Medlemsregistrering - GymDanmark

Medlemsregistrering

En gang om året skal alle foreninger indberette deres medlemmer til det centrale medlemsregistreringssystem, CFR. Indberetningen sker via portalen www.medlemstal.dk, og portalen er åben frem til 31. januar 2026.

Derfor er den korrekte medlemsregistrering vigtig

Det er vigtigt at få indberettet sine medlemstal, fordi registreringen både giver GymDanmark værdifuld viden i forhold til udvikling af medlemstilbud, samt i forhold til kommunerne som grundlag for tilskud, statistikker mv.

Som medlemsforening i GymDanmark er jeres medlemsoplysninger guld værd, da de fortæller os meget om, hvem I er. Alle forbundets medlemstilbud udvikles ud fra den viden, vi har om jer, så aktiviteterne målrettes til, hvad I har brug for.

Hovedtrækkene i medlemsregistreringen er:

  • Ét medlem pr. kontingent (OBS: har I medlemmer, der betaler kontingent for henholdsvis gymnastik(hold) og fitness(hold), så skal disse medlemmer indberettes under både ‘Gymnastik’ og ‘Fitness’. Se eksempler længere nede
  • Alle, der har været aktivt medlem i tre måneder eller mere, tælles med
  • Foreninger skal kun indberette medlemstal én gang. Er foreningen medlem af ét eller flere hovedforbund (GymDanmark, DGI eller Firmaidræt), skal I kun registrere medlemmerne én gang.

Praktisk viden om medlemsregistering

  • Godt at vide om Gymnastik

    Generelt om Gymnastik

    Vi anbefaler, at jeres medlemmer indberettes under aktiviteten ’Gymnastik’ eller ’Fitness’, såfremt jeres aktiviteter har karakter af dette.

    Det gør vi, fordi hvis I indberetter medlemmer i andre kategorier (se eksemplerne herunder), så tæller jeres indberettede medlemmer ikke med i GymDanmarks medlemstal, da disse aktiviteter primært bruges af medlemmer under Dansk Arbejder Idræt, KFUMs Idrætsforbund og Dansk Militært Idrætsforbund.

    • Børneidræt – tværidrætslig
    • Familieidræt – tværidrætslig
    • Idræt om dagen
    • Idræt for Seniorer
    • Øvrige aktiviteter
    • Øvrige Idrætslige aktiviteter

    Vær opmærksom på, at hvis I har medlemmer, der betaler kontingent for henholdsvis at gå på et gymnastik(hold) og til/på et fitness(hold), så skal disse medlemmer indberettes under både gymnastik og fitness. Disse medlemmer vil således blive indberettet to gange. Læs mere her i afsnittet Gymnastik og fitness.

    GymDanmarks medlemstal er summen af medlemsforeningernes indberettede medlemmer i aktiviteterne ’Gymnastik’ og ’Fitness’.

    Udspecificering af disciplin

    • Her skal oplyses hvor mange af jeres gymnastikmedlemmer, der dyrker én eller flere af følgende gymnastikarter (både med og uden konkurrence):
      1. Rope Skipping (obligatorisk)
      2. Tumbling (obligatorisk)
      3. Trampolin (obligatorisk)
      4. TeamGym
      5. Rytmisk Gymnastik
      6. Idrætsgymnastik
      7. Sports Acrobatik

      I skal udfylde medlemstal for Rope Skipping, Tumbling og Trampolin (skriv 0 hvis I ikke har nogle udøvere). Øvrige aktiviteter er valgfrie at udfylde. Ikke nævnte gymnastikarter skal ikke indberettes.

      Summen af 1-7 kan sagtens være mindre end foreningens samlede gymnastikmedlemmer.

  • Godt at vide om Fitness

    Generelt om Fitness

    Alle medlemmer, der deltager på ”Fitness holdtræning” og ”Træning i motionscenter med/uden maskiner” skal registreres under kategorien ’Fitness’.

    Vi ved, at det kan være svært at vurdere, hvornår en holdtræning tilhører fitnesskategorien og derfor har vi lavet en guideline.

    Fitness er:
    • Individuel træning (fx i maskiner)
    • En aktivitet, der kan dyrkes selvstændigt og som supplement til en anden idræt
    • Holdtræning
      • Alsidig træning, der rummer styrketræning, konditionstræning, koreografi, mindfulness og udstrækningsøvelser. Det kan fx være:
      • Styrketræning i maskiner og med frie vægte
      • Indoor cycling
      • Funktionel træning, fx crossgym og udendørs træning
      • Puls og styrke, mave-baller-lår, stram op
      • Aerobic, dance og step
      • Yoga
      • Pilates

     

    Udspecificering af fitness

    Når I indberetter fitnessmedlemmer, så vil der komme et ekstra vindue op. Her vil vi gerne have jer til at udspecificere, hvor mange af jeres fitnessmedlemmer, der dyrker en af følgende fitnessaktiviteter:

    • Holdtræning fitness
    • Individuel træning/fitness-maskiner
    • Yoga
    • Indoor Cycling/spinning
    • Zumba

    NB! Summen af medlemmer fordelt på ovenstående aktiviteter kan sagtens være forskellig fra det oplyste samlede antal fitnessmedlemmer.

    Læs mere om fitness her.

  • NYT Godt at vide om frivillige

    Indberetning af frivillige

    Frivillige skal indberettes i nedenstående fire kategorier og to aldersinddelinger henholdsvis 0-24 år samt 25 år og derover. Frivilligt arbejde forstås som en ulønnet eller ikke-skattepligtig lønnet indsats i en organisatorisk sammenhæng til gavn for andre end én selv, ens familie eller nærmeste venner/bekendte.

    • Bestyrelses- og udvalgsmedlemmer (0-24 år og 25+ år)
    • Trænere og instruktører (0-24 år og 25+ år)
    • Øvrige frivillige med faste opgaver (0-24 år og 25+ år)
    • Øvrige frivillige uden faste opgaver (0-24 år og 25+ år)
    • Lønnede/ansatte

    Indberetningen af frivillige kan kun ske manuelt via medlemstal.dk, da administrationssystemerne ikke kan levere de nødvendige oplysninger omkring frivillige.

    Jeres indberetning er meget vigtig, og vi sætter stor pris på den. Den er fx med til at gøre os alle klogere på, hvor mange frivillige vi er i vores foreninger, hvilke forskellige roller de frivillige påtager sig og hvilken udvikling frivillighed er i. Med denne viden kan vi bedre varetage foreningernes interesser og bidrage til at styrke de frivillige kræfter i foreningsidrætten.

    Er du i tvivl om de fire kategorier, og hvordan de skal indberettes, kan du læse mere i vejledningen på medlemstal.dk

    Læs mere
  • Aldersgrupper

    Aldersgrupper

    • 0-6 år
    • 7-12 år
    • 13-18 år
    • 19-24 år
    • 25-39 år
    • 40-59 år
    • 60-69 år
    • 70 år og +

Et medlem pr. kontingent - hvordan?

Hovedreglen er ét medlem pr. kontingent (OBS: har I medlemmer, der betaler kontingent for henholdsvis gymnastik(hold) og fitness(hold), så skal disse medlemmer indberettes under både ‘Gymnastik’ og ‘Fitness’.

Ét kontingent
Ex. 1: Humle Gymnastikforening har 100 medlemmer, hvor medlemmer både dyrker gymnastik og fitness. Medlemmer betaler kun ét kontingent til foreningen. Den pragmatiske løsning for foreningen i CFR-indberetningen: 50 medlemmer under gymnastik og 50 medlemmer under fitness.

Både/og
Ex. 2: Humle Gymnastikforening har 100 medlemmer, hvor medlemmer både dyrker gymnastik og fitness. Medlemmer betaler to kontingenter – et til fitness og et til gymnastik. CFR-indberetningen: 100 medlemmer under gymnastik og 100 medlemmer under fitness.

Her kan I få mere at vide

Hvis du vil vide mere om den konkrete medlemsregistrering, som eksempelvis hvordan flerstrengede foreninger medlemsregistrerer, eller hvordan det er med medlemmer som er meldt ud i årets løb, så læs mere i vejledningen som du finder på dette link.

Vind billetter til SPORT 2025

Deltag i GymJulespillet og få chancen for at vinde billetter til DR’s store sportsshow i Boxen i Herning d. 3/1-2026. Held og lykke!

Spil nu