Første Forbundsmestre i Funktionel Fitness kåret ved DM-Ugen
Flere end 200 atleter deltog i GymDanmarks Funktionel Fitness-konkurrencer 2023, som også i år afholdtes under DM-Ugens faner. Og for første gang kunne vi kåre Forbundsmestrene i Funktionel Fitness i rækken RX Mix. Det var Marie Ravn Pedersen og Tobias Gæmelke fra Aarhus Crossfit, som blev de første nogensinde, til at kunne hænge GymDanmarks guldmedaljer i Forbundsmesterskabet i Funktionel Fitness om halsen.
Funktionel Fitness er en konkurrencen om at være den helstøbte atlet. For at vinde skal man blandt andet mestre kardio, styrke, vedligeholdenhed og gymnastiske skills. Det er med andre ord kombinationen af det hele, som man skal kunne mestre for at vinde.
Vinderne af det første Forbundsmesterskab i Funktionel Fitness er fra Aarhus
22-årige Marie Ravn Pedersen og 28-årige Tobias Gæmelke vandt tre af fem events/heats og slutter samlet med ni point foran Jonas Kynde og Matilde Agerschou (Crossfit lageret) som vandt sølv og Mikkel Møller Larsen og Anne-Gry Højgaard (Aarhus Crossift) som tog bronzemedaljerne.
Begejstringen var kæmpe stor hos de to vindere efter konkurrencen – ikke bare over at have vundet – men over at have deltaget i DM-Ugen:
”Overvej lige at få lov til at konkurrere foran så mange mennesker i høj sol og til et så fedt event,” siger den nykårede Forbundsmester, Marie Ravn Pedersen. Hun var kommet til Aalborg for at vinde guldet. Teamet kom flyvende afsted med sejr i de tre første events.
”Vi aftalte at gå hårdt på, og så måtte det briste eller bære,” siger Marie, som også var glad for deres indbyrdes kommunikation og taktik, som de også justerede i undervejs. Vi talte også meget om, at det skulle være sjovt og at vi skulle have en god dag sammen, og det mindede vi lige hinanden om, når der var nogle workouts, der pressede os,” fortæller Tobias.
De betegner sig begge som meget all-around, og de er enige om, at det ikke er sidste gang, at de stiller op til et Forbundsmesterskab. “Vi er helt sikker med næste år! Det har været vildt fedt,” lyder det fra guldvinderne.
Det rutinerede makkerpar kender hinanden godt, hvilket er vigtigt for bedst muligt at kunne supplere hinanden. Med en baggrund i gymnastikken har Tobias også flere fordele, ved blandt andet at være særligt stærk i de gymnastiske workouts.
Deltagere med gymnastikblod i årene
Ligesom vinderen Tobias Gæmelke, som er tidligere trampolinspringer, kommer flere af dagens deltagere fra gymnastikken. Lærke Malling og Freja Stenbakken, som også deltog i Forbundsmesterskabet, har gået til TeamGym. Også en tidligere Danmarksmester i Idrætsgymnastik, Linnea Wang, var at finde på deltagerlisten. Linnea stillede op med sin makker Simon Thinggaard fra Aarhus Crossfit og opnåede en flot 6. plads i finalen. Linnea siger om at være tilbage på konkurrencegulvet efter hun forlod gymnastikken i 2019:
“Det er fedt at opleve den gode stemning og dejligt at få afprøvet noget af det, som jeg har trænet på i mange år. Når man har en gymnastisk baggrund som jeg, så har man en naturlig stærk kropsforståelse som man kan tage med i Funktionel Fitness. Jeg kan kun opfordre alle gymnaster til at komme og prøve Funktionel Fitness, det er virkelig godt for kroppen”, smiler en tilfreds Linnea.
Idræt med et stærkt sammenhold
Et stærkt sammenhold er vigtigt for mange og i Funktionel Fitness, hvor mange af atleterne kender hinanden, mærker man tydeligt den store empati og respekt, de har for hinanden.
Freja Heuckendorff fra den lokale Crossfit Aalborg, som også er tidligere idrætsgymnast og træner i AIG siger:
“Det er kombinationen af mange øvelser, der tiltrækker. Man bliver ved med at kunne udvikle sig, og jeg kan lide at nørde ting. Gymnastikken har været en kæmpe fordel for mig, og givet mig en god kropsforståelse. Jeg er ikke bange for at hjælpe andre, og de vil også gerne hjælpe mig. Det er en rar sport – folk er virkelig søde,” smiler en glad Freja, som sluttede som nr. 8 i Forbundsmesterskabet med sin makker Andreas Helms.
Forbundsmesterskabet Funktionel Fitness
- Marie Ravn Pedersen og Tobias Gæmelke (Aarhus Crossfit)
- Jonas Kynde og Matilde Agerschou (Crossfit lageret)
- Mikkel Møller larsen og Anne-Gry Højgaard (Aarhus Crossfit)
Udover Forbundsmesterskabet blev der også afholdt Functional Fitness Challenges i rækkerne Intermediate (øvede), Scaled (let øvede) og Masters (+35).
Mere om Forbundsmesterskabet i Funktionel Fitness
- Konkurrencen afvikles i den sværeste af de tre rækker; Scaled (let øvede), Intermediate (øvede) og RX (expert)
- Atleterne dyster i flere heats (1., 2., 2,1, 3. og 4.) med forskellige workouts, som fx Rope climbs, Burpee box jumbs, Toes to bar, Sync. double kettelebelle thrusters, D-ball to shoulder, Squat snatches & bike
- Konkurrencen er et udskillelsesløb hvor de seks bedste hold, fra de indledende heats, mødes i finalen.
- Konkurrencen forløber over mere end 7 timer (med pauser mellem heats)
- Forbundsmesterskabet afholdes i mix-teams af to atleter (m/k)
- Atleterne kender ikke øvelserne (workouts), dette oplyses på dagen
- Forbundsmesterskabet og Functional Fitness Challenge afholdes i samarbejde med RX’d event
Workouts i finalen 2023 af (8 minutter):
- 30 synchronized double kettelbelle thrusters (2 x 32/20 kg)
- 20 synchronized bar muscle-ups
- Synchronized. double kettlebell overhead walking lunges (3×3 meter unbroken)
Sport i lange baner
Ud over Forbundsmesterskabet i Funktionel Fitness blev der kåret mere end 200 danske mestre fordelt på mere end 35 idrætter. Du kan få overblikket på dif.dk, og nedenfor kan du læse nogle af de største nyheder