Idéerne står i kø til det store show - GymDanmark

Idéerne står i kø til det store show

Stinna Shaktiva er nordisk koreograf på showet ”Nordisk Aften” til Gymnaestrada 2023. Hun glæder sig til at sætte spot på fællesskabet i de nordiske lande og glæden ved at bevæge sig.

Allerede da 43-årige Stinna Shaktiva læste opslaget, hvor GymDanmark søgte en koreograf til Gymnaestrada, spirede idéerne frem. Billeder på, hvordan man kan præsentere de nordiske gymnaster på smukkeste vis, kom frem på nethinden, og Stinna var ikke i tvivl om, at der stod hendes navn på den opgave.

”Jeg elsker at koreografere, og  jeg elsker Gymnaestrada,” lyder det fra den engagerede og erfarne gymnast, danser, koreograf m.m.

Hun er super glad for, at hun har fået chancen for at sammensætte koreografien til Nordisk Aften til Gymnaestrada 2023, hvor hun skal arbejde med mange forskellige hold fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island. Nu venter hun på at få at vide præcis, hvilke hold der deltager, samtidig med at hun er gået i gang med at fastlægge temaet og finde ud af, hvordan showet kan bindes sammen. Særligt en ting, er dog meget vigtig for hende.

Gymnasternes yndlings moves 

”Jeg er meget optaget af, hvad gymnasterne selv elsker at lave. Hvad der er unikt for de enkelte lande og hold? Samt hvordan vi bevæger os her i de nordiske lande. Der er helt sikkert en forskel, men også noget fælles.  Og så er det vigtigt, at gymnasterne føler, at de kan gøre det, de er gode til,” siger Stinna Shaktiva, som stadig selv er aktiv gymnast og instruktør, og tydeligt kender følelsen af at være på gulvet og vise noget, som man har været fælles om at skabe og kan føle sig hjemme i.

Men hvordan sammensætter man så et show med helt forskellige hold fra forskellige kulturer? For koreografen er det lidt som at male et billede, eller at lægge et puslespil.

”Det handler om at kunne kombinere en masse brikker og skabe en flot helhed. Det er sjovt og spændende, og for mig gælder det om at sætte fokus på gymnastikken, bevægelsen og noget af det vi har her i Norden,” siger koreografen, som i den grad selv udstråler glæde og dedikation til gymnastikken.

Alle skal ha’ en god oplevelse

Udfordringen er selvfølgelig også, at holdene ikke er samlet før generalprøven på den store aften, men Stinna Shaktiva kommer til at have et tæt samarbejde med instruktørerne og skal se videoer fra de enkelte hold. I sidste ende gælder det om at præsentere et show, hvor både gymnaster og publikum får en god oplevelse.

”Gymnaestrada er en kæmpe stor platform for alle med kærlighed gymnastik og bevægelse, hvor vi fejrer gymnastikken og glæden ved at lave opvisning og show. Der bliver netværket på kryds og tværs og man bliver inspireret af, hvordan andre lande arbejder med gymnastik og bevægelse,” siger Stinna som understreger, at hun ikke selv ville have været den, hun er i dag, uden gymnastikken.

”Gymnastik har haft en stor indflydelse på mit liv. Det er i mine rødder helt fra lille til mor-barn gymnastik, til store turnéer med Verdensholdet både som gymnast og senere som instruktør, frem til i dag hvor jeg stadig er aktiv som instruktør for Københavns Rephold”. siger hun.

Vil du også gerne med til Gymnaestrada 2023? Der er stadig mulighed for at deltage på Classic Danish og World Team. Læs mere

Om Stinna Shaktiva

  • 43 år
  • Uddannet danseformidler fra Den Danske Scenekunstskole
  • Underviser bl.a. i dans og yoga flere steder i Kbh. og på Skolerne i Oure.
  • Tidligere gymnast på Verdensholdet hold 3, instruktør på Verdensholdet hold 8, Danselærer på Gerlev Idrætshøjskole, gymnast på Pi-Elite Piger, Greve Grand-Prix mm.
  • Aktiv som instruktør på Københavns rephold 21/22 + 22/23
  • Har selv været til Gymnaestrada som gymnast flere gange

De danske hold til Gymnaestrada 2023

  • Bellinge Gymnasterne: Performance Elite Team – Udtaget til Nordisk Aften
  • Varde Gymnastikforening: Motionsmix
  • Maribo Gymnastik Forening: Team Vikings
  • Lyngby og Gentofte Gymnastik: LG GymStars
  • Roskilde Delingsførerforening: Delingsførerne Roskilde
  • Toreby Sundby Gymnastikforening: TSA Acrolife – Udtaget til Nordisk Aften
  • Gymnastikhøjskolen i Ollerup: Elevholdet F23 – Udtaget til Nordisk Aften
  • Drigstrup Gymnastikforening: Danish Darlings
  • Gadstrup Gymnastik: Grevinderne international Show Team
  • Gymnastikforeningen Fjeldsted-Harndrup: GYS87
  • Sundeved Efterskole: Sundeved Efterskole (tidligere elever)
  • Karlslunde IF Gymnastik: Showtime
  • Svendborg Gymnastikforening: SG Elitepiger og Seniorherrer – Udtaget til Nordisk Aften
  • Værløse Gymnastik: VG-Rytmeperformance, Juniorpigespring og Drengespring
  • Gjellerup Sdr. S. G. og I.: Elitepiger og Serie 1+2 Herrer – Udtaget til Gymnaestrada Galla