Aalborg gør klar til Northern Europeans 2026
I november 2026 retter den nordeuropæiske gymnastikverden blikket mod Northern Europeans, når Aalborg danner ramme om to dage med international topgymnastik. Omkring 145 af de bedste mandlige og kvindelige idrætsgymnaster fra 12 nationer samles til kamp om medaljer og stærke internationale præstationer.
Mesterskabet samler de stærkeste seniorgymnaster og bliver en vigtig milepæl for nordeuropæisk idrætsgymnastik. For de danske gymnaster er det samtidig en sjælden mulighed for at konkurrere på hjemmebane ved et internationalt mesterskab og vise sig frem foran et dansk publikum.
Kampen om medaljerne
Programmet byder på kvalifikationer, holdfinaler, All-Around-finaler og disciplinfinaler, hvor de bedste gymnaster skal kæmpe om mesterskabets medaljer.
Konkurrencen bliver hård. Nationer som England og Sverige stiller traditionelt med stærke hold og gymnaster med stor international erfaring, og derfor bliver medaljerne svære at nå for de danske deltagere. Til gengæld vil finalepladser og topplaceringer være stærke resultater og vigtige pejlemærker for udviklingen af dansk idrætsgymnastik.
“Jeg håber det bliver en god konkurrence i fede rammer som vi kender fra nationale konkurrencer også. Og så håber jeg at der bliver en god energi i hallen, og blandt os gymnaster, nu hvor vi er på hjemmebane”.
“Min forventning er, at jeg konkurrerer for at vinde, men niveauet i Nordeuropa er ekstremt højt, særligt blandt mandlige gymnaster fra Danmark, Norge og Finland. Det bliver en super hård konkurrence, som jeg virkelig glæder mig til.”
En tretrinsraket af stærkt samarbejde
Northern European Championships er kulminationen på flere års tæt samarbejde mellem GymDanmark og Aalborg Idrætsgymnastikforening (AIG). En udvikling, der kan beskrives som en tretrinsraket.
Første trin var afviklingen af de danske mesterskaber. Andet trin kom med værtskabet for de nordiske mesterskaber i 2025. Nu er tredje og sidste trin nået, når Aalborg byder velkommen til Northern European Championships og nogle af Nordeuropas stærkeste seniorgymnaster. [gymdanmark.dk]
“Northern Europeans er kulminationen på en målrettet udvikling fra DM over NM til NE. Det tætte samarbejde mellem GymDanmark og AIG har gjort Aalborg til en stærk vært for international gymnastik, og vi glæder os til at samle hele gymnastikmiljøet om et mesterskab i topklasse,” siger Rasmus Brandtoft, formand for AIG.