Gratis workshop: Styrk jeres trænere med Trænerløftet
Giv jeres trænere ny inspiration med en gratis workshop hjemme i foreningen, der faciliteres af en ambassadør fra GymDanmark.
Hvordan sikrer I som forening, at alle trænere arbejder i samme retning – og at de står stærkt, når hverdagens dilemmaer melder sig? Med en gratis Trænerløftet-workshop får I besøg af en erfaren ambassadør, som faciliterer et praksisnært og inspirerende forløb, der sikrer et fælles afsæt for trænerne i foreningen.
På workshoppen arbejder trænerne med deres egen rolle, ansvar og værdier – og omsætter dem til konkrete handlinger, de kan bruge allerede i næste træning. Det hele tager afsæt i genkendelige dilemmaer fra trænerhverdagen og skaber refleksion, dialog og fælles læring.
Når trænere på tværs af hold og niveauer arbejder med de samme temaer, opstår der en fælles forståelse af trænerrollen. Det styrker samarbejdet, gør det lettere at afstemme forventninger – også for nye trænere – og giver jer som forening et bedre fundament for at arbejde videre med trænerudvikling.