Tumblerne vinder Europamesterskabet for hold
De danske tumblere leverede et stærkt europamesterskab med en historisk guldmedalje i holdkonkurrencen, mens Magnus Lindholmer fulgte op med en flot individuel bronzemedalje. Samlet set blev det et mesterskab med både spektakulær gymnastik og værdifuld erfaring i et felt med Europas absolut bedste tumblere.
Det danske hold med Martin Lindholmer, Martin Abildgaard, Marius Bundgaard og Frederik Bækhøj Skaaning leverede tårnhøjt niveau, som sikrede dem en overbevisende førsteplads i kvalifikationen foran kendte stærke nationer som Aserbajdsjan, Portugal og Storbritannien.
I finalen fortsatte danskerne det høje niveau, som satte både Aserbajdsjan og hjemmebaneholdet fra Portugal under pres. Med mod, taktik og overblik sprang danskerne sig til et historisk EM-guld og markerer kulminationen på flere års målrettet arbejde og en klar ambition om at stå øverst på præmiepodiet.
Danmark har tidligere været tæt på med flere finaledeltagelser, men denne gang – med det måske stærkeste danske tumblinghold nogensinde – lykkedes det endelig. En guldmedalje, der ikke kun tæller i statistikken, men også kan mærkes hos gymnasterne.
“Det lykkedes, fordi vi havde det bedste hold – så simpelt er det,” siger en lykkelig Magnus Lindholmer efter finalen.
Han fremhæver sammen med holdkammeraterne en klog taktik og et stærkt fællesskab – både blandt de fire tumblere og i teamet omkring dem, som afgørende faktor for succesen.
Hos trænerteamet Oliver Bay og Bjørk Gotthardsen var der både stor stolthed og en enkelt glædeståre i øjnene over præstationen:
“Det lykkedes idag, fordi vi holder os til vores plan, og fordi drengene går ind og eksekverer fuldstændig på det, vi har aftalt. Vi har haft fokus på os selv hele vejen. Vi har kæmpet for det her så længe, og i dag havde vi også marginalerne på vores side.”
Se hele interviewet med Europamestrene
Se hele interviewet med Bay og Gotthardsen
Individuelle konkurrencer: Lindholmer på podiet
I de individuelle konkurrencer kvalificerede otte tumblere sig til finalen, hvor de fire bedste gik videre til superfinalen. Marius Bundgaard og Frederik Skaaning placerede sig begge i top 10, men måtte se sig slået ud af den såkaldte to-nationsregel, der begrænser antallet af gymnaster fra samme land til to, i de videre runder.
Magnus Lindholmer tog selvtilliden med fra holdguldet og leverede sit livs bedste pass, en ‘strakt miller til trippel lukket’, som blev honoreret med hele 29.400 point og sikrede ham førstepladsen ind i superfinalen for de fire bedste.
Martin Abildgaard ramte desværre ikke helt sit planlagte spring og sluttede uden for top 4.
I superfinalen leverede Lindholmer endnu en solid præstation, som resulterede i en flot bronzemedalje i et meget stærkt felt, hvor marginalerne var små, og niveauet ekstremt højt. Guldmedaljevinderen og hjemmebanefavoritten Vasco Peso leverede helt outstanding med en ‘miller to killer’ til svimlende 31.400 point, hele 2.100 point over nr. to Tofig Aliyev fra Asajbajdsjan.
Se interview med Magnus Lindholmer, Bronzemedaljevinder
Se interview med Oliver Bay, Landstræner
Tilfredse kvinder
Selvom de danske kvinder ikke ramte helt samme placeringer som herrerne, var der stadig masser af positive takter at tage med fra konkurrencerne. Freja Frandsen måtte stoppe efter første runde, mens Olivia Madsen kæmpede sig videre til semifinalen, men akkurat missede en plads i finalen.
“Det er egentlig gået super godt. Jeg fik lavet en øvelse, jeg er tilfreds med i semifinalen, og der var virkelig en god stemning i hallen. Det har været en stor oplevelse at konkurrere mod så mange dygtige gymnaster, og det giver helt klart blod på tanden frem mod VM i Kina næste år,” fortæller Olivia Madsen.
Hør hele interviewet med Olivia Madsen, semifinalist
Det handler om at skabe ro – så præstationen kan tale
Gymnasterne står alene på gulvet, men rundt om, bag ved og lige ved siden af, står der et stærkt team af trænere, fysioterapeuter, holdkammerater, familier og venner. Landsholdets fysioterapeut Jacob Thure Sørensen er ikke den, man lægger mest mærke til på gulvet, men bag kulissen spiller han en afgørende rolle i at sikre, at gymnasterne står så stærke og sunde som muligt, når det gælder:
“Min rolle starter allerede i optakten, hvor jeg følger tæt med og holder øje med de små ting, der kan udvikle sig, hvis man ikke tager dem i opløbet. Undervejs handler det både om at løsne kroppen fysisk, men også om at være en mental støtte og skabe et lille frirum i et ellers hektisk setup. Vi er mange omkring holdet, der arbejder for det samme: at give gymnasterne ro til at præstere deres maksimale. For mig lykkes det, når gymnasterne står tilbage med en god oplevelse.”
Hør hele interviewet med Jacob Thure Sørensen, landsholds fysioterapeut
Endeligt spiller opbakningen fra familie og venner en vigtig rolle og bidrager til både tryghed og stemning omkring holdet.
“Vi er med for at bakke op – ikke kun om vores egen søn, men om hele holdet. Der er et enormt stærkt sammenhold i delegationen, og vi vil bare gerne være med til at skabe en god atmosfære,” fortæller Anni Abildgaard.
Vær med til at fejre de danske tumblere, og dansk tumbling gennem 30 år.
Lørdag den 6. juni inviterer GymDanmark til en festlig dag i Svendborg Gymnastikforening, hvor vi markerer 30 år med tumbling i Danmark. Sammen fejrer vi ikke bare sporten, men også alle dem – gymnaster, trænere og ildsjæle – der gennem årene har været med til at skabe den danske succes, som tumbling er i dag. Glæd dig til en dag fyldt med stemning og imponerende gymnastik, når vi hylder vores danske EM-helte – og samtidig får spændingen med, når det bliver afgjort, hvem der kvalificerer sig til DM i slutningen af juni. Det bliver en dag, du ikke vil gå glip af.
Billeder fra EM i Tumbling 2026
Se flere på GymDanmark Instagram og Facebook
Foto: Anders Riishede
Tumbling – slip dine springglade gymnaster løs
Har du gymnaster, der ikke kan få nok af spring? Så er tumbling helt sikkert noget for jer. Med tumbling – også kaldet gymnastikkens formel 1 – er der garanti for fart, flow og masser af spring.
Det begynder med Tumblingstævner
Tumblingstævner er for begyndere og handler ikke om karakterer. Som gymnast får man rig mulighed for at folde al sin energi ud i trygge rammer. Med andre ord er Tumblingstævner det perfekte valg, hvis du som træner gerne vil starte en ny disciplin op i foreningen.
Kom og bliv inspireret til, hvordan du som træner hurtigt kan komme i gang – og åbne døren til en helt ny verden af spring.