Ny stor fremgang: GymDanmark passerer en kvart million medlemmer - GymDanmark

Ny stor fremgang: GymDanmark passerer en kvart million medlemmer

Flere konkurrencehold og dygtige instruktører er en del af forklaringen på, at medlemsrekorden fortsætter i GymDanmark. I 2025 kom der 21.790 nye medlemmer til, og derfor hedder medlemstallet nu 264.123. 

En magisk grænse på en kvart million medlemmer er nået, og endda med et stort spring videre opad. Det vækker naturligvis begejstring i forbundet, men med det fortsat stigende antal medlemmer, vokser ansvaret ligeledes.  

”Vi er glade og stolte over at have krydset den kvarte million, men vi er også meget bevidste om, at det tal forpligter. Det handler ikke bare om at have mange medlemmer, det handler om at skabe relevante tilbud til de mange medlemmer. Det arbejder vi benhårdt på i dagligdagen, så vi kan være mere til gavn for flere af vores medlemmer og medlemsforeninger,” siger Ditte Okholm-Naut, direktør i GymDanmark.

De mange relevante tilbud spænder bredt i alt fra kurser og uddannelser til events, konkurrencer og andre aktiviteter for alle aldersgrupper. Heriblandt også konkurrencer med lave adgangsbarriere som Aspirantrækken i TeamGym, Tumblingstævner, Rope Skipping mærkedag og Stjerne Grand Prix Rytme. Sidstnævnte kan I se flotte billeder af på GymDanmark Instagram. 

Konkurrencehold og dygtige instruktører tiltrækker nye medlemmer

I gymnastikken er der sket en stigning på 5.416 medlemmer, så gymnastik-medlemstallet nu hedder 173.493. En af de foreninger, der har oplevet en flot fremgang, er DHG Gymnastik på Fyn, som er vækstet med 182 medlemmer. Det skyldes blandt andet flere børnefamilier i området, men ifølge formanden er det ikke helt overladt til tilfældighederne, at mange starter i DHG Gymnastik. Blandt andet har oprettelsen af flere konkurrencehold gjort dem attraktive. 

”Jeg er slet ikke i tvivl om, at de her konkurrencehold har haft en betydning for tiltrækning af nye medlemmer. Vi har et super godt team omkring vores Grand Prix Rytme og vi ved, at folk kommer lidt længere væk fra for at komme til os,” siger Sonja Jakobsen, formand i DHG Gymnastik og fortsætter: ”Vi vægter det sociale meget højt, og det er jo også noget af det, man får til en konkurrence, hvor de er sammen afsted, hvor holdene bakker hinanden op, og laver noget fælles på tværs af aldersgrupperne.”   

DHG Gymnastik havde blandt andet flere hold med til Stjerne Grand Prix Rytme, der blev afholdt i Lystrup for nyligt. Se en masse fede billeder fra den konkurrence her.  

Der er dog en altafgørende forudsætning for, at træning, konkurrencer og andre fede aktiviteter overhovedet kan komme på tale: Dygtige instruktører. Derfor giver Sonja også netop dem den største del af æren.   

”Vi har nogle rigtig gode og engagerede instruktører, som er med til at tiltrække børnefamilierne. Eksempelvis når forældrene fra mund til mund hører om, hvor det er godt at gå til gymnastik. Så helt overordnet vil jeg sige, at vores gode fremgang primært er på grund af vores rigtig dygtige instruktører,” siger Sonja Jakobsen og understreger, at de gør en dyd ud af at sikre optimale rammer for deres instruktører, hvad enten de ønsker uddannelse, nyt udstyr eller noget helt tredje.   

Medlemmerne strømmer til fremtidens foreningsfitness

På fitnessfronten er der endnu engang sket en kæmpe stigning i antallet af medlemmer. I 2025 voksede antallet med 16.374, så fitness-medlemstallet nu hedder 90.630. IK Rosendal Motion ved Hobro har oplevet en tilslutning på 338 medlemmer, hvilket på godt nordjysk må siges at være en pæn fremgang.  

”Det har jeg det rigtig godt med – det var da noget, vi havde håbet på. At det så er gået stærkere, end vi havde budgetteret med, det er en anden ting. Vi havde en målsætning om 1.300 medlemmer om 5 år.  Det mål er vi jo ved at nå her fire år før tid. Af samme grund har vi valgt ikke at køre noget markedsføring overhovedet, simpelthen så vi kan følge med,” siger Peter Jepsen, formand i IK Rosendal Motion.  

Peter tilskriver en stor del af væksten for de nye lokaler og det spritnye udstyr, der er blevet investeret i, og som uden tvivl er tillokkende for enhver motionist. Ifølge dem selv står de med et topmoderne center, de kalder fremtidens foreningsfitness. Der er blevet investeret store summer i udvidelse og kvalitet, blandt andet gennem et rentefrit lån i GymDanmark og en masse fondsansøgninger.  

”Vi er ikke gået på kompromis nogen steder. Vi havde den her drøm og ambition, så vi satte os ned og sagde til hinanden: ’Hvad er det vildeste, vi kan forestille os?’ Det fik vi skrevet ned, og så er vi faktisk kommet i mål med det,” slutter Peter Jepsen.  

Ifølge IK Rosendal Motion selv har de 21 forskellige holdtilbud og har i 2025 gennemført 1300 holdtræninger. Der er blevet lagt 3000 frivillige timer i arbejdet med det nye center, sat 3 tons akustikpaneler op, 800 meter LED-strips, og så er der også blevet investeret i et par robotstøvsugere for at lette rengøringen.

2024 medlemstal

 

  • Samlet: 242.333 medlemmer
  • Fitness: 74.256 medlemmer
  • Gymnastik: 168.077 medlemmer
  • Foreninger: 452 foreninger

2025 medlemstal

 

  • Samlet: 264.123 medlemmer (+21.790)
  • Fitness: 90.630 medlemmer (+16.374)
  • Gymnastik: 173.493 medlemmer (+5.416)
  • Foreninger: 468 (+16)