Bronze til Rasmus Steffensen ved World Games
For anden gang i år, står den danske tumbler Rasmus Steffensen på præmiepodiet ved en international konkurrence. I juni vandt han guld ved Europamesterskaberne og i weekenden vandt han bronze ved World Games. Endnu en historisk præstation af den 23-årige tumbler fra Silkeborg P/D.
I en konkurrence hvor først de otte bedste kvalificerede sig til finalen, var Rasmus Steffensen oppe i mod stærke konkurrenter som Kaden Brown/USA, Aydon Paddock/England og Axel Duriez/Frankrig. I kvalifikationen blev Aydon Paddock slået af Kento Matayoshi fra Japan og så var de fire tilbage.
I finalen som består af to runder, satte Rasmus Steffensen sin semifinale øvelse lige i skabet og scorede konkurrencens højeste karakter (29,500). Dog blev hans andet pass ikke helt på samme niveau, og Rasmussen måtte se sig slået af Brown og Duriez. Om bronze-medaljen siger Rasmus Steffensen:
‘Det har været en hård uge med en masse udfordringer men alt i alt i en rigtig god tur med gode oplevelser. Selvom det ikke var en bronzemedalje jeg kom efter, er jeg stolt over at have været med. Nu skal jeg hjem og have tid til at slappe af, og så må vi se hvad efteråret bringer’
Hård sæson med et flot punktum
For Sara Raunholt Ørskov fra Outtrup GUB (Varde) var det anden gang i karrieren at hun deltog i World Games, faktisk som den eneste kvindelige danske tumbler nogensinde. I 2017 blev hun nr. 9 som hun denne gang forbedrede markant til en flot 4. plads.
‘Jeg er rigtig glad for en fjerdeplads, selvom omgangene ikke gik som planlagt. Jeg var nødt til at skrue ned for sværheden da jeg bare ikke ramte øvelserne godt nok den dag. Det er en vild placering i et så stærkt felt. Det har været en super fed tur, og sjovt kun at være fire afsted, det giver en lidt mere tæt og intim oplevelse. Jeg er den eneste kvinde der har deltage for Danmark ved World Games da vi kun er lykkedes med at kvalificere kvinder to gange – det er jeg også stolt af. Nu glæder jeg mig til at komme hjem og holde fri. Det har været en lang og hård sæson med både VM, EM og World Games, så nu bliver det godt med noget ferie’ smiler en glad Sara Raunholt Ørskov
Begge tumblere skriver dansk historie
Det er en meget stolt og glad landstræner Oliver Bay der inden hjemrejsen til Danmark siger:
Sara og Rasmus har ved World Games leveret dansk historie – begge to. Sara var flyvende i optakten før konkurrencen, og vi valgte at skrue sværheden ned i indledende, da vi kunne se det var nok til at kvalificere sig til finalen. Vi ramte ikke sværheden 100% i finalen, men jeg er stolt over, at Sara gik benhårdt efter sit mål og turde gå ’all in’ i sit sidste pass.
Det er ingen hemmelighed, at målet var mere end bronze for Rasmus, og ej heller at niveauet rakte til mere. Hans semifinale øvelse scorede dagens højeste karakter, og hans sidste run havde potentialet til at gå hele vejen. Desværre sker der en lille fejl i timingen af hans afsæt i bunden af øvelsen, der gør, at han ikke får gennemført med det planlagte slutspring. Der er selvfølgelig en skuffelse, som lige skal aftage, men når vi får lidt afstand til konkurrencen, kommer vi til at være mega stolte af den bronze-medalje og den danske historie Rasmus nu har skrevet, for anden gang i år (EM guld og WG bronze).
Alt i alt er jeg meget stolt af de to. De er bestemt nogle profiler som fremtidens danske tumblere kan kigge op til – både i forhold til deres dedikation men også deres måde at håndtere tingene på, når det ikke altid går som planlagt. De har helt klart min respekt. Nu skal vi hjem og have nogle gode snakke, gymnasterne, klubtrænerne og jeg, om hvad der skal ske i fremtiden – men først skal vi trække stikket efter en lang sæson.
Slutteligt vil jeg gerne sige en stor tak til klubberne hjemme i Danmark for deres hårde og dygtige arbejde. Uden deres indsats havde vi ikke det høje niveau herhjemme.
Mere om World Games
World Games er en konkurrence for ikke-OL discipliner som i 2022 afholdes i Birmingham/USA. Eventen afholdes hvert fjerde år og i 2022 dystes der i over 34 forskellige idrætter med deltagelse af mere end 100 lande fra hele verden. 3.600 atleterer konkurrerer om 223 medaljesæt, herunder to danskere i Tumbling. Øvrige ved World Games 2022: Rhythmic, Double Mini-trampoline, Acrobatic, Aerobic og Parkour. I 2017 deltog tumbleren Anders Wesch hvor han blev nr. 6. Sara Raunholt Ørskov deltog også og sluttede på en 9. plads.
Sådan gik det de danske gymnaster ved World Games 2022
Herrer
- Kaden Brown (USA)
- Axel Duriez (FRA)
- Rasmus Steffensen (DEN)
- Kento Matayoshi (JAP)
Damer
- Candy Briere-Vetillard (FRA)
- Mia Bruns (USA)
- Breanah Cauchi (AUS)
- Sara Raunholt Ørskov (DEN)
Vigtigt og nødvendigt samarbejde
Et vigtigt element til at sikre dansk Tumbling succes i fremtiden, er samarbejdet mellem GymDanmark og de efterskoler som deltager i tumbling-partnerskabsaftalen. Efterskolerne: Flemming Efterskole, Bøvling Idrætsefterskole, Brejninggard Efterskole, Vejstrup Efterskole og Vesterlund Efterskole er alle nødvendige partnere som lægger lokaler og faciliteter til samlinger. Samarbejdet danner også grobund for at støtte op om god og langsigtet udvikling af GymDanmarks gymnaster, uanset niveau og ambitioner. Om gymnasten er aktiv i forening eller går på efterskole i ungdomsårene, så er det gode samspil blandt involverede parter omkring gymnasten, vigtigt for at gymnasterne kan udvikle sig hensigtsmæssigt i passende tempo og med de udfordringer der er i at få skole, fritid og gymnastik til at gå op i en højere enhed.