Multikursus: Fordyb dig i din disciplin - GymDanmark

Multikursus: Fordyb dig i din disciplin

I weekenden d. 10.-11. september holdes der multikursus i Svendborg inden for: TeamGym, Trampolin, Rytmisk og Idrætsgymnastik. Skal du med?

Inspirationen til sæsonens gymnastikundervisning er garanteret, når GymDanmarks Multikursus for disciplinerne TeamGym, Rytmisk Gymnastik, Trampolin og Idrætsgymnastik løber af stablen i forbindelse med TrænerCampen den 10.-11. september i SG Huset i Svendborg.
Multikurset er den oplagte mulighed for alle foreningens instruktører til at komme af sted på kursus på samme tid. Kurset er på alle niveauer og for alle trænere, der ønsker at dygtiggøre sig inden for ovenstående discipliner. Der er planlagt et tæt pakket program med mange valgmuligheder, men der er også tid til netværk, paneldebat om god talentudvikling og hygge lørdag aften.

” TeamGym har stolte traditioner med at mødes på årets Multikursus og det håber vi, kan smitte af på de øvrige discipliner, som kører deres moduler parallelt med TeamGym”, fortæller udviklingschef Helge Fisker. “I dette format giver vi plads, til fordybelse i egen disciplin, men tager samtidig tråden op fra tidligere talentseminarer, hvor vi mødes på tværs til dialog om god talentudvikling”, siger Helge.

På TeamGym multikursus vil der traditionen tro være både teoretiske og praktiske moduler f.eks. smidighedstræning for børn og unge, Korbet og kib i baglæns banespring, Tips og Tricks til reglementet og ballet som en del af grundtræningen.

På Trampolin multikursus er håbet at få samlet de danske trænere og ledere i Trampolin Danmark til en workshop om, hvordan vi med stærke værdier og klubkultur kan forebygge de udfordringer, vi til dagligt møder i træningssalen.

På Rytme multikursus har vi sat fokus på emner, som er vigtige at få sat fokus på ved sæsonstart som f.eks. god træningsplanlægning, hvordan underviser vi i kropsbevægelser og håndredskaber for både nye og rutinerede trænere.

På Idrætsgymnastik multikursus vil det være muligt at tage en hjælpetræneruddannelse med fokus på netop Idrætsgymnastik, hvor vi gennemgår relevante metodikker med udgangspunkt i øvelsesbanken

Gennem hele weekenden vil der også være mulighed for at deltage på fællesmoduler, som f.eks. smidighedstræning for børn og unge, kurser om gymnastikskader, det gode forældresamarbejde og lørdag aften mødes alle til en spændende paneldebat om god talentudvikling i dansk gymnastik. Peter Jensen, som er tidligere OL deltager og medforfatter til ATK 2.0, vil være en af paneldeltagerne.