Alt spillede i Aalborg - GymDanmark

Alt spillede i Aalborg

Weekendens Northern Europeans samlede cirka 125 idrætsgymnaster fra 10 lande i Aalborg Stadionhal. For tredje gang på to år løftede Aalborg Idrætsgymnastikforening (AIG) og GymDanmark et stort mesterskab sammen. For de danske gymnaster blev det til All-Around-sølv, seks finalepladser og to dage på hjemmebane i en fyldt hal.

Ros fra gæsterne

Da de sidste finaler var afgjort søndag eftermiddag, var der ros at hente fra de andre nationer.

“Alt har spillet her i Aalborg – konkurrencen, menneskerne, stemningen. Ja, simpelthen alt,” siger en storsmilende Mats Mejdevi, landsholdschef for de svenske idrætsgymnaster.

Tredje mesterskab på hjemmebane

NE er det tredje store mesterskab, som GymDanmark og AIG har afviklet sammen i Aalborg, efter Nordisk Junior- og Youth-mesterskab og DM-ugen i 2025.

“Det tætte samarbejde mellem GymDanmark og AIG har gjort Aalborg til en stærk vært for international gymnastik,” siger Rasmus Brandtoft, bestyrelsesmedlem i AIG.

Bag stævnet stod AIGs mange trofaste frivillige, som stod for alt det som får et event som dette til at blive en god oplevelse for både foreningen, forbundet og gæsterne.

Sport Event Denmark har også været en del af weekendens stævne.

“Northern Europeans viser, at Danmark har både rammerne og kompetencerne til at afvikle internationale gymnastikevents. Det er positivt at få sporten på vores eventkalender i Danmark, og forhåbentlig kan erfaringerne fra Aalborg være et afsæt for et fortsat samarbejde med GymDanmark” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Gymnasterne på hjemmebane

For de danske gymnaster bød hjemmebanen på noget helt særligt. For junioren Laura Sophie Berg Iversen fra AIG var publikum det bedste ved weekenden.

“Jeg synes virkelig, det er gået godt, og jeg er meget stolt af min egen præstation og af holdet. Det har været fedt at være på hjemmebane og have så mange tilskuere, der hepper på en,” siger Laura Sophie Berg Iversen.

Også Lauras træningskammerat i AIG, Andrea Sørensen havde haft en fantastisk oplevelse og ved seneste event sidste år (Nordisk Junior- og Youth-mesterskab) vandt hun bronze på bom samme sted.

“Det er gået godt, synes jeg. Jeg er meget positivt overrasket over min præstation,” siger Andrea Sørensen, som beskriver weekenden med ét ord: “Fedt.”

Lørdag vandt AIG’s Cecilie Bergholt sølv i All-Around, kun 0,200 point fra guldet. Søndag fulgte hun op med tre finaler og blev nr. 6 på barre, nr. 7 på gulv og nr. 8 på bom.

Første Northern Europeans – og direkte i finalen

For junioren Erik Ingimarsson fra Gefion Gymnastikforening var dette det første Northern Europeans. Lørdag sprang han sig i finalen i ‘spring over hest’ som nr. 4, og søndag landede han begge sine spring rent og blev nr. 5.

“Det var sindssygt. Det var virkelig vildt, fordi jeg var den eneste, der konkurrerede på det tidspunkt (i hallen red.). Så lavede jeg et spring, og jeg landede, og det gik godt,” siger Erik Ingimarsson.

“Det er slet ikke det samme felt som til de nordiske mesterskaber for juniorer. Det her er en meget hårdere konkurrence, og det er meget inspirerende at se, hvordan andre træner og konkurrerer. Jeg glæder mig til at komme hjem og træne endnu mere,” siger han.

Inden finalen valgte trænerne at satse sikkert frem for at gøre hans andet spring sværere. Som en del af landstrænerteamet omkring herrerne, siger Helge Vammen: Der er plads til mere, med en ekstra skrue kan Erik hæve sværhedsgraden på sit andet spring med 0,8 point – hvilket er meget i en sport, hvor placeringerne ofte afgøres af hundrededele.

“Det er virkelig godt, at han får en positiv oplevelse af at konkurrere i en nordeuropæisk finale og lander sine to spring rent. Jeg er sikker på, at der kommer til at ske en masse positivt udviklingsmæssigt med ham,” siger en glad Helge Vammen.

Resultaterne

Ud over Cecilie Bergholt og Erik Ingimarsson stod Natalie Reiphurt Jensen og Vigga Syberg Kjær fra KG66 også i en disciplinfinale søndag. Natalie blev nr. 6 på bom og Vigga nr. 8 i ‘spring over hest’. I holdkonkurrencen blev de danske kvinder nr. 4 og herrerne nr. 8.

All-Around-guldet gik til Crystelle Lake fra Skotland og Dagur Kári Ólafsson fra Island. Holdguldet gik til England hos kvinderne og Island hos herrerne.

Northern Europeans blev afviklet af GymDanmark i samarbejde med AIG, Aalborg Kommune og Sport Event Denmark. Danskernes delegationstøj er sponsoreret af GymDanmarks tøjsponsor CRAFT.

Foto Anders Riishede – se flere billeder og video på GymDanmark instagram

Se video af alle øvelserne her

Resultater & streaming

Læs mere

Video

Læs mere

Danske resultater ved NE 2026

  • All-Around: Cecilie Bergholt, AIG – sølv (49,300 point). Andrea Sørensen, AIG – nr. 18
  • Hold: Kvinder nr. 4, herrer nr. 8
  • Bom: Natalie Reiphurt Jensen nr. 6, Cecilie Bergholt nr. 8
  • Barre: Cecilie Bergholt nr. 6
  • Gulv: Cecilie Bergholt nr. 7
  • Spring over hest, kvinder: Vigga Syberg Kjær nr. 8
  • Spring over hest, herrer: Erik Ingimarsson (junior) nr. 5
  • Alle resultater

SÅDAN FOREGIK NORTHERN EUROPEANS

  • Cirka 125 idrætsgymnaster fra 10 lande: Danmark, England, Færøerne, Finland, Island, Nordirland, Norge, Skotland, Sverige og Wales.
  • Seniorkonkurrence, hvor juniorer også må deltage. Kvinderne konkurrerer på fire redskaber og herrerne på seks.
  • Lørdag: Én samlet konkurrence, hvor både holdkonkurrencen og All-Around blev afgjort. I holdkonkurrencen tæller de fire bedste scores på hvert redskab.
  • Søndag: Disciplinfinaler med de 8 bedste på hvert redskab fra lørdagens konkurrence, dog højst 2 gymnaster pr. nation.