Gigantisk fremgang: GymDanmark stiger med 25.000 medlemmer - GymDanmark

Gigantisk fremgang: GymDanmark stiger med 25.000 medlemmer

Gymnastik og fitness er populært som aldrig før. Det viser de netop offentliggjorte medlemstal fra Centralt Foreningsregister (CFR). I 2023 dyrkede 225.601 således gymnastik eller fitness i forening, og det er det højeste antal nogen sinde. ”Stor ros til foreningerne, som er lykkedes med at udbyde relevante tilbud til medlemmerne,” siger Anders Jacobsen, formand for GymDanmark. 

Aldrig har der været så mange børn og unge, der boltrer sig i de danske gymnastiksale og voksne, der løfter vægte i fitnesscentret eller dyrker yoga, funktionel træning, indoor cycling og anden fitnessholdtræning. 

Det viser medlemstallene for 2023 fra Centralt Foreningsregister, som bygger på foreningernes egne indberetninger. GymDanmarks medlemsforeninger har registreret 225.601 medlemmer, og det tal har aldrig været højere. 

”Indtil corona-årene så vi en støt stigning i medlemstallene, og sidste år var vi med 198.855 blot nogle tusinde fra tallet før corona. Men at foreningerne har kunnet vækste så stærkt og nu har flere medlemmer end nogensinde, er noget af en bedrift,” siger GymDanmarks formand, Anders Jacobsen, som glæder sig over, at fremgangen både gælder gymnastik og fitness og alle aldersgrupper. 

Af de 225.601 er de 159.085 registreret som gymnastikmedlemmer og 66.516 er fitnessmedlemmer.  

GymDanmark er stadig andet størst af de 62 forbund under DIF. Flest dyrker fodbold – nemlig 376.501 – mens nr. 3 er svømning med 183.281 medlemmer. 

Fart på børn og de 40-59 årige 

Det er især de 0-12 årige og de 40-59 årige, der tegner sig for fremgangen. Blandt de 0-12 årige er der kommet 10.666 nye medlemmer i forhold til 2022, og blandt de 40-49 årige er der en fremgang på 5.044. 

Og det kan man godt nikke genkendende til i Gauerslund Gymnastik, som både har stor succes med børnehold og fitness for de voksne.  

”Der er for eksempel godt gang i vores FamilieTons-hold, som er kæmpestort, og vi har også stor succes med et børnehold for hjemmepassere,” fortæller Charlotte Enok Poulsen, som er ansat som koordinator og udviklingskonsulent i Gauerslund Gymnastik, som ligger nær Vejle. 

I foreningens fitnesscenter er der startet seniorfitness op to gange om ugen, og det har også betydet en medlemstilgang ligesom voksenholdene med for eksempel yoga og crossfit også er populære. Fra 2022-2023 voksede foreningen fra 730 til 1.147 medlemmer, og fremgangen er fortsat ind i 2024, så der nu er 1.400 medlemmer i Gauerslund Gymnastik. 

”Hvis man skal sætte ord på årsagen til fremgangen, må det være nærhed og effektivitet. Som ansat har jeg mulighed for at være tæt på medlemmerne og til stede, når vi eksempelvis starter noget nyt op, og der er ikke langt fra tanke til handling. Vi kan hurtigt starte noget nyt op, hvis der er efterspørgsel. Vi har blandt andet søsat et ungdomshold i spring/rytme for unge, der er kommet fra efterskole og gerne vil fortsætte med at træne sammen,” siger Charlotte Enok Poulsen. 

For mange børn, for lidt plads 

Den københavnske forening Krumspring, som er en ren børneforening, har ligesom Gauerslund Gymnastik stor succes med gymnastikhold for familier. Deres FamilieTons er en slags åben hal for småbørnsfamilier – også ikke medlemmer – hvor der betales 35 kr. pr. barn og med 300 deltagere, har tilbuddet fungeret som en god reklame for foreningens øvrige hold. 

”Jeg har ikke det præcise tal, men der er mange, der melder sig på hold efterfølgende. Derudover samarbejder vi med skoler og SFO’er, og det virker godt – endda lidt for godt. For vi bliver næstet væltet af børn, som gerne vil gå til gymnastik. I denne sæson er vi startet på tre nye steder, blandt andet på Nordøstamager Skole, hvor vi har fået plads til 200 børn – men næsten lige så mange på venteliste (182), og Bordings Friskole på Østerbro, hvor vi har 240 på hold og 210 på venteliste,” fortæller formand Julie Beier, formand i Krumspring, som i 2023 registrerede 6.676 medlemmer – 1.740 flere end i 2022. 

At gymnastik er så populært, er der en god forklaring på ifølge Julie Beier. 

”Børn er nysgerrige og elsker det legende, og det får de, når de går ind i en gymnastiksal med en masse farverige, bløde redskaber. Når de er små, er der ikke så mange regler og alle kan være i gang på samtidig. Og så får de en grundmotorisk træning, og det er mange forældre opmærksomme på er vigtigt i dag,” fortæller Julie Beier. 

 

Læs artikel fra DIF  om de samlede medlemstal for DIF og DGI

 

GymDanmarks medlemstal

  • 2023: 225.601
  • 2022: 198.855
  • 2021: 176.510
  • 2020: 185.690
  • 2019: 201.588