Mandlige idrætsgymnaster til EM - GymDanmark

Mandlige idrætsgymnaster til EM

EM i idrætsgymnatik 2016 bliver i særdeleshed en spændende forestilling, da det også er OL år og dermed også et meget taktisk år. Nogle gymnaster vil være i absolut storform i deres forberedelse frem mod OL, og andre vil være ved at opbygge formen for at toppe senere. 

Danskernes chancer for at blande sig i den absolut topelite (den bedste tredjedel) vurderes af næstformanden i UIG som værende realistisk i nogle af disciplinerne. Ralf Petersen siger; 

-’Vi anser de noget skuffende resultater hos mændene ved sidste weekends NM som værende et udtryk for en kollektiv offday, idet gymnasterne ellers generelt ser ud til at være i god form. Det så vi ved DM for en måned siden, og vi har derfor stor tiltro til, at præstationerne ved EM bliver bedre. For seniorernes vedkommende er vi overbeviste om, at vi kan få en til flere placeringer i den bedste 2/3-del i de fleste discipliner, og muligvis også i den bedste 1/3-del i øvelser på gulv, bensving, ringe og spring på hest. Juniorerne er primært med for at få international konkurrenceerfaring, men har dog potentiale til at opnå placeringer i den bedste 2/3-del i øvelser på gulv og spring på hest’.

  • Følg danskerne på facebook, instagram og snapchat
    @gymdanmark #gymelite #gymdanmark
  • Se eventsite, her kan du se dagsprogrammer, deltagerlister, få nyheder og meget mere

Danskerne til EM i Mandlig idrætsgymnatik 2016
Seniorer
Helge Vammen, VIK
Joao Fuglsig, VIK
Joachim Winther, VIK
Marcus Frandsen, Gefion
Stig Kjeldsen, VIK

Juniorer
Frederik Kristensen, AIG
Rasmus Vorup, VIK
Christoffer Hallund, Gefion
Christian Riisberg, Gefion
Uffe Høy, Gefion

Foruden seniorlandstræner Marian Rizan deltager også juniorlandstræner Adrian Sandu, samt de to dommere Bjarne Mierzwa og Morten List.

Holdet til EM2016 er et relativt stærkt hold. Efter NM bliver Joachim Winther, Marcus Frandsen og Joao Marcus Fuglsig forstærket af den erfarne og stabile Helge Vammen og den unge stærke springer Stig Kjeldsen. Kombinationen af stærke allroundere og disciplinspecialister samler en stærkt dansk delegation. Med Stig Kjeldsen, der kørte højeste danske score ved sin internationale debut ved VM 2014 i øvelser på gulv, og Helge Vammen der er Danmarks bedste bensvinger er det selvsagt at holdets score styrkes markant med deres deltagelse. Samtidigt styrkes holdet i spring over hest med Stig, og i barren med Helge.

Danmark i top-20 for hold
Idrætsgymnasten Joao Marcus Fuglsig siger ’Vi har et stærkt springende hold, hvorfor jeg tror, at vi får de bedste holdplaceringer i øvelser på ’gulv’ og ’spring over hest’, undgår vi dyre fejl kan vi afgjort også levere i de andre redskaber og det er bestemt muligt at placere os pænt i holdkonkurrencen. Internt i de nordiske lande vil vi forsøge os, at nærme os Finland og Norge, der blev 1’er og 2’er ved det netop afsluttede NM, men det bliver et brag af en kamp, specielt med Stian Skjerahaug (NOR) og Oskar Kirmes (FIN) der begge har kvalificeret sig til OL til sommer. Til EM for to år siden, hvor der sidst var holdkonkurrence, blev Danmark nr 30 for hold, men jeg mener det er muligt for os at oppe os til en top 20 placering i år. Det bliver ikke nemt, men det er muligt hvis vi alle leverer’. Joao tror på muligheden for at komme i en finale og siger ’en finaleplads forudsætter at jeg lander tæt på perfekt i begge mine spring, og da de endnu er ret satsede er chancerne ikke enorme. Cuttet til finalen sidst var 14.7 og med min udgang værende på 5.6 og 5.2 (måske 2x 5.6) vil det kræve exceptionel god udførsel. Men det er ikke helt umuligt og mit mål er at nærme mig top-otte så meget som muligt ved dette års EM’.

Stærke internationale konkurrenter
Holdkonkurrencen bliver en magtkamp mellem Storbritannien, Rusland og Ukraine, men hold som Tyskland, Frankrig, Holland og Spanien vil gøre alt for at komme op og lege med. Storbritannien kvalificerede sig som 1’ere til finalen sidst, men måtte se sig overgået af Rusland i finalen og den har gjort ondt. De har slået Rusland ved alle konkurrencer siden, men ingen kan hvile på laurbærrene og der bliver kamp til stregen.

Der er i Europa mange virkelig dygtige gymnaster i alle disciplinerne med både VM og OL medaljetagere. Specielt i bensving vil der være hård kamp, hvor de to brittere, Max Witlock og Louis Smith, pt rangerer som de bedste i verden. I ringene er den overlegne græker Elefterios Petrounias, regerende verdensmester svær at slå. I ’spring over hest’ dominerer Ruslands Dennis Ablyazin, som dog i nogen tid har døjet med ustabilitet og Ukraines Igor Radivilov samt en yngre russer, Nikita Nagorny, har så trådt til. Ingen tvivl om, at Dennis dog vil komme med alt for at generobre sin plads på podiet. I barren vil vi se Oleg Verniaiev, der har sit speciale her. Han vandt VM guld i 2014 og sølv i 2015, hvorfor det er meget tænkeligt at han vil sætte sig på guldet i Bern. Til sidst vil der være en duel i recken mellem Hollands Epke Zonderland, olympisk mester i 2012, og Tysklands Andreas Bretschneider. Epke har haft svært ved at slå igennem siden 2013 grundet skader og kiks, men er stadig favorit til at tage det olympiske guld i disciplinen, men i løbet af de seneste år har den yngre Andreas Bretschneider slået igennem med at opfinde spektakulære elementer i recken med enorm sværhed.

Forstå konkurrencen, det skal gymnasterne konkurrere i
Ved EM 2016 konkurreres der i hold og i individuelle discipliner. (Allround-konkurrencen, hvor den enkelte gymnast udfører alle seks discipliner og får en samlet score, er for seniorerne ikke med ved EM 2016, det er kun for juniorerne).

Holdkonkurrencen
På holdet er fem gymnaster, hvoraf tre stiller op i hver af de seks discipliner (øvelser på Gulv, Hest, Barre, Bensving, Ringe og Reck) og derved danner holdscoren. Alle tre karakterer tæller med, hvorfor der ikke er plads til sats (ligesom man ikke kan redes fra et fald ved en 4. mand som eksempelvis ved VM, DM og andre konkurrencer).

Formatet gør konkurrencen lidt ekstra taktisk, hvorfor det er landstrænerens opgave at vurdere den stærkeste sammensætning til en potentiel holdscore, der samtidigt opvejes imod sikkerheden mod store kiks som fald, der trækker et helt point ned på den endelige score.

Disiciplinkonkurrencen
I disciplinerne går de otte bedste i hver disciplin fra holdkonkurrencen videre til finalen, dog med max to fra samme nation.

Fakta om EM i Mandlig idrætsgymnastik 2016
Onsdag, 25. maj: Juniorer kvalifikation, Kl. 10:00 – 20:40
Torsdag, 26 maj: Seniorer kvalifikation, Kl. 10:00 – 20:15
Fredag, 27 maj: Juniorer – All-Around Final, Kl. 18:30 – 21:00
Lørdag, 28 maj: Seniorer – Team Final, Kl. 14:30 – 17:10
Søndag, 29 maj: Disciplin Finals, alle, Kl. 10:30 – 17:20

Senior: 37 nationer, heraf vil 32 vil deltage i holdkonkurrecen. I alt vil der være 165 senior-gymnaster.

Junior: 34 nationer, heraf vil 31 deltage i holdkonkurrencen. Ial vil der være 158 junior-​​gymnaster.