Danmark vinder VM-bronze for hold i Tumbling
11 nov, 2023
I denne uge deltog danske gymnaster ved VM i Tumbling. Fredag lykkedes det Martin Møldrup Abildgaard, Magnus Lindholmer, Jeppe Mikkelsen og Mads Lykke Hansen at vinde flotte bronze medaljer med hjem til Danmark.
I en intens finale, især mod de imponerende tumblere fra Azerbaijan og England, opnåede Danmark en bronzemedalje. Tumblerne fra Azerbaijan sikrede sig guldet og sendte de forsvarende verdensmestre fra England ned på anden pladsen.
Landstræner Oliver Bay siger: “I finalen præsterede drengene stærkt. Desværre blev Jeppe Mikkelsen skadet under kvalifikationen, men på trods af det lykkedes det holdet at fastholde vores strategi og levere en præstation, der var god nok til at vinde bronze.”
I de individuelle konkurrencer var målet at kvalificere to gymnaster til finalen. Det lykkedes, da både Magnus Lindholmer og Mads Lykke Hansen gav alt, kæmpede hårdt og imponerede.
“Magnus udførte en fantastisk rutine og endte på en 5. plads, kun 0,5 point fra at komme i superfinalen blandt de fire bedste i konkurrencen. Mads opnåede ikke helt det ønskede, men han kæmpede med alt, hvad han havde. Jeg er meget stolt af begge drenge, der debuterede i en VM-finale,” udtaler en glad landstræner.
Vigtigt og nødvendigt efterskolesamarbejde
Et vigtigt element til at sikre dansk gymnastik succes i fremtiden, er det vigtige samarbejde mellem GymDanmark og de efterskoler som deltager i partnerskabsaftalerne for Trampolin og Tumbling. Aftalerne sikrer blandt andet gymnasterne mulighed for fælles træningssamlinger og testkonkurrencer.
Tumblingpartnere
- Flemming Efterskole
- Bøvling Idrætsefterskole
- Brejninggard Efterskole
- Vejstrup Efterskole
- Vesterlund Efterskole
Trampolinpartner
STOR tak fordi I er med til at udvikle dansk gymnastik.