EM i TeamGym: Guld, sølv og bronze - GymDanmark

EM i TeamGym: Guld, sølv og bronze

Der er Danmark, og så er der resten af Europa. De danske gymnaster levede til fulde op til de høje forventninger ved EM i TeamGym.

Seniorherrerne forsvarede deres position som Europas førende nation med endnu et EM-guld, mens seniordamerne sikrede den første sølvmedalje nogensinde til Danmark i damerækken efter en imponerende finale. Samtidig kæmpede seniormix sig til bronze i et tæt og åbent medaljeopgør i rækken med flest deltagere.

Seniorherrer fortsætter guldstimen ved EM

De danske seniorherrer leverede en magtdemonstration i TeamGym-finalen og sikrede sig endnu en EM-guldmedalje til samlingen med 63,150 point. Sverige tog sølvet med 60,950 point, mens Norge måtte nøjes med bronze med 57,000 point. Sejrsmarginen på mere end to point til svenskerne understreger den klasseforskel, danskerne formåede at skabe gennem konkurrencen.

Gennem mange år har Danmark sat standarden i international TeamGym, og endnu en gang viste seniorherrerne hvorfor. Med stor sikkerhed, imponerende overskud og exceptionel sværhed på samtlige redskaber lykkedes det holdet at finde den perfekte balance mellem risiko og udførelse. Resultatet var gymnastik på allerhøjeste internationale niveau.

Der var ellers ingen garanti for succes. Op til mesterskabet havde holdet været ramt af både skader og frafald, og flere gymnaster var på vej tilbage efter længere pauser. Samtidig stod både Sverige og Norge klar til at udfordre den danske dominans. Men da finalen blev skudt i gang, efterlod de danske herrer ingen tvivl om, hvem der var Europas stærkeste hold.

Særligt i springdisciplinerne var Danmark i en klasse for sig. På bane leverede holdet først en sikker åbningsrunde, inden de i anden runde sendte sværheden helt i vejret. Publikum og kommentatorer på DR fulgte begejstret med, da danskerne satte holdomgang efter holdomgang lige i skabet, og med en score på imponerende 23,100 point sikrede de sig konkurrencens højeste karakter på banen. Endnu en gang viste Danmark, hvorfor resten af Europa benchmarker sig op imod de danske herrer.

Også på trampetten var danskerne bedst. Her afsluttede holdet konkurrencen med den højeste trampetkarakter på dagen og cementerede guldet med stærke spring, flotte landinger og en sikkerhed, som konkurrenterne aldrig formåede at matche.

Sverige forsøgte at lægge maksimalt pres på danskerne og afsluttede konkurrencen med en imponerende baneøvelse, der sendte dem sikkert til sølvmedaljerne. Men guldet kom aldrig for alvor i fare. Danmark havde ganske enkelt sat barren for højt.

Også på gulv viste seniorherrerne deres kvalitet med en flot og veludført rytmeserie, som fuldendte en præstation uden nævneværdige svagheder.

Ledende landstræner Lars Nørregaard lagde ikke skjul på sin begejstring efter konkurrencen:

“Man kan ikke andet end at blive glad, når man ser det her historisk høje niveau. Wow.”

Guldmedaljen betyder, at de danske seniorherrer fortsætter deres imponerende dominans på den europæiske scene. Endnu en gang stod de øverst på podiet og beviste, at Danmark fortsat er nationen, alle andre jagter i TeamGym.

Se interviewklip med Peder-Andreas Nerup Jensen og Mathias Wright Olsson

Seniordamer skrev historie med EM-sølv

Seniordamerne leverede en præstation for historiebøgerne ved at sikre Danmark den første sølvmedalje nogensinde i damerækken ved et EM i TeamGym. Efter en nervepirrende konkurrence, hvor medaljerne blev afgjort på de sidste detaljer, kunne de danske gymnaster juble over et historisk resultat. Spændingen fortsatte efter konkurrencen, da en protest skabte usikkerhed om den endelige stilling, men da afgørelsen faldt, stod resultatet fast: Sverige tog guldet, Danmark sikrede sig sølv, og Storbritannien kunne tage bronzemedaljen med hjem.

Forventningerne til holdet har været høje gennem hele landsholdsforløbet. Niveauet hos damerne har været ekstraordinært stærkt, drevet af det arbejde, som klubber og trænere landet over lægger uge efter uge for at udvikle gymnaster til international topklasse. Det har givet landsholdet mulighed for at hæve ambitionsniveauet og gå efter de helt store drømme og resultater.

I kvalifikationen var der momenter af usikkerhed, men da finalen gik i gang, stod et stærkt dansk damehold på gulvet. Med ro, selvtillid og skarphed leverede seniordamerne en finale, der var tæt på perfekt. Tre stærke og fejlfrie baneserier med høj sværhed holdt danskerne fremme i medaljekampen, og på trampet satte holdet et markant aftryk på konkurrencen. Med sikre landinger og spring på allerhøjeste niveau opnåede danskerne konkurrencens højeste trampetkarakter og lagde dermed fundamentet for den historiske sølvmedalje.

En af holdets store profiler er Natascha Sundekilde Larsen, som debuterede på seniorlandsholdet tilbage i 2016. Som holdets mest rutinerede gymnast bidrager hun med erfaring, ro og overblik, og efter medaljen var hun ikke i tvivl om, hvad resultatet betød:

“Det er ubeskriveligt. Vi har bare kæmpet for det her så længe, og så lykkes det endelig.”

Holdkammeraterne Julie Bak og Mie Jinhuan Møller pegede også på, at holdet troppede op med en særlig styrke i finalen. Julie fremhævede ro og den gode stemning, som prægede holdet gennem hele konkurrencen, mens Mie understregede, at holdet formåede at løfte sig markant fra kvalifikationen og fik lagt et stærkt fundament allerede fra første trampetrunde.

Se interviewklip med Julie, Mie og Natascha her

Den begejstring blev delt af ledende landstræner Lars Nørregaard:

“Fuldstændig vanvittig præstation af damerne. Det er SÅ flot og SÅ fortjent.”

Sølvmedaljen blev resultatet af en finale, hvor de danske gymnaster viste mod, kvalitet og en imponerende evne til at præstere under pres. En historisk præstation, der sender endnu et stærkt signal om, at damerne nu også er en del af Europas absolut bedste TeamGym-nationer.

Seniormix sikrede EM-bronze efter stærk holdpræstation

Seniormixlandsholdet leverede en stærk konkurrence og kunne til sidst lade sig hylde med EM-bronze efter en dag, hvor kampen om medaljerne blev afgjort af ganske små marginaler. Hallen eksploderede i jubel, da det endelige resultat blev offentliggjort, og det stod klart, at Danmark havde sikret sig en plads på podiet bag Sverige og Storbritannien.

Holdet har gennem hele landsholdsforløbet været kendetegnet ved en stærk holdånd, høj træningskultur og en fælles ambition om at udvikle sig sammen. Med en god blanding af erfarne landsholdsgymnaster og nye kræfter på seniorniveau har gymnasterne arbejdet målrettet på at skabe et fælles udtryk, samtidig med at den enkeltes styrker er blevet bragt i spil.

På konkurrencegulvet kom det til udtryk i en overbevisende præstation. Seniormix leverede stærke spring i både bane- og trampetserien, mens holdets rytmeserie blev fremført med stor sikkerhed og dramatik. Serien bygger på samspillet mellem kvinder og mænd, hvor ligheder og forskelligheder bringes i spil som en fælles styrke, og netop det samspil stod skarpt gennem hele præstationen.

“De lykkes med en super flot konkurrence på højt niveau og de får en yderst sikker 3. plads. Sverige og England lavede helt fejlfrie konkurrencer og var bare bedre i dag,” siger ledende landstræner Lars Nørregaard.

For gymnasterne var bronzemedaljen kulminationen på mange måneders målrettet arbejde. Caroline Fink Løwenstein beskrev sig selv som lykkelig over medaljen efter et forløb, hvor holdet har trænet og kæmpet hårdt for at nå hertil, mens Peter Tingskov fremhævede, at medaljen giver motivation til at arbejde videre og sigte endnu højere fremover.

Se interviewklip med Caroline og Peter her

Læs også om juniorernes succes her

Fire danskere på TeamGym All Star-holdet

Danmarks stærke EM blev også anerkendt individuelt. Oliver Funch, Asbjørn Sømod, Christian Læssøe og Dagmar Nielsen blev udtaget til mesterskabets TeamGym All Star-hold, som samler konkurrencens bedste gymnaster på tværs af nationer og rækker. Udtagelserne understreger det høje niveau på de danske landshold og Danmarks position i den europæiske elite.

Danskerne ved EM i TeamGym 2026

  • Damer
    Dagmar Nielsen (Bolbro Gymnasterne og Ollerup), Emilie Lykkegaard Bergholz (Bolbro Gymnasterne), Josefine Graungaard Østbjerg (GK Aarhus), Josephine Becker Gaardlykke (TeamGym Nordsjælland), Julie Bak (TeamGym Nordsjælland), Laura Risager (Viborg Gymnastikforening), Mie Jinhuan Møller (TeamGym Nordsjælland), Mille Jensen (TeamGym Nordsjælland), Natalie Sølvsten Millard (Bolbro og Ollerup), Natascha Sundekilde Larsen (TeamGym Odense), Signe Nees Poulsen (Bolbro Gymnastik) og Sophie Simonsen (GK Aarhus)
    Trænere: Lise Seeberg Vehl, Mikkel Møller og Philip Rosenkilde Holck
  • Herrer
    Asbjørn Juul Sømod (Svendborg Gymnastikforening og OGF), Christian Læssøe Jensen (Gladsaxe IF), Jeppe Lumbye (Svendborg Gymnastikforening), Laurits Ditlev Neble (Gladsaxe IF), Mads Segerlund (Gladsaxe IF), Mathias Wright Olsson (Gladsaxe IF), Mikkel Juul Vilhelmsen (Gladsaxe IF), Morits Due (Svendborg Gymnastikforening), Noah Giolbas (Gladsaxe IF), Oliver Jose David Funch (GK Aarhus), Peder-Andreas Nerup Jensen (GF Køge Bugt) og Viktor Jager Lykke (Gladsaxe IF).
    Trænere: Alexander Pedersen, Henrik Jakobsen og Rikke Løwe
  • Mix
    Anne Kjær Bollesen (Bolbro Gymnasterne), Caroline Bosholdt (TeamGym Nordsjælland), Caroline Fink Løwenstein (GK Aarhus), Ida Schwaner Wibe (TeamGym Nordsjælland), Liva Marie Jacobsen (TeamGym Nordsjælland), Stephanie Kjeldsen (Viborg Gymnastikforening), Victoria Frederikke Rasmussen (Bolbro Gymnasterne), Isack Horn Risgaard (GK Aarhus), Jonathan Troelsen (ROG), Kasper Nehm (GF Køge Bugt), Marcus Nyberg Pedersen (Gladsaxe IF), Marcus Simonsen (Gladsaxe IF), Peter Tingskov (Gladsaxe IF), og Silas Sander Dirchsen (TeamGym Nordsjælland).
    Trænere: Daniel Osric, Simon B. Øbro og Maria FalkengrenLedende landstrænere: Lars Nørregaard og Christina Egevang Jacobsen

 

Samarbejder som styrker dansk gymnastik

GymDanmark samarbejder blandt andet med udvalgte efterskoler og virksomheder, der understøtter aktiviteter på tværs af dansk gymnastik. Efterskolerne bidrager blandt andet med faciliteter til samlinger og aktiviteter for landshold og talentudvikling, mens samarbejdet med CRAFT og CHOPAR sikrer professionelle løsninger til henholdsvis landsholds- og delegationstøj. Samarbejderne indgår som en del af GymDanmarks arbejde med at skabe gode betingelser for gymnaster, trænere, frivillige og ledere.