Farum Gymnastikforening er Årets Forening 2022
Tre foreninger var nomineret, men det blev Farum Gymnastikforening, der løb med titlen som Årets Forening 2022. Kåringen fandt sted på GymDanmarks Årsmøde i Idrættens Hus i Brøndby.
Det var en glad og stolt formand Lisbeth Blom, som sammen med flere repræsentanter fra Farum Gymnastikforening modtog prisen som Årets Forening 2022 på Årsmødet.
”Vi er utrolig stolte over at være kåret som Årets Forening. Jeg var slet ikke klar over, at vi var indstillet – det fandt jeg først ud af, da vi fik mailen om, at vi var nomineret. Vi blev indstillet af en af vores instruktører, som også er forælder, og jeg vil gerne sige tak til alle – forældre, frivillige og instruktører – i vores forening, sagde formand Lisbeth Blom, Farum Gymnastikforening
Prisen blev overrakt af Katrine Damgaard, bestyrelsesmedlem i GymDanmark, og hun sagde blandt andet, at Farum Gymnastikforening får prisen fordi:
- foreningen har et bredt udvalg af aktiviteter inden for gymnastik og fitness til medlemmer i alle aldre
- foreningen gør en stor indsats for at udvikle sig og er frontløbere på nye aktiviteter, som for eksempel Jump4Fun
- foreningen bidrager til motivation og fastholdelse blandt foreningens medlemmer
Farum Gymnastikforening var i skrapt selskab i opløbet med Gymnastikforeningen Gefion og Slagelse Gymnastik Forening, som også var nomineret, men det blev altså Farum Gymnastikforening, der trak det længste strå og løb med æren og en check på 10.000 kr. fra GymDanmarks samarbejdspartner Chopar.
Om Farum Gymnastikforening
Farum Gymnastikforening blev grundlagt i 1883 under navnet Farum Gymnastik- og Skytteforening. Først i 1969 gik afdelingerne hver for sig, og her fik foreningen navnet som vi kender i dag, nemlig Farum Gymnastikforening.
Farum Gymnastikforenings formål er at motivere medlemmer til at dyrke gymnastik samt at udbyde mulighed for motion, leg og bevægelse i samvær med andre. Foreningen forsøger at udbyde hold til så mange som muligt. Lige fra de mindste, der skal være sammen med en voksen til de ældste, der glæder sig over at få trænet hele kroppen. Endelig også til dem, der bliver motiveret af at deltage i konkurrencer.
Årets Forening 2022
De nomierede til Årets Forening 2022:
- Farum Gymnastikforening
- Gymnastikforeningen Gefion
- Slagelse Gymnastik Forening
Hæder og ære på Årsmødet
- Hans Christian Bjerg, afgående medlem af GymDanmarks Ordensudvalg
- Erik Juhl Mogensen, afgående medlem af GymDanmarks bestyrelse
Trampolinprisen 2022
- Erik Juhl Mogensen, afgående medlem af GymDanmarks bestyrelse
Ærestegn
- Lotte Kok, afgående disciplinkomitéformand for Rytmisk Gymnastik
- Erhard Franzen, afgående medlem af ordensudvalget
Mindeord for Vibeke Franzen
- Årsmødet ærede Vibeke Franzen, som gik bort den 2. august, med et minuts stilhed. Bestyrelsesformand Anders Jacobsen ærede Vibeke Franzens minde.