Dansk opvisningsgymnastik har imponeret i hele verden til Gymnaestrada - GymDanmark

Dansk opvisningsgymnastik har imponeret i hele verden til Gymnaestrada

16 danske hold har i denne måned deltaget i opvisningsgymnastikkens OL – nemlig Gymnaestrada i Amsterdam. Den danske delegation har sammen repræsenteret et bredt udsnit af opvisningsgymnastik i Danmark, og sammen har de sat et minderigt og værdifuldt aftryk på det internationale ’gymnastik for alle’-miljø. Ugen har været fyldt med gymnastikopvisninger, mangfoldighed, kulturmøder, glæde og oplevelser for livet. Den helt særlige Gymnaestrada-stemning har endnu en gang sat sit spor hos knap 19.000 deltagere fra hele verden.

”Det er helt unikt at være sammen med hele verden om kærligheden til gymnastik. Stemningen er fantastisk. Rummelighed, nysgerrighed, begejstring og skøn opbakning til hinanden på tværs af lande, traditioner og formåen” siger Marianne Høyer, træner for Roskilde Delingsførerhold

Opbakning har de danske hold fået masser af i Amsterdam. Det rygtedes nemlig hurtigt, at de danske hold optrådte med seværdig og inspirerende gymnastik. Der var derfor fyldt godt op med tilskuere ved scenerne, hvor de danske hold opførte gruppeopvisninger, og bifaldene var ikke til at tage fejl af. Da vi spurgte 16-årige Silje Halkier Rosentrætter fra Grevinderne International Showteam, hvad den største oplevelse havde været til Gymnaestrada svarede hun:

”Alle de gode opvisninger med god energi og vild stemning fra publikum. Den oplevelse vil jeg aldrig glemme, hvor man står ude på gulvet, kigger ud og ser at alle klapper ad en.”

Indmarch til tonerne fra Tobias Rahim

To gymnaster fra Roskilde delingsførerholdet fik ikke kun oplevet Gymnaestrada-stemningen på opvisningsgulvet, men også som ’flagbærere’ i forbindelse med den store parade og åbningsceremoni som Gymnaestrada blev skudt i gang med søndag. Traditionen tro indebar åbningen også en flagceremoni, og mens hele den danske delegation dansede på tribunerne til lyden af Tobias Rahim i højtalerne, så bar de to danske gymnaster fra Roskilde Delingsførerhold flagene med stor stolthed.

”At få muligheden for at gå med Dannebrog til Gymnaestrada er ekstraordinært stort – oplevelsen kan næsten ikke beskrives. Det må kunne sammenlignes med den oplevelse, som ganske få atleter får, når de bærer fanen ved OL. Det var stort. Turen gennem byen i Amsterdam var helt særligt, de glade smil og vink, når vi gik forbi folk i byen. Men at føre den danske fane ind på stadion, rundt langs løbebanen og til sidst ind til midten med en opbakning og begejstring fra de danske deltagere var helt ubeskriveligt – det rislede ned ad ryggen og tårerne stod i kø i øjnene. Wauv for en følelse” siger Henrik Agerlin, gymnast på Roskilde Delingsførerhold

Git Becker, gymnast på Roskilde Delingsførerhold  havde også en magisk oplevelse og siger ”Jeg er så stolt af at få lov at bære Dannebrog igennem byen, og stolt af at være repræsentant for Danmark på det Olympiske stadion – det bliver bare ikke større. At stå på stadion og se alle farverne repræsenteret af de forskellige lande på tilskuerpladserne og mærke, hvordan alle i den danske delegation bare hædrer vores flag, når vi gik forbi – det var magisk. Det er så afgjort en af de allerstørste oplevelser i mit liv.”

Gymnastikopvisning med nordiske rødder

Efter åbningsceremonien bød Gymnaestrada-ugen på både indendørs gruppeopvisninger, udendørs byopvisninger, opvisninger på det olympiske stadion samt ekstraordinære gymnastikshows om aftenen, hvor flere lande havde en ’National Performance’.

“Every time I move, I keep going back to myself. When I do Gymnastics I feel connected to my roots.” – refleksion fra en gymnast på Gymnastikhøjskolen i Ollerup og et citat der blev brugt i begyndelsen af showet ”Nordic Evening – Nordic Roots”.

Danmark stod i år for det store show ’Nordisk Aften’, som er koreograferet af danske Stinna Shaktiva, og både danske, svenske, norske og finske hold deltog. Showet tog de over 5.000 publikummer med på en rejse gennem det nordiske gymnastikunivers, i en flot ramme med lysopsætning og nordiske naturbilleder på storskærmen i baggrunden. Showet blev afviklet torsdag d. 2. august, og var en af de absolut meste populære ’National Performances’, hvor den nordiske gymnastik som et samlet show imponerede flere dele af verden, som sad repræsenteret på tilskuerrækkerne. Lyden af over 5.000 jublende publikummer er et minde som 18-årige Marcus Søkrog fra Svendborg Gymnastikforening Seniorherrer tager med sig hjem, som en af de største oplevelser fra dette års Gymnaestrada, som er hans første Gymnaestrada.

”Den største oplevelse for mig var nok nordisk aften. Det at stå inde midt på gulvet og kigge rundt på alle de mange tilskuere, som klappede i hænderne efter man havde landet et spring, det var en stor oplevelse for mig” siger Marcus Søkrog, gymnast på Svendborg Gymnastikforening Seniorherrer

Danske hold fik taget til at lette

Men det var ikke kun Nordisk Aften der var populær.

Gymnaestrada-ugen blev afsluttet på flot manér, med det populære FIG gallashow. At være udtaget til dette show er noget af det mest prestigefyldte man kan opnå som opvisningshold i international regi. Gjellerup Sdr. S. G. & I. Elitepiger og Serie 1+2 Herrer repræsenterede Danmark ved gallaen, og fik taget til at lette med drengenes spring og pigernes bevægelseskvalitet og udstråling. Gallashows blev afviklet fredag og lørdag – tilsammen var det næsten 12.000 tilskuere, der oplevede FIG gallashowet.

Trods regnvejr sluttede det 17. Gymnaestrada af hvor det startede – nemlig på det store olympiske stadion i Amsterdam, hvor FIG flaget blev givet videre til Portugal, som skal være vært for det næste Gymnaestrada i 2027.

  • Læs masser af glade gymnast-citater her

    Fedt at se, at gymnastik er for alle

    Gymnaestrada er en gymnastikfestival der hylder fællesskabet, mangfoldigheden og giver oplevelser for livet. Og hvad tager man så med sig hjem af indtryk og oplevelser når man har brugt en uge af sin sommerferie til Gymnaestrada i Amsterdam?

    “Det der har gjort mest indtryk på mig er den forskellighed der er i sporten. Alle uanset alder og køn kommer ind til opvisningerne med et smil på læben og yder det bedste de kan på deres måde. Det er fedt at se at gymnastik er for alle” siger Marie Marie Bakgaard Rasmussen, Gymnast på Grevinderne International Showteam

    ”Noget af det jeg er blevet mest inspireret af, er hvordan andre lande tager gymnastikken til sig. Nogen går meget op i udklædning og andre hvor ens de kan blive. Men hvis jeg skal vælge ét land, vil det nok være Japan – de har virkelig overrasket mig positivt. Jeg skal helt sikkert med igen om 4 år, for det har været en helt fantastisk uge både i form af gymnastikken men også i form af det sociale man har på holdet og med de andre lande, da man jo deler samme passion” siger Marcus Søkrog, gymnast på Svendborg Gymnastikforening Seniorherrer

    “Det der har gjort mest indtryk på mig er, hvor forskelligt gymnastikken ser ud. Jeg har altid vidst, at dansk gymnastik er unikt, men jeg har aldrig helt vidst hvordan – og slet ikke hvordan gymnastikken ellers ser ud. Jeg så alt fra gymnaster iklædt de vildeste kostumer og ‘kun’ bevæger armene til et helt gymnastikhold, der jonglerer med gymnastikbolde. Det var virkelig spændende at se” siger Julie Oldenborg Rehmeier, elev fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup

    ”En masse indtryk, der bobler rundt i hovedet. Inspiration, forundring og beundring. Gymnastik er SÅ mange ting, og det er helt vidunderligt at se, hvad der sker, når der bydes op til fri leg og fortolkning. Jeg er vild med det. Nye bekendtskaber fra ind- og udland. Og en kæmpe glæde, gejst og styrket lyst til at komme igen” siger Marianne Høyer, træner for Roskilde Delingsførerhold

Er du klar til mere opvisningsgymnastik?

Ønsker du og dit hold at deltage til Gymnaestrada i Lissabon i 2027, så hold øje med GymDanmarks hjemmeside i starten af 2026, hvor GymDanmark åbner for at danske hold kan ansøge om at komme til Gymnaestrada 2027. Ønsker dit hold at blive udtaget til FIG Galla Showet er det allerede i foråret 2025 at denne ansøgningsproces starter op.

Du behøves dog ikke vente så længe med at opleve mere opvisningsgymnastik i GymDanmark. Du kan nemlig allerede i 2024 deltage i Gymnasternes Dag og/eller Gym for Life Challenge i Danmark.
Derudover kan ungdomshold med gymnaster i alderen 12-18 år deltage i EuroGym og European Gym for Life Challenge i Nord-Norge i sommeren 2024. Tilmeldingen er åben – find mere info på siden her.

I sommeren 2025 afvikles der World Gym for Life Challenge i Lissabon. Ønsker dit hold at blive udtaget til det, skal I først tilmelde jer og deltage i det danske Gym for Life Challenge i 2024.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev GymNyt – så får du først besked