Matilde og William vinder funktionel fitness-guld - GymDanmark

Matilde og William vinder funktionel fitness-guld

Forbundsmesterskaberne i Funktionel Fitness blev afgjort efter en lang dag under åben himmel til DIF DM-Ugen i Aalborg med to overbevisende vindere. 10 kvinder og 16 mænd dystede om titlen som Danmarks mest komplette atlet.

Den ene fik en perfekt start, den anden gik det ikke helt så godt. Men de endte begge med guldet.

Matilde Agerschou (Crossfit Lageret Holstebro) og William Henriksen (Aarhus Crossfit) vandt nemlig Forbundsmesterskabet i Funktionel Fitness for henholdsvis kvinder og mænd, og kan dermed kalde sig Danmarks mest fitte og komplette atlet. For at nå dertil skulle de igennem fem forskellige workouts, hvor de blev testet i bl.a. styrke og udholdenhed.

Stærk start banede vejen

Hos kvinderne lagde Matilde Agerschou stærkt fra land og vandt den første workout, Endurance, og herefter så hun sig ikke tilbage. Hun vandt fire ud af fem workouts, og dermed en sikker individuel sejr. Den første i bogen til Matilde.

”Jeg er virkelig glad. Det er faktisk min første individuelle sejr. Og det er også første gang, jeg har ligget forrest og hvor det er mig, der blive jagtet, så jeg var meget nervøs. Men det gik jo godt,” siger Matilde Agerschou, som blev nummer to sidste år.

Sølvet gik til Rikke Laursen og bronzen til Freja Dalhoff.

Fra sukkerkold til superstærk

Hos mændene var det lige omvendt. Her fik den senere vinder en ”sløj start”, som han selv siger.

”Jeg gik sukkerkold i den første workout, og det var ikke så fedt, for jeg havde faktisk regnet med at vinde den. Så jeg skulle lige kigge mig selv i spejlet og tage mig sammen, og så kom jeg efter det,” siger William Henriksen, som efterfølgende vandt tre workouts og dermed den samlede sejr.

Oliver Toft vandt sølv, og sidste års vinder Thomas Daugård Sørensen fik bronze.