Kan man uddanne sig som træner under Corona??
Ja, det kan man – Det havde ca. 100 trænere fundet frem til i weekenden.
Koncentrerede blikke, latter så højt som rundetårn og ikke mindst farvekoder i alverdens farver for at markere holddelinger, var i højsæde, da der i weekenden blev afholdt træneruddannelser i både Greve og i Svendborg.
Hvordan bygger jeg den bedste teknikstation til at indlære salto?
Kan man lave (og skal man) lave styrketræning til 8 årige rytmepiger?
Har vi som trænere et ansvar for vores gymnasters sociale-og psykologiske udvikling?
…. Det var bare tre af de spørgsmål, der fyldte både teorilokaler og haller i Greve Idrætscenter og i SG huset her i weekenden, da GymDanmark i samarbejde med Greve Gymnastik og Trampolin og Svendborg GF havde åbnet dørene for årets GymTræner Camp.
GymTræner Camp afholdes hvert år flere steder i landet. Konceptet er enkelt – flere forskellige træneruddannelser på forskellige niveauer under samme tag på samme tid.
”En af fordelene ved Campen er, at man har mulighed for, at følges flere trænere fra samme forening, på trods af at man skal på forskellige uddannelser”, fortæller GymDanmarks uddannelsesansvarlige Pil Christiane Lindekron og fortsætter; ”Jeg har de tidligere år været særlig glad for den sociale del af campen, hvor man som deltager får lov at snuse lidt til, hvad der foregår på de andre uddannelser. Det giver en fantastisk forståelse for den udvikling som træner, man går igennem, når man som deltager på hjælpetræneruddannelsen oplever på egen krop, hvad der venter, når man skal videre på GymTræner 1 – Basis. Denne del har pga. Corona, desværre været ret begrænset i år, men vi krydser fingre for at det ser anderledes ud til næste år, slutter Pil af.
Det sagde de om GymTræner Camp
Mie fra Gymnastikringen deltog på GymTræner 1 – Spring: ”Jeg har fået inspiration til hvordan jeg kan opbygge opstillinger til mine gymnaster, så de kan lære nogle nye spring.”
Sofie fra TIK deltog på GymTræner 2 – Træningsplanlægning og fysisk træning: ” Jeg er træner i rytmisk gymnastik og er uddannet fysioterapeut. På uddannelsen har jeg fået inspiration til hvordan man kan tage styrketræning med ud i hallen og målrette denne træning de specifikke krav som lige netop gør sig gældende i min gymnastikart.
Charlotte fra Hermes deltog på GymTræner 1 – Spring: ”Jeg har fået meget ud af at være på uddannelse sammen med en masse fra andre foreninger, som gør tingene på en anden måde. Så jeg har både fået en masse konkret viden, men også inspiration fra de andre kursister på uddannelsen.”
Vanessa fra KTK deltog på GymTræner 2 – Træningsplanlægning og fysisk træning: Jeg har fået en masse teori om fysisk træning og nogle konkrete eksempler jeg kan give videre til mine gymnaster, så de får en forståelse for hvorfor vi gør som vi gør. Derudover har vi lært supplerende øvelser som gymnasten kan lave, hvis de har en skade.
Disse uddannelser blev afholdt i weekenden
På Campen i Greve blev der udbudt hele syv uddannelser;
- Hjælpetræneruddannelsen
- GymTræner 1 – Basis
- GymTræner 1 – Specialedele; Rytme, Spring og Idrætsgymnastik
- GymTræner 2 – Træningsplanlægning og fysisk træning
- Springsikker Måtte 2
På Campen i Svendborg blev der udbudt tre forskellige uddannelser;
- GymTræner 1 – Basis
- GymTræner 1 – Specialedel – Trampolin – Modul 1
- Springsikker Måtte og Trampet 1