DM-Ugen: Fra TeamGym-veteran til Tumbling-talent
Tumbling er springgymnastikkens Formel 1. Fart, kraft og spænding kendetegner sporten, som primært består af baglæns spring på fiberbane. 26-årige Lina Skovgaard Rasmussen debuterer ved sit første individuelle Danmarksmesterskab i Tumbling ved DM-Ugen og er samtidig et lysende eksempel på, hvordan man kan forny sin passion i en ny disciplin og fortsætte sin gymnastikkarriere.
Oprindeligt kommer Lina fra Korsør. Hun har gået til TeamGym i langt over 20 år, heraf 10 år i Greve. Da hun sidste år flyttede til Odense, genoptog hun sin gamle passion Tumbling, som hun første gang stiftede bekendtskab med på Vesterlund Efterskole for 10 år siden.
“Jeg har altid elsket at springe baglæns, og Tumbling begyndte for mig på efterskolen,” fortæller Lina. “Selvom jeg prioriterede TeamGym i mange år, skiftede jeg til Tumbling, da jeg flyttede til Odense og begyndte at træne sammen med tumblerne der.”
Blev træt af rytme- og momenterne
Lina har altid elsket TeamGym og nydt den store diversitet, som er med både rytme og spring. Men som 26-årig oplever Lina nu, at kroppen forandrer sig og har brug for noget andet. Lina fortæller:
“I TeamGym er der mange rotationer og skruer, hvilket kan være hårdt for kroppen. I Tumbling kan jeg dele øvelserne op i mindre sekvenser, hvilket for mig er godt. Jeg blev også træt af rytme- og momenterne i TeamGym, da jeg brænder mere for springene. Derfor blev Tumbling, som jeg mange år før havde stiftet bekendtskab med, det naturlige skifte. Følelsen ned af banen er det fedeste, når man rammer den godt!”
Med sin store erfaring fra TeamGym har Lina både været med til at vinde DM-, NM- og EM-medaljer, og mange færdigheder har Lina kunnet overføre direkte til Tumbling.
“Det høje niveau i TeamGym har rustet mig til blandt andet slutspringene. Jeg kender allerede delelementerne, det er positionerne, jeg skal ramme rigtigt i Tumbling,” forklarer Lina, som også har tilpasset sin træningsrutine for at optimere sine præstationer i Tumbling. “Jeg træner fire gange om ugen i Odense GF og har herudover to til tre styrketræningspas.” Her træner Lina benhårdt på at forbedre teknikken og hun siger: “I Tumbling er farten afgørende for saft og kraft i springene, man skal ramme alle whips perfekt for at beholde og øge farten.”
Stor anerkendelse og opbakning i Tumbling-miljøet
Kender man lidt til miljøet i Tumbling, vil man vide, at miljøet blandt gymnasterne er stærkt. Dette oplevede Lina allerede ved den allerførste konkurrence i Tumbling, og hun siger:
“Miljøet i Tumbling er virkelig stærkt. Til min første konkurrence oplevede jeg, at alle pigerne kom hen og roste min indsats, selvom jeg slet ikke kendte dem. Også dem, som man har set op til, herrerne, kom med anerkendende bemærkninger og støtte. Det var fantastisk at mærke holdfølelsen, selvom det er en individuel sport.
Det største pres kommer oftest fra en selv
Om Lina når den anden finale på lørdag, må vi vente med at se, men niveaut er på plads, det viste hun allerede i foråret hvor hun var med til at vinde guldmedaljerne i Hold DM, med hjem til Odense GF. Sikkert er det dog, at Lina vil give den max gas, og hun siger:
“Jeg har kun tumblet i lidt over 10 måneder, så vi må se hvor langt det rækker på lørdag. Jeg tror dog på, at mine mange år i både nationale og internationale TeamGym-konkurrencer har givet mig vigtige kompetencer til at håndtere presset i situationer hvor roen kan blive afgørende. Jeg tænker altid: ‘Det går som det går, og så kan jeg kun prøve mit bedste.’ Der er ikke noget at gøre, hvis det ikke kører på dagen. Det største pres kommer jo oftest fra en selv,” forklarer Lina.
Hvis du vil se hvordan det går Lina og alle de andre tumblere til DM, skal du møde op på lørdag i Sportscenter Herning fra kl. 17:15, eller se med på DR2 fra kl. 17:35. Vær opmærksom på at streamingen ikke dækker konkurrencens begyndelse, så skal du se hele damefinalen, skal du være i Herning på lørdag. Se hele DR2 sendeplan her https://www.dr.dk/sporten/oevrig/her-er-sendeplanen-dm-ugen-2024-i-herning
Fakta om Lina Skovgaard Rasmussen
- Odense Gymnastikforening, tidligere Greve Gymnastik og Trampolin
- 26 år og uddannet idrætslærer
- Træner juniorpiger i TeamGym
- Resultater i TeamGym: Dansk mester første gang i 2007, derudover 60 nationale og internationale medaljer.
- Resultater i Tumbling: DM-guld for hold i april 2024