Aspirantrækken: Reglement - GymDanmark

TeamGym Aspirantrækken: Reglement

Bedømmelsesreglement for Aspirantrækken i TeamGym

Dyk ned i vores bedømmelsesreglementet for Aspirantrækken i TeamGym. Her finder du al information om konkurrencens opbygning, rækker, regler og krav – fra deltagerantal og påklædning til bedømmelseskriterier og disciplin-specifikke regler. Uanset om du er træner, forældre eller gymnast, er dette dit uundværlige værktøj til en succesfuld og sjov oplevelse i TeamGyms aspirantkonkurrencer.

  • 1. Generelt

    1. GENERELT

    1.1 Hvad er en aspirantkonkurrence

    En aspirantkonkurrence er en tilrettet TeamGym konkurrence for de hold, der ønsker en anderledes udfordring end opvisning. Aspirantkonkurrencen danner udgangspunkt for senere deltagelse i de øvrige rækker. Derfor er aspirantkonkurrencen bygget op omkring udførelse og fokus på god grundgymnastik.

    Som enkelt gymnast, der deltager i en aspirantkonkurrence, er det muligt senere i en sæson at deltage i andre TeamGym konkurrencer, men det er ikke muligt at deltage i en anden TeamGym konkurrence (eks. Regionsrækken) for derefter at deltage i en aspirantkonkurrence.

    Ved usportslig optræden vil Teknisk Regulativ for TeamGym stk. 3, træde i kraft.

    1.2 Rækker og aldersbestemmelser

    Der kan tilmeldes hold i følgende rækker jf. Teknisk Regulativ pkt. 1.3:

    • U8
    • U11
    • U14

    Kønsblandede hold er mulige. Blandede hold skal tilmeldes i den række, der repræsenteres af et flertal deltagere af samme køn. Den enkelte gymnast kan ikke deltage på et rent hold (f.eks. et drenge- eller pigehold) og i samme konkurrence deltage på et kønsblandet hold.

    1.3 Deltagerantal

    Et hold skal bestå af min. 6 og maks. 14 gymnaster.

    1.4 Påklædning

    Et anstændigt gymnastisk udseende skal være det overordnede indtryk. Dette gælder for både instruktører og gymnaster. I stående stilling må der ikke vises bar mave. Der er ingen krav om, at man skal have identisk tøj på, selvom det naturligvis ser pænere ud. Løse genstande som smykker, bælter, seler, snører, mv. er ikke tilladt. Dette gælder for både modtagere og gymnaster.

    1.5 Redskaber

    Redskaber til aspirantkonkurrencer følger Redskabsregulativet for TeamGym pkt 1. I aspirantkonkurrencer springes banespring på 15m airtrack og der anvendes skumplint som redskab i trampet. Der stilles tre stævnetrampetter til rådighed jf. Redskabregulativ for Teamgym pkt. 1.3.2.

    1.6 Tilmelding og deltagerliste

    Tilmelding foregår som anført i Teknisk Regulativ for TeamGym pkt. 5.4. Konkurrencedeltagere og musik skal meldes ind i Tariff Forms senest kl.  24.00 sidste torsdag inden konkurrencen. Bemærk at der ikke skal meldes rytme eller spring ind i Tariff Forms i aspirantkonkurrencer.

    1.7 Discipliner og bedømmelse

    Der konkurreres i 3 discipliner: rytme, bane og trampet.

    Hver disciplin bliver bedømt af maksimum 2 dommere, som afgiver følgende karakterer:

    SKEMA BILLEDE

    I aspirantkonkurrencen er det udførelsen og grundgymnastikken, der er i fokus, og derfor er det ikke muligt at opnå en kompositions- og  sværhedskarakter i springdisciplinerne. I rytmen er det dog muligt at opnå en kompositions- og sværhedskarakter på maksimalt 1,0 eller 1,7
    point alt afhængig af hvilken rækker, der er tale om.

    Udførelseskarakteren starter på 10,0 og herfra fradrages der for fejl. Karaktererne til aspirantkonkurrencen kan IKKE sammenlignes med karakterer i andre TeamGym konkurrencer. Dommerne beregner holdenes karakter så udgangspunktet er 6 gymnaster pr. omgang på bane og trampet, for at sikre at to hold med forskelligt antal gymnaster ikke bedømmes unfair. Dette gøres på følgende måde:

    • (Fradrag for omgangen/antal gymnaster i omgangen)*6 = justeret fradrag
    • Karakter for omgangen = 10,0 – justeret fradrag
    • Eksempel ved 8 gymnaster i en omgang med fradrag på 7,3: (7,3/8 gymnaster)*6 = 3,9
    • Karakter for omgangen = 10,0 – 3,9 = 6,1
    • Alle gymnaster skal deltage i den rytmiske gulvserie, samt alle springomgange.
    • Der er en række krav, som skal overholdes i en aspirantkonkurrence. Hvis disse krav ikke overholdes, medfører dette en påtale fra overdommeren/overdommerne.
    • Følgende krav skal overholdes:
      – Handlinger der kan medføre påtale
      – Ukorrekt påklædning, smykker, m.m. – jf. pkt. 1.4
      – Manglende eller mangelfuld modtagning
      – Ikke respektere de konkurrencemæssige krav
  • 2. Rytmisk gulvserie

    2.1 Disciplinrav

    • Den rytmiske gulvserie skal vare 30-60 sekunder og udføres til valgfri musik. Er gulvserien for kort eller for lang gives et fradrag på 0,3 ved den samlede disciplin karakter.
    • Alle gymnaster skal deltage.
    • Der er et gulvareal på 14×16 m til rådighed, men ingen straf, hvis gymnasterne træder uden for arealet.
    • Serien kan laves præcis, som man har lyst til, hvorfor man kan vælge ikke at gøre brug af kompositions- og sværhedskarakteren.

    2.2 Udførelseskarakteren

    Udgangspunktet for udførelseskarakteren er 10,0, hvorfra der fradrages for fejl.

    Udførelseskarakteren bedømmes ud fra følgende kriterier:

    • Samtidighed: holdets samlede præstation – følges holdet ad, når det er meningen
    • Hjælp fra træner: fradrag for hjælp/instruktion fra træner (fradrag på 0,5)
    • Præcision i formationer: præcise opstillinger
    • Kropsholdning: strakte fodled, solidt center (muskelkorset) og andre led bevidst bøjede eller strakte
    •  Udførelse af elementer: gymnasternes udførelse af valgte elementer

    2.3 Kompositions- og sværhedskarakteren

    Kompositions- og sværhedskarakteren (CD-karakter) opbygges og udregnes efter indholdet i den rytmiske gulvserie. Der kan maksimalt opnås en C-karakter på 1,0 i U8 rækken og en CDkarakter på 1,7 i U11 og U14 rækkerne.

    Følgende tillæg kan tælle med i CD-karakteren alt afhængig af række:

    • Flere planer: Stående og siddende. Der kan opnås 0,1 for hvert opfyldt plan. Max. 0,2 i alt
    • Retninger/sving: Den rytmiske gulvserie skal inkludere to forskellige retninger, som gymnasterne skal bevæge sig i. Forlæns og baglæns. Gymnasterne skal bevæge sig i minimum to forskellige sammenhængende bevægelser fremad og bagud. Gymnasterne skal vise forsøg på et tyngdesving til siden eller fremadrettet. Der opnås 0,2 pr. hver opfyldt retning/sving. Max. 0,6 i alt
    • Forskellige opstillinger (formationer): Gymnasterne skal bevæge sig rundt i forskellige opstillinger. Der opnås 0,1 for hver opstilling. Der kan opnås tillæg for i alt 2 forskellige opstillinger. Max. 0,2 for forskellige opstillinger
    • Balancer: En balance defineres som en figur holdt i ro, hvor gymnasten står på 1 ben, 2 ben på tå, sidder på numsen uden støtte med hænder eller fødder, støtter med 1 hånd og en fod, står på hænder, står på hovedet eller står i bro. Mindst én balance skal være på et ben. Der kan opnås tillæg på 0,2 for hver balance. Max. 0,4 for 2 forskellige balancer
    • Hop/spring: et afsæt på 1 eller 2 ben og en genkendelig figur i luften før landing på 1 eller 2 ben. Max. 0,2 for 1 hop/spring
    • Drejning/pivot: En drejning med brug af begge fødder eller en pivot med støtte på en fod på tå. En drejning er minimum en vending på 180°
      Max. 0,1 for drejning/pivot
      C-karakteren for nanorækken kan opstilles mere overskueligt i denne tabel:SKEMA BILLEDE

    2.4 Vejledning til rytme

    Det er trænerens opgave at vurdere, hvad der skal medtages i serien, og hvor lang den skal være inden for det angivne tidskrav. Det kan være svært for de helt små gymnaster at udføre lange serier med alle tillæg. Derfor er det trænerens opgave kun at medtage de tillæg, som gymnasterne kan lave. Man skal huske, at et tillæg på 0,1 eller 0,2 hurtigt kan blive fradrag i udførelseskarakteren.

    Alle elementer der forsøges udført, vil blive medregnet i CD-karakteren. Er der gymnaster som ikke udfører elementet (falder ned, drejer forkert vej rundt o.l.), vil der ske fradrag i udførelseskarakteren.

  • 3. Bane

    3.1 Disciplinkrav

    • Alle gymnaster skal deltage i alle springomgange
    • Der skal laves 3 forskellige omgange
    • Der skal stå 1-2 modtagere
    • Alle spring skal afsluttes i landingsområdet (se redskabsregulativet pkt. 1.2.1)

    3.2 Springomgange

    1. omgang: Alle gymnaster skal lave den obligatoriske omgang

    • Nano og mikro: Rulle – ophop – mølle
    • Mini: Håndstand – rulle – ophop – mølle

    2. og 3. omgang: Der kan frit vælges en af nedenstående kombinationer. Spring der ikke fremgår af tabellen (f.eks. rondat – flik – lukket baglæns salto) er ikke gyldige og vil blive anset som et gennemløb.

    SKEMA BILLEDE

    3.3 Udførelseskarakteren

    Alle springomgange har udgangskarakteren 10,0, hvorfra der fradrages for fejl. Gennemløb vil give et fradrag på 1,0 pr. gang

    • Kropsposition, hofte: 0,1, 0,2 eller 0,3 pr. element
    • Kropsposition, knæ: 0,1, 0,2 eller 0,3 pr. element
    • Spredte ben: 0,1 pr. element
    • Bøjede arme: 0,1 pr. element
    • Kontrol i landing: 0,1 eller 0,2 pr. gymnast
    • Modtagning: 0,1 pr. gang
  • 4. Trampet

    4.1 Disciplinkrav

    • Alle gymnaster skal deltage i alle springomgange
    • Der skal laves 2 forskellige omgange
    • Der skal stå 2 modtagere.
    • Det er tilladt at benytte skumplint til udførelse af saltospring. Det er tilladt at stoppe omgangen kortvarigt, for at indsætte eller fjerne skumplinten.

    4.2 Springomgange

    1. omgang: Alle gymnaster skal lave den obligatoriske omgang

    • Nano og mikro: Strakt ophop
    • Mini: Salto (med eller uden skumplint)

    2. omgang: Alle skal lave et spring fra nedenstående skema. Spring der ikke fremgår af
    tabellen (f.eks. strakt salto m. 0,5 skrue) er ikke gyldige og vil blive anset som et gennemløb

    SKEMA BILLEDE

    4.3 Udførelseskarakteren

    Alle springomgange har udgangskarakteren 10,0, hvorfra der fradrages for fejl.
    Gennemløb vil give et fradrag på 1,0 pr. gang.

    • Kropsposition, hofte: 0,1, 0,2 eller 0,3 pr. element
    • Kropsposition, knæ: 0,1, 0,2 eller 0,3 pr. element
    • Spredte ben: 0,1 pr. element
    • Arme ikke tæt til kroppen: 0,1 pr. element
    • Kontrol i landing: 0,1 eller 0,2 pr. gymnast
    • Modtagning: 0,1 pr. gang

Se hele reglementet her

Find det fulde bedømmelsesreglement for aspirantrækken og alle øvrige reglementer for alle rækker i TeamGym ved at klikke her

Læs mere

Version 1.1
Vedtaget og udgivet august, 2024
Af GymDanmark/Komiteen for TeamGym (KTG)
© Copyright GymDanmark, Danmarks Gymnastik- og Fitness Forbund