Lindholmer og resten af truppen klar til VM - GymDanmark

Lindholmer og resten af truppen klar til VM

Med regerende europamestre og VM-bronzevindere for hold i truppen går Danmark til VM i Trampolin og Tumbling i Nanjing med høje forventninger. Otte tumblere og én trampolinspringer skal i aktion fra onsdag.

Onsdag den 4. november begynder VM i Trampolin og Tumbling i Nanjing i Kina. Danmark stiller med otte tumblere – fire herrer og fire damer – og én trampolinspringer.

Herrerne kommer som regerende europamestre

Magnus Lindholmer, Martin Abildgaard, Marius Bundgaard og Frederik Bækhøj Skaaning vandt i april holdguld ved EM i Tumbling i Portimão. Samme kvartet tog holdbronze ved VM sidste år, og nu skal de vise sig frem på den største scene igen.

Holdet har også tyngde individuelt. Magnus Lindholmer blev individuel europamester i 2024, tog individuelt bronze ved EM i april og er regerende danmarksmester. Ved VM sidste år vandt han sølv. Martin Abildgaard tog bronze ved samme VM. To af de individuelle medaljevindere fra sidste VM er altså danske – og begge er med igen.

“Med det seneste års resultater går jeg og holdet ind i konkurrencen med selvtillid og et håb om at tage en medalje med hjem, enten i hold eller individuelt,” siger Magnus Lindholmer.

Siden EM har han arbejdet med nye slutspring og haft stort fokus på at blive mere stabil i de spring, han allerede konkurrerer med. Første mål er kvalifikationen:

“Jeg skal lykkes med mine spring i indledende for at være tilfreds. Hvad der kommer af resultater derefter, afhænger meget af mine konkurrenters præstationer.”

Martin Abildgaard ser tilbage på sidste års VM-bronze med glæde:

“Jeg er glad for at have taget en individuel medalje, da det er meget få forundt at vinde sådan en medalje,” siger han.

Han peger på holdets erfaring som en af styrkerne:

“Det, der gør vores hold stærkt, er, at vi er rigtig gode til at lave tumbling, og at vi alle sammen har prøvet at konkurrere internationalt før.”

Herrerne lægger ud med kvalifikation onsdag formiddag dansk tid, og holdfinalen er fredag kl. 13.00.

Fire damer klar til at tage næste skridt

På damesiden stiller Victoria Katrine Thomsen, Olivia Juul Madsen, Freja Vedersø Frandsen og debutanten Tania Greve op. Selvom hun er debutant, er Tania Greve en erfaren gymnast, som blandt andet vandt EM-guld med seniormixlandsholdet i TreamGym i 2024.

Det danske damehold møder nu verdenseliten og skal forsøge at gøre succesen fra seneste VM efter: Her lykkedes det for første gang nogensinde et dansk damehold at kvalificere sig til finalen ved et verdensmesterskab. I finalen endte holdet som nummer syv.

Damerne skal i aktion kl. 03.00 natten til torsdag dansk tid.

Valdemar springer for Danmark

21-årige Valdemar Risak Johansen fra IK Skovbakken er eneste danske repræsentant i trampolin, og han ankommer i topform. Målet er at levere en god præstation, og så vil tiden vise, hvordan det placerer ham i det samlede regnskab, lyder det fra landstræner Anette Dalsten.

“Til den sidste konkurrence inden VM sprang han over 57 point i alle tre runder, og planen til VM er, at han øger sværheden,” fortæller Anette Dalsten.

Hun forventer ikke en plads i semifinaleplads blandt de 24 bedste, men helt sikkert en indikation på, at Valdemar er godt på vej.

“Valdemar er ung og har brug for flere års træning for at nå semifinaleniveau, men vi har lagt en plan frem mod 2029, og ved dette VM gælder det som sagt om at vise, at han er godt på vej,” siger Anette Dalsten.

Følg med

GymDanmark dækker VM løbende på Instagram, Facebook og gymdanmark.dk. Husk, at Kina er syv timer foran Danmark – flere af konkurrencerne ligger tidligt om morgenen dansk tid.

Alt om VM

Streaming

Finalerne kan ses live på Eurovision Sport. Kvalifikationerne streames ikke.

Køb streaming

Samarbejder som styrker dansk gymnastik

Når de danske gymnaster går på i Nanjing, sker det med opbakning fra GymDanmarks samarbejdspartnere. Udvalgte efterskoler lægger faciliteter til samlinger og aktiviteter for landshold og talentudvikling, og CRAFT leverer landsholds- og delegationstøjet. Samarbejderne er en del af GymDanmarks arbejde for at skabe gode betingelser for gymnaster, trænere, frivillige og ledere.

Fakta om VM

  • Sted: Nanjing, Kina
  • Dato: 04-11 – 08-11-2026
  • Tumbling, herrer: Magnus Lindholmer (Silkeborg P/D), Martin Abildgaard (Silkeborg P/D), Marius Bundgaard (BSG), Frederik Bækhøj Skaaning (SG Munkebjerg)
  • Tumbling, damer: Victoria Katrine Thomsen (Outrup GUB), Olivia Juul Madsen (Odense GF), Tania Greve (BSG, debutant), Freja Vedersø Frandsen (Silkeborg P/D)
  • Trampolin, herrer: Valdemar Risak Johansen (IK Skovbakken)
  • Tidsforskel: Kina er 7 timer foran Danmark