Fitnesskonsulent til GymDanmark - GymDanmark

Fitnesskonsulent til GymDanmark

Du brænder for fitness i forening, du formår at tænke fitness ind i konkurrenceregi, du trives i samarbejdet med mange interne og eksterne interessenter – hvis ja? Så vil vi elske at modtage en motiveret ansøgning fra dig.

GymDanmark, er som specialforbund for gymnastik og fitness, på en rejse, hvor vi på vegne af hele DIF-idrætten vil løfte fitness endnu mere ind i foreningslivet. For os er det vigtigt, at alle har mulighed for at blive ved med at dyrke gymnastik og fitness uanset alder, niveau og ambitioner.

Vi oplever en stærk interesse for fitness hos udøvere uanset hvilken idræt de dyrker. Det vil vi gerne understøtte endnu mere, end vi gør i dag. Derfor har vi brug for dig til at tage fitness i DIF til næste niveau. I GymDanmark er vi særligt optaget af funktionel fitness som disciplin, både som aktivitet i foreningerne og som konkurrenceform, ligesom vi er nysgerrige på hvilket uudnyttet potentiale, vi har i samarbejdet med øvrige DIF-forbund. Derudover har vi sammen med DGI etableret en fælles fitnessenhed, Bevæg dig for livet – Fitness, som med en bred palette af fitnessaktiviteter arbejder på tværs af hele Danmark. Således ser vi fitness som en vifte af mange aktiviteter, der spænder lige fra yoga til hård fysisk fitnesstræning (også i maskiner), som udøves enten på hold eller individuelt.

Om stillingen

Stillingen er en fuldtidsstilling og er forankret på GymDanmarks kontor i Idrættens Hus i Brøndby, hvor du forventes at være til stede i det omfang det aftales relevant. Du vil med reference til GymDanmarks vicedirektør få et stort selvstændigt ansvar for at udvikle fitness og gennemføre en række indsatser i relation til dette.

Du bliver en del af et mindre fitnessteam, og du kommer naturligt til at indgå i mange sammenhænge og samarbejder, hvor du som en del af GymDanmarks forbundskontor også bliver en del af dagligdagen sammen med øvrige kollegaer på kontoret. Du kommer til at skabe tætte relationer til andre DIF-forbund, ligesom du naturligt aktiverer og skaber et stort netværk udenfor organisationen – ikke mindst hos de mange foreninger med fitness.

Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • Udvikling og afholdelse af nye event- og konkurrenceformer, hvor du bl.a. bliver ansvarlig for en Funktionel Fitness Challenge og forbundsmesterskab (uofficielt DM). Derudover spændende idéer som videreudvikling af 1-dags aktiviteter, events med efterskoler og udvikling af en funktionel fitnessliga for foreninger.
  • Udvikling og implementering af en national dommeruddannelse indenfor funktionel fitness samt udvikle relevante netværk, fitnesskoncepter og inspirationskurser.
  • Tilbyde faglig sparring og rådgivning til vores foreninger, herunder tage på foreningsbesøg og styrke samarbejdet samt skabe relationer.
  • Skabe og dyrke relevant kontakt og relationer til interne og eksterne interessenter og samarbejdspartnere – både nationalt og internationalt.

Vores forventninger til dig

Udover, at vi forventer, at du kan se dig selv løfte dine primære opgaver forbundet med stillingen, skal du have en stor forståelse og et stort hjerte for fitness – ikke mindst i forening, ligesom du skal have passion for at udvikle trænere, foreninger og udøvere.

Vi lægger vægt på ansvarlighed, stærk faglighed og et stort engagement, hvor du skal være processtærk og i stand til at agere proaktivt og udøve en stor grad af selvledelse. Du  igangsætter, styrer og gennemfører en række forskelligartede processer i forbindelse med dine arbejdsopgaver og projektledelse.

Vi forventer, at du er ambitiøs, grundig og effektiv i din opgaveløsning. Du skal være indstillet på at bidrage til det gode kollegiale sammenhold og tillidsfulde samarbejde, både på forbundskontoret, i relation til vores foreninger og med de mange frivillige, der er engageret i GymDanmark.

Det er desuden vigtigt, at du:

  • Har en relevant uddannelse.
  • Har et godt kendskab til frivillighed og det at være en forening.
  • Er udadvendt, relationelt stærk og kan begå dig i mange forskellige arenaer.
  • Er indstillet på at arbejde i aftentimer og weekend i forbindelse med foreningsudvikling, events mm.
  • Det er en fordel at du har solid erfaring inden for fysisk træning og fitness.

Praktisk information

Vi indkalder løbende kandidater til samtaler, hvorfor du opfordres til at sende din ansøgning med CV hurtigst muligt til Trine Merete Hagemann på trh@gymdanmark.dk, som du også er velkommen til at kontakte på tlf. 7174 9906 ved spørgsmål. Tiltrædelse i jobbet er snarest mulig, men vi prioriterer naturligvis at finde den rette.

23. februar 2023 – Vi takker alle som har vist interesse for stillingen. Det er ikke længere muligt at ansøge.

Om os

GymDanmark er ét af Danmarks ældste og største idrætsforbund med godt 200.000 gymnaster og fitnessudøvere. I GymDanmarks er vi 20 ansatte, der alle brænder for udviklingen af gymnastik og fitness. Vores hverdag er præget af god stemning, en uhøjtidelig omgangstone og en flad organisation, hvor vi lægger vægt på at have det godt sammen. Vi har fredagsbar og fællestræning for dem, der har lyst, og Idrættens Hus i Brøndby byder desuden på fælles kantineordning, faglige netværk og træningsfaciliteter. GymDanmark ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen – uanset køn, etnisk baggrund, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.

Stillingsopslag i PDF

Vedhæft og send til en ven

Hent her

Mere om Funktionel Fitness i GymDanmark

Læs mere

Spil og vind!

Er du klar på årets juleudfordring? Grib chancen, slå mulvarpene og deltag i konkurrencen og gavekort til Chopar og Fitness Engros.

Spil nu