Oplev fremtidens idrætsgymnaster ved Nordisk junior- og youth mesterskab i Aalborg
Når GymDanmark i samarbejde med Aalborg Idrætsgymnastik Forening (AIG) inviterer til Junior & Youth Nordic Artistic Gymnastics Championships den 6.-8. juni 2025, markerer det ikke kun en weekend med nordisk gymnastik i absolut topklasse – det er også begyndelsen på en helt særlig periode for både klubben og dansk idrætsgymnastik.
I løbet af det næste år står Aalborg Idrætsgymnastik Forening (AIG) i spidsen for hele tre store mesterskaber: først det nordiske mesterskab i juni, så Danmarksmesterskaberne under DM-Ugen allerede tre uger senere – og endeligt om ét år, er foreningen vært for Northern Europeans 2026. Tilsammen en enestående mulighed for at samle sporten, vise idrætsgymnastikkens styrke og fejre fællesskabet – både lokalt, nationalt og internationalt.
Ved det nordiske mesterskab mødes unge talenter fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige for at konkurrere i både hold og individuelle discipliner. For mange er det første gang, de står på en international scene – og netop derfor håber foreningen på, at publikum vil møde talstærkt op og give gymnasterne den støtte, de fortjener.
Helge Fisker, Sportschef i GymDanmark tilføjer “I GymDanmark mener vi, at gode træningsmiljøer er basis for trivsel, og at vores aktiviteter til udøverne skal understøtte den langsigtede udvikling, så flere har lyst til at blive i sporten længere. Netop derfor har vi ved et junior event som dette, et helt særligt fokus på at skabe en konkurrence hvor udvikling, venskaber og glæden ved gymnastikken er i centrum, og det ved vi AIG i samarbejde med GymDanmark kan levere”
Klik her og få særlig rabat indtil midten af maj
Rasmus Brandtoft, frivillig arrangør i Aalborg Idrætsgymnastik Forening, siger:
“Vi er utrolig stolte over at AIG får lov til at være værter for Junior & Youth Nordic Artistic Gymnastics Championships – det er en fantastisk mulighed for vores klub og hele byen. Motivationen for at påtage os værtskabet kommer fra ønsket om at skabe en uforglemmelig oplevelse for de unge gymnaster, deres trænere og familier – og ikke mindst for at vise hvad gymnastikfællesskabet kan, når vi løfter i flok. Vi glæder os enormt meget til at byde velkommen til talenter fra hele norden, og vi håber på stor opbakning fra både lokalområdet og gymnastikmiljøet i hele Danmark. Et kæmpe tak skal allerede nu lyde til gymnasterne, trænerne og ikke mindst de mange frivillige som er uundværlige ved et sådan arrangement.”