starter vi året med Yin Yoga-uddannelsen – men skynd dig, for tilmeldingsfristen nærmer sig! Du kan også blive Funktionel Fitness-instruktør i Herning eller Taastrup. Og længere fremme venter både Fitnessinstruktøruddannelsen samt diverse inspirationskurser indenfor blandt andet yoga og holdtræning.
Hold øje med kalenderen på gymdanmark.dk – eller følg os på sociale medier og i nyhedsbrevet, hvor vi løbende informerer om opdateringer, nye datoer og tilmeldingsfrister. I mellemtiden anbefaler vi at tage Trænerløftet som en optakt og forberedelse til de kommende træneruddannelser.
Bliv en rollemodel for andre
Måske har du haft en træner, der har haft stor betydning for dig, og som du har set meget op til. Med årets kommende uddannelser har du muligheden for selv at blive den rollemodel. For som træner eller instruktør er du meget mere end blot en underviser. Du skaber rammen, stemningen og fællesskabet. Du er den, der får udøverne til at føle sig set, motiveret og trygge. Din indsats har direkte betydning for både trivsel og udvikling – og for, om folk bliver ved.
For at anerkende det vigtige arbejde, som trænere og instruktører leverer i dagligdagen, har GymDanmark i 2025 stiftet en ny pris: Årets Træner/Instruktør. Den første vinder af prisen blev Mike S. Witte fra Gymnastikforeningen Præstø Fjord. I 2026 kårer vi igen en rollemodel, der har gjort en særlig forskel som træner eller instruktør. Måske er det dig – eller en du kender?
Er du i tvivl om, hvilken uddannelse du skal starte med som gymnastiktræner, kan du tage testen herunder og blive klogere: