Optakt til DM-ugen: Sofus jagter den perfekte sæson
Med en potentiel guldmedalje til Hold DM i Idrætsgymnastik i weekenden kan Sofus Møllgaard gøre rent bord og sætte punktum for en noget nær perfekt sæson.
Klubmester, Jysk Mester, Danmarksmester i individuel allround og måske også Danmarksmester for hold. Det kan blive sæsonens medaljehøst for 21-årige Sofus Møllgaard, når han og de aarhusianske holdkammerater fra VIK i weekenden jagter guld til Hold DM i Idrætsgymnastik. Et mesterskab, der i år afholdes som en del af DIF DM-ugen i Aalborg.
”Personligt ville det jo være helt sindssygt og mega fedt. Jeg er lidt i tvivl om, hvornår der sidst er en, der har vundet alt, man kan vinde i en sæson, men jeg tror, det er et stykke tid siden. Så det kunne være helt sindssygt, og jeg er da skide nervøs, men det skal man også være op til en konkurrence,” siger Sofus Møllgaard.
Han og holdkammeraterne fra VIK fik sidste år sølv til DM. Men skal den veksles til en guldmedalje i år og den perfekte sæson for Sofus, så skal VIK ramme deres absolutte topniveau. Og måske også håbe på, at de forsvarende mestre fra Gefion ikke leverer en perfekt præstation.
”På papiret er vi underdogs. Det er altid lidt fedt, fordi man ikke har så meget at tabe, men vi har et mål om og en tro på, at det kan blive i år vi vipper dem af pinden. Men deres yngste er måske et år ældre end mig, så de har lige lidt mere erfaring,” siger Sofus Møllgaard, der er den ældste på VIK holdet med sine 21 år.
Debuterede med en guldmedalje – sammen med sin træner
Til trods for Sofus’ unge alder har han allerede deltaget ved DM en del gange. Han debuterede faktisk til DM helt tilbage i 2018, hvor han var med til at vinde guld for VIK. Dengang var det en blot 14-årig Sofus i selskab med nogle erfarne gymnaster. Heriblandt Helge Vammen, der i 2018 vandt sit 10. DM i træk med VIK, og som i denne sæson er blevet træner for Sofus og resten af VIK holdet.
”Det ville jo være et rigtig flot punktum for hans sæson at vinde guld i weekenden. I efteråret vandt han endelig DM i individuel – og nu siger jeg endelig, selvom han jo kun er 21 år – og det var en kæmpe milepæl for ham. Så at kunne fuldende sæsonen med en holdtitel ville være fantastisk og meget fortjent,” siger Helge Vammen.
Helge har haft sin gang i VIK i mere end 30 år og er på mange måder en legende i klubben og i dansk idrætsgymnastik generelt, men han står nu for første gang til et DM som træner, hvor han og VIK håber på at slutte en længere guldtørke. Et generationsskifte har nemlig været undervejs i et par år, og den ny generation begynder så småt at række ud efter det mest ædle metal igen.
”Der er ingen tvivl om, at hvis vi præsterer vores optimale, så kommer vi tæt på, men når det er sagt, så er der nogle discipliner, hvor vi realistisk set taber til Gefion, hvis de leverer deres bedste. Så vi har alt at vinde og ikke så meget at tabe. Vores taktik er selvfølgelig at gå ind og se, om vi ikke kan prikke lidt til dem. Om vi ikke kan gå ind og true dem i det samlede resultat. Det tror jeg godt, vi kan. Der er i hvert fald nogle af disciplinerne, hvor jeg mener vi står stærkere end dem,” siger Helge Vammen
Kaptajn-rolle og ingen plads til fejl
Selvom VIK kan kaste lidt af presset af sig som det undertippede hold, så forudsætter en guldmedalje en toppræstation hele vejen rundt. Især hos de mest erfarne gymnaster på holdet, herunder Sofus Møllgaard, hvis skuldre der hviler et stort pres på, såfremt VIK skal have en chance.
”Han er vores mest erfarne og dygtigste allround gymnast. Han har en vigtig rolle, og der er ingen tvivl om, at meget afhænger af ham. Og så har vi nogle unge kræfter, der kan supplere ham rigtig godt. Han er heldigvis ekstremt stærk mentalt og plejer at præstere med et overskud. Selvfølgelig med fokus på sin egen præstation, men også med overskud til at kunne hjælpe sine holdkammerater. Hvis han rammer en god allround, vil det helt klart smitte positivt af på de andre gymnaster,” siger Helge Vammen.
Og både pres og ansvar passer egentligt Sofus meget godt.
”Det er lidt en kaptajn-rolle, jeg har fået på mig. Også fordi jeg var med, sidst vi vandt, så der er lidt, jeg kan give videre til de helt unge gutter. Men det er da meget specielt at være frontfigur, for det lægger lidt ekstra pres på. Men jeg kan egentligt meget godt lide det pres. Jeg føler, at jeg er god til at håndtere det, og jeg nyder rollen. Og så kunne det da være fedt at give Helge en pokal i hans første sæson som træner,” slutter Sofus Møllgaard.
Hold DM i Idrætsgymnastik for mænd og kvinder foregår på lørdag i Aalborg Stadionhal.