Juniorerne rejser hjem med to bronzemedaljer og minder for livet - GymDanmark

Juniorerne rejser hjem med to bronzemedaljer og minder for livet

To bronzemedaljer, stærke præstationer, international erfaring og oplevelser for livet. Det blev udbyttet for de danske juniorhold ved EM i TeamGym 2026, hvor både juniordrenge og juniormix fra Køge Bugt Gymnastikforening viste sig flot frem blandt Europas bedste.

EM i Finland blev en uge fyldt med store oplevelser for de danske juniorgymnaster. Begge hold kvalificerede sig til finalerne og sluttede mesterskabet med bronze. For både mix og drenge blev EM afslutningen på den første sæson med den nye struktur for juniorer, hvor foreningshold repræsenterer Danmark.

GymDanmarks sportschef Helge Fisker glæder sig især over den måde, gymnasterne greb opgaven an på:

“EM handler selvfølgelig om at præstere, men for juniorerne handler det i lige så høj grad om at få erfaringer på den internationale scene, som de kan bruge til en forhåbentlig lang seniorkarriere. Jeg er virkelig stolt af både gymnaster og trænere, som er gået til opgaven med mod og vilje, og så er det bare en kæmpe forløsning at se dem lykkes.”

En oplevelse for livet

En af de største styrker for de to hold er fællesskabet. Mange af gymnasterne har trænet sammen gennem flere år, og flere har også været på efterskole sammen.

Blandt gymnasterne er tvillingebrødrene Markus og Nicklas Malte Rasmussen, som endnu engang fik lov til at dele en stor gymnastikoplevelse.

“Det har været en oplevelse for livet. Det er det største, man kan opnå som gymnast at få lov til at vise, hvad man kan til et EM,” siger Markus.

Også holdkammeraten Frederik Overbjerg ser tilbage på mesterskabet med stolthed.

“Det har været en kæmpe oplevelse. Selvfølgelig havde vi håbet på en medalje, men det har været en kæmpe oplevelse i sig selv at være med.”

For Markus var det samtidig noget særligt at være afsted med det hold, han kender hjemmefra:

“Det har været helt fantastisk at tage afsted som klubhold. Vi har brugt vores fællesskab som en styrke hele vejen.”

To bronzemedaljer og blikket rettet fremad

På juniormix var der stor glæde efter finalen, hvor holdet sikrede sig bronze og endda leverede dagens højeste udførelseskarakter på bane.

17-årige Sofia Victoria Kirkegaard fremhæver især følelsen af at lykkes med det, holdet har arbejdet for hele sæsonen.

“Det har været en fantastisk oplevelse. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, og arbejdet virkelig hårdt for det hjemme i foreningen, og så er det bare så fedt at stå her og lykkes.”

For holdleder Kasper Widding blev medaljerne kulminationen på mange års arbejde.

“Vi har kæmpet for det her. Vi kommer som foreningshold og er oppe imod Europas bedste juniorgymnaster. At det kulminerer i to bronzemedaljer, og at mix rejser sig fra en femteplads i kvalifikationen til en tredjeplads i finalen, er en kæmpe forløsning.”

Nu vender gymnasterne hjem med medaljer, erfaringer og motivation til næste skridt i gymnastikkarrieren. For flere af dem er drømmen stadig den samme: En dag at stå på seniorlandsholdet.

Samarbejder som styrker dansk gymnastik

GymDanmark samarbejder blandt andet med udvalgte efterskoler og virksomheder, der understøtter aktiviteter på tværs af dansk gymnastik. Efterskolerne bidrager blandt andet med faciliteter til samlinger og aktiviteter for landshold og talentudvikling, mens samarbejdet med CRAFT og CHOPAR sikrer professionelle løsninger til henholdsvis landsholds- og delegationstøj. Samarbejderne indgår som en del af GymDanmarks arbejde med at skabe gode betingelser for gymnaster, trænere, frivillige og ledere.

Læs mere om samarbejdet med udvalgte efterskoler

Faktaboks

  • Begge hold er fra Køge Bugt Gymnastikforening
  • Juniordrenge og juniormix vandt bronze
  • Mere end 110 familiemedlemmer og venner rejste med til Finland
  • Flere af gymnasterne har trænet sammen gennem mange år og gået på efterskole sammen