Gymnastik i verdensklasse hele sommeren: Hep med hjemmefra eller på ferien
Idrætsgymnastik, opvisningsgymnastik, rope skipping og tumbling er på sommermenuen i juli og august. Er du på ferie i nærheden, så tag hen og hep på de danske gymnaster – ellers kan du følge med hjemme fra hængekøjen.
Den står på sommerferie for mange, men det er ikke alle, der kan trække stikket og lægge sig på solstolen. Juli og august byder nemlig på gymnastik i mange afskygninger, når danske gymnaster rejser udenlands for at deltage i internationale konkurrencer.
Så hvis du er så heldig, at sommerferien går til Portugal, Kroatien, Japan eller Kina, kan du måske tage forbi og heppe og kippe med Dannebrog. Er du hjemme, kan du følge med på live streaming.
Her er de fire konkurrencer, du skal holde øje med:
World Gym for Life Challenge i Portugal d. 22.-26. juli
World Gym for Life er en international opvisningskonkurrence med hold fra hele verden. Arrangementet afholdes hvert fjerde år med det internationale gymnastikforbund FIG som arrangør i samarbejde med værtsnationen.
Danmark er repræsenteret med otte hold fra forskellige steder i landet: Bellinge Gymnasterne Performance Elite Team, FG90 Opvisningsholdet, Talenthold Greve, Grevinderne Internationale Show Team, LG Gymnastik, Street Rep., LG Gmynastik, Spring Rep., LG Gymnastik, Rytme Rep., LG Gymnastik, Akro Rep.
European Youth Olympic Festival i Kroatien d. 22.-26. juli
European Youth Olympic Festival (EYOF), også kaldet Ungdoms-OL, afholdes hvert andet år i en sommer- og vinterudgave. I 2025 holdes sommerudgaven i Makedonien, men idrætsgymnastikkonkurrencen bliver afviklet i Kroatien. 178 gymnaster fra 39 lande skal konkurrere og give et fingerpeg om, hvem der bliver fremtidens gymnastikstjerner.
Tre danske gymnaster er klar til at dyste i Kroatien: Andrea Sørensen, Josefine Bech Aagaard og Laura Iversen. Alle fra AIG Aalborg.
VM i Rope Skipping d. 27. juli- 3. august i Japan
Danmark har stolte traditioner indenfor Rope Skipping, og vanen tro tager en stor delegation afsted til VM for at forsvare de danske farver.
55 danske sjippere deltager i de tre konkurrencer under VM: International Open Tournament (opvarmningskonkurrence), Junior VM og Senior VM.
Konkurrencerne holdes i Kawasaki i Japan, hvor der er lagt op til en kæmpe sjippefest med dygtige sjippere fra hele verden.
The World Games d. 10. august i Kina
The World Games er en international multisportsbegivenhed, der samler nogle af verdens bedste atleter inden for ikke-olympiske sportsgrene. Eventen afholdes i Chengdu i Kina d. 7.-17. august. Formålet med The World Games er at fremvise sportsgrene, som ikke er en del af de olympiske lege. Arrangementet er organiseret af International World Games Association (IWGA) og støttet af den internationale olympiske komité (IOC).
En delegation på 51 danske atleter fra ni forskellige sportsgrene deltager i World Games, heriblandt tumbleren Martin Abildgaard, der skal i konkurrence d. 10. august.