Workshopdag: Hvorfor bliver nogle unge mens andre forsvinder?
De fleste trænere og ledere har oplevet det. En gymnast, der møder op uge efter uge, men pludselig stopper. Ikke nødvendigvis fordi interessen for aktiviteten er væk, men fordi følelsen af at høre til mangler. På GymDanmarks workshopdag 7. november sætter vi fokus på, hvordan vi skaber foreninger, som børn og unge har lyst til at være en del af.
For mange børn og unge er fællesskabet mindst lige så vigtigt som aktiviteten. De bliver, når de føler sig velkomne, får relationer og oplever, at de har en plads. Derfor samler vi ledere, trænere, instruktører og frivillige til en dag om de mennesker, relationer og miljøer, der er med til at gøre en forskel.
Dagen begynder med et fælles oplæg ved forsker på SDU Thomas Skovgaard, som gennem mange år har beskæftiget sig med børn, unge, bevægelse og fællesskaber. Med afsæt i forskning og praksis sætter han fokus på, hvad der skaber lyst til deltagelse, og hvordan foreninger kan bruge deres stærkeste kort endnu bedre: fællesskabet.
Herefter vælger deltagerne to workshops, hvor dagens temaer omsættes til konkrete idéer, redskaber og erfaringer fra foreningslivet.
Derfor skal du deltage
Uanset om du er bestyrelsesmedlem, leder, træner eller frivillig, får du inspiration til, hvordan jeres forening kan skabe miljøer, hvor flere børn og unge har lyst til at møde op, engagere sig og blive en del af fællesskabet. Du får inspiration og konkrete værktøjer med hjem, og tager du hele bestyrelsen eller flere trænere fra foreningen med, får I også et fælles afsæt og sprog, til foreningens fortsatte udvikling.
Få også indflydelse på GymDanmarks fremtid
Workshopdagen afholdes i forbindelse med GymDanmarks Årsmøde. Her kan du få indsigt i forbundets arbejde, være med til at præge de beslutninger, der former GymDanmarks fremtid, og bruge din stemme, når retningen for de kommende år sættes. Det er også på Årsmødet, at frivillige vælges til centrale tillidsposter. Fristen for at stille op til valg er 15. oktober.