Ball Out (BO) - GymDanmark

Ball Out (BO)

Ball Out er en generel betegnelse for spring, som roterer forlæns fra ryg. Her betyder det: 1¼ forlæns sammenbøjet salto fra ryg til stå. Springet starter altså på ryggen i dugen i samme position som ved landing i rygspring. Herfra laves et ’kip’ i hoften, hvor benene presses væk fra kroppen, og hoften presses aktivt op, og derefter bremses bevægelsen igen. I dugen skal armene være placeret i lodret position. Når man forlader dugen, skal armene skubbes opad. Efter at have forladt dugen bøjer man knæ og hofte og tager fat på skinnebenene i en saltorotation.

Metodik:
Timingen af kipbevægelsen er svær – man bør først træne kip fra ryg til stå og evt. fra ryg strakt til mave, inden man kører hele saltoen rundt.

Forudsætninger: ¾ forlæns salto, forlæns salto, evt. forøvelse: ryg forlæns til mave, ryg forlæns salto til ryg

Hold øje med:
At springeren er stærk nok til at holde spændingen i forsiden, så benene ikke ”tabes”.
At springeren timer sit kip korrekt.
At springerens arme er det rigtige sted (først pegende op mod loftet og bagefter på skinnebenene).