Herlufsholm Gymnastik kåret som Årets Forening i GymDanmark 2024
Fire foreninger var nominerede, blandt 28 indstillede, men det blev HG Gymnastik, der løb med titlen som Årets Forening 2024. Kåringen fandt sted på GymDanmarks Årsmøde i Idrættens Hus i Brøndby, den 16. november.
HG Gymnastik har opnået den flotte titel som Årets Forening i GymDanmark 2024. Udnævnelsen kommer blandt andet som en anerkendelse af foreningens målrettede arbejde med at skabe stærke træningsmiljøer for alle i foreningen, herunder kompetente og veluddannede instruktører på alle gymnastikhold.
En meget rørt og stolt formand for HG Gymnastik, Morten Kjær Skaaning siger om udnævnelsen “Det gør os voldsomt stolte og vi er helt rørte over at alt det vi går og hygger os med i fritiden betyder noget for nogle mennesker som synes vi skal fejres – det rør mig dybt. Vi bruger meget tid i foreningen men gør det jo faktisk for at andre skal have det godt og sjovt. Tusind tak til alle som har indstillet os, jeg glæder mig til at give dem alle sammen en stor krammer”
Overordnede kriterier for Årets Forening:
- At tilbyde medlemmerne et bredt udvalg af aktiviteter
- At arbejde for trivsel og gode træningsmiljøer
- At sikre kontinuerlig udvikling af trænere gennem GymDanmarks uddannelsesforløb
- At bidrage til fastholdelse af børn og unge i gymnastikken
- At gøre en positiv forskel for gymnastik og fitness i Danmark
HG Gymnastik opfylder til fulde disse kriterier og er derfor, af GymDanmarks bestyrelse, udpeget som Årets Forening 2024.
En stærk forening med mange tilbud
HG Gymnastik har 936 medlemmer og tilbyder et bredt udvalg af hold for alle aldersgrupper og niveauer, fra konkurrencegymnastik til breddehold. Foreningen arbejder aktivt for at skabe et stærkt fællesskab ved blandt andet at styrke samarbejdet mellem unge og erfarne trænere for at sikre, at nye idéer og erfaringer går hånd i hånd, og at medlemmerne får en god oplevelse på alle hold.
GymDanmarks anerkendelse af HG Gymnastik
GymDanmark ønsker med prisen at fremhæve HG Gymnastiks stærke arbejde med at skabe inkluderende miljøer og udviklingsmuligheder for alle. Foreningen har vist sig som en rollemodel og en værdifuld aktør i gymnastikkens verden.
Stort tillykke til HG Gymnastik med den fortjente titel som Årets Forening 2024. Foreningen modtager ud over æren et gavekort fra GymDanmarks tøjsponsor Chopar på 10.000 kr.
Fakta om HG Gymnastik
- Herlufsholm Sogns Gymnastikforening (HSG) er stiftet den 29. september 1932, og har senere taget navneforandring til Herlufsholm Gymnastikforening (HG).
- Foreningen er beliggende i Næstved er en paraplyorganisation med 11 afdelinger, herunder blandt andet HG Gymnastik og HG Fitness.
- Det samlede medlemstal er på over 5.500, HG Gymnastik har 936 medlemmer
- Slogan: Gymnastik med hjerne og hjerte – for alle. HG Gymnastik for livet
- Mere om HG Gymnastik
De nominerede til Årets Forening 2024
- Bellinge Gymnasterne
- HG Gymnastik
- Munkebjerg Gymnastik
- Rødovre og Omegns Gymnastikforening
Det skete også på GymDanmarks Årsmøde 2024
Bestyrelsen havde fremsat forslag om tilføjelse af Fitness til GymDanmarks officielle navn i vedtægterne. Forslaget blev vedtaget og forbundets officielle navn i vedtægterne er nu Danmarks Gymnastik og Fitnessforbund, kaldenavn GymDanmark.
En helt særlig fejring var grundlæggende for hele dagen. GymDanmark fylder 125 i år som blev fejret med quiz, jubilæumshjørne og kage.
Hyldest til en helt særlig person
I mere end 50 år har Bente Lindegaard Magnusson været en del af det frivillige idrætsmiljø i gymnastikkens navn. Bente modtog for sin mangeårige solide og trofaste gerning, både GymDanmarks Ærestegn og Nachtegall-medalje (forbundets højeste anerkendelse).
Læs Ulla Christensens (formand for Komité for Rope Skipping) tale her.
Gladsaxe GF, modtog Svend Hansen prisen (TeamGym), som går til bedst placerede hold ved seneste afholdte NM i TeamGym.
Valg til GymDanmarks bestyrelse
- Anders Jacobsen, formand, genvalgt for 2 år
- Mette Schmidt Rasmussen, bestyrelsesmedlem, genvalgt for 2 år
- Bo Sachmann, bestyrelsesmedlem, valgt for 2 år
Se alle valg til disciplinkomitéerne i referatet her (opdateres)