Dansk holdsølv ved VM i Tumbling
Det danske herrehold i Tumbling vandt i dag sølv ved VM i Nanjing, Kina. Kun Azerbaijan var bedre i en tæt finale, mens USA tog bronze.
Holdet var gået videre som nr. 3 fra kvalifikationen. I holdfinalen skiftede Danmark ud, så Marius Bundgaard sprang i stedet for Martin Abildgaard sammen med Frederik Skaaning og Magnus Lindholmer. Danskerne pressede de stærke tumblere fra Azerbaijan helt til stregen.
“Planen var at lægge pres på de dygtige gymnaster fra Azerbaijan, og det lykkedes. At de så leverer en præstation i verdensklasse, kan vi ikke gøre noget ved. Vi er super tilfredse med dagens resultat,” siger Magnus Lindholmer.
Magnus Lindholmer og Frederik Skaaning er også klar til den individuelle finale i morgen, lørdag, kl. 09:00 dansk tid.