Dansk nordisk mester i Trampolin
Danske gymnaster dominerede ved Nordisk Trampoline 24, hvor Benjamin Salo Kjær sikrede sig guld foran Teis Petersen og Aksel Broman Koldkær, der tog henholdsvis sølv og bronze i den individuelle trampolin konkurrence. I damerækken vandt Alina Paskal sølv.
Nordisk Trampoline 24 bød på spænding og stærke præstationer fra 139 gymnaster fra Danmark, Norge, Finland og Holland. Sidstnævnte gymnaster deltog uden for konkurrence, og markerede sig særligt i juniorrækken i trampolin.
Forventningerne til de danske deltagere var høje efter en stærk kvalifikation, og de danske herrer skuffede ikke i finalen. Forsvarende mester Benjamin Salo Kjær levede op til sit ry og sikrede Danmark guldet igen, med en overbevisende indsats. Teis Petersen, hans synkronmakker, fulgte tæt efter og vandt sølv, mens Aksel Broman Koldkær tog bronzen, hvilket fuldendte en dansk triumf.
Benjamin om sin triumf: ‘Det betyder utrolig meget at vinde idag, det er kun ét år siden jeg begyndte at springe igen, efter min skade, så at kunne være på dette niveau nu, syntes jeg er fedt. Det var ikke øvelsen jeg gerne ville havde lavet, men det var et fedt delmål for den langsigtede plan vi har.
At blive nordisk mester i synkron var mega fedt! Teis og jeg beviser bare hvilket niveau vi har, efter vores 5. plads til EM og at vi har mulighed for at konkurrere på topplan’
Damerækken bød på stor spænding, hvor danske Smilla Thea Jensen lagde sig klart i spidsen efter en imponerende kvalifikation. Desværre blev hendes medaljehåb slukket i finalen, da en fejl i det sidste spring resulterede i et fradrag, der kostede hende en plads på podiet. Svenske Tuva Stjärnborg imponerede til gengæld med en flot og stabil øvelse, som sikrede hende guldet. Alina Paskal greb chancen, forbedrede sin kvalifikationsøvelse og snuppede sølvet, mens Hilma Pettersson fra Sverige tog sig af bronzen.
Første synkron konkurrence ved nordiske mesterskaber
For første gang blev synkronkonkurrencen afholdt ved dette mesterskab – og hvilken debut for danskerne som lykkedes med at vinde tre ud af fire mulige guldmedaljer. Konkurrencen bød på flotte præstationer, som markerede et historisk øjeblik.
I Dobbelt mini-trampolin var der ingen danske deltagere i en konkurrence hvor gymnaster fra Finland og Sverige deltog. Sidstnævnte tog fuldstændig kontrol over konkurrencen og løb med alle medaljer i fire konkurrencer, undtagen i senior damer, hvor to finske gymnaster vandt sølv og bronze.
Udover senior og junior konkurrencerne blev der også afholdt konkurrencer for de yngste (U14). Konkurrencerne afholdes som en del af gymnasternes langsigtede udvikling og som mulighed for at få en forsmag på international konkurrence deltagelse.
Erfaringerne tæller
De frivillige kræfter fra GymDanmarks Trampolin Komité og LOC fortjener en stor tak for deres indsats under Nordic Trampoline 2024. Deres mange års erfaring blev især synlig da der pludselig opstod tekniske udfordringer midt under kvalifikationen. Instrumentet, der måler gymnasternes tid i luften, ‘time of flight’, holdt op med at fungere. Men takket være de erfarne frivilliges hurtige reaktion og professionelle håndtering blev problemet løst. Et nyt instrument blev fragtet fra København til Odense, og konkurrencerne kunne fortsætte med mindre forsinkelser.
Nordiske mestre 2024
SENIOR
- Benjamin Salo Kjær – Individuelt Mænd
- Tuva Stjärnborg (SWE) – Individuelt Damer
- Benjamin Salo Kjær & Teis Petersen – Synkron Mænd
- Smilla Thea Jensen & Alina Paskal – Synkron Damer
- Noel Sjöström (SWE) – Dobbelt mini-trampolin Herrer
- Tuva Stjärnborg (SWE) – Dobbelt mini-trampolin Damer
JUNIOR
- Oliver Tureby Dalsten – Trampolin Drenge
- Lotta Merilampi (FIN) – Trampolin Piger
- Oliver Tureby Dalsten & Anton Bjerkemoen – Trampolin Synkron Drenge
- Mathilda Andersson & Emma Steffensen (SWE) – Trampolin Synkron Piger
- Oskar Thelander (SWE) – Dobbelt Mini-trampolin Drenge
- Mathilda Andersson (SWE) – Dobbelt Mini-trampolin Piger
Tak til alle frivillige
Stor tak skal til de mange frivillige fra Odense GF, med formand Thomas Juhl Hansen i spidsen som tog godt imod vores gæster og sørgede for et flot konkurrence setup og dejlig mad. Alt i alt blev Nordic Trampoline 2024 en mindeværdig oplevelse som vi glæder os til at gentage.