Barselsvikar med fokus på foreningsliv og gymnastik
GymDanmark søger barselsvikar til stillingen som foreningskonsulent med ansvar for Jylland og Fyn. Vi leder efter en person med erfaring inden for foreningsliv og gymnastik, der kan arbejde selvstændigt og følge en fælles strategi. Din primære opgave bliver at styrke relationerne til foreningerne gennem engageret og målrettet konsulentarbejde.
I GymDanmark vægter vi stærke relationer til vores medlemsforeninger højt. Derfor søger vi en barselsvikar med solid erfaring inden for foreningsliv og gymnastik, som kan videreføre og udvikle det gode arbejde, der allerede er sat i gang inden for rytmisk gymnastik. For at trives i denne rolle skal du være selvstændig og ansvarsbevidst, med evnen til at tage ejerskab over dine opgaver fra start til slut. Din succes afhænger af din evne til at afslutte igangværende projekter og initiativer, samtidig med at du samarbejder effektivt med kolleger og interessenter.
Konsulentteamet i GymDanmark
Du vil indgå i et team med fire øvrige kollegaer, herunder landsholdskoordinator, sportskonsulenter og foreningskonsulenter. Teamet ledes af sportschefen og fokuserer primært på kerneopgaver som aktivitetsudvikling, foreningskontakt og besøg samt talent- og eliteudvikling. Derudover varetager teamet opgaver af varierende omfang inden for områder som international repræsentation, nationale konkurrencer, DIF-strategiindsatser, frivillige disciplin komitéer og forbundsmøder. Teamet samarbejder tæt med øvrige kollegaer på forbundskontoret i GymDanmark, frivillige i organisationen samt medlemsforeninger.
Mere om dig
- Du har 3-5 års erhvervserfaring
- Du er fortrolig med livet/arbejdet i gymnastikforeninger indefra, herunder fx foreningsudvikling
- Du har erfaring med projektledelse, og eller forandringsprocesser
- Du arbejder struktureret, og kan hurtigt sætte dig ind i eksisterende processer
- Du er fortrolig med CRM
Arbejdssted, ansøgning og vilkår
Vikariatet er i udgangspunktet med arbejdssted fra din hjemmeadresse, med forventning om at du er ude i foreningerne flere gange ugentligt. Vi ønsker også at se dig på Forbundskontoret i Brøndby, ved relevante forbundsaktiviteter og møder. Egen bil er derfor en nødvendighed.
Tiltrædelse er fra 1. marts eller senest 1. april til 31. oktober 2025. Stillingen er på fuld tid og omfatter aften- og weekendarbejde samt mødeaktivitet i hele Danmark.
Ansøgningsfristen er tirsdag den 11. februar 2025, kl. 12.00. Send din ansøgning og CV til Helge Fisker, hfi@gymdanmark.dk.
Første samtalerunde finder sted tirsdag den 18. februar og anden samtale torsdag den 20. februar 2025 i Brøndby.
Oplys om dit forventede lønniveau inkl. pension i din ansøgning
Mere om GymDanmark
Danmarks Gymnastik- og Fitnessforbund (GymDanmark) er ét af Danmarks ældste og største idrætsforbund med over 225.000 gymnaster og fitnessudøvere. GymDanmarks administration har Forbundskontor i Idrættens Hus i Brøndby. Vi er 20 ansatte, der alle brænder for udviklingen af gymnastik og fitness. Vores hverdag er præget af god stemning, en uhøjtidelig omgangstone og en flad organisation, hvor vi lægger vægt på at have det godt sammen. Vi har fredagsbar og fællestræning for dem, der har lyst, og Idrættens Hus byder desuden på fælles kantineordning, faglige netværk og træningsfaciliteter. GymDanmark ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen – uanset køn, etnisk baggrund, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.