GymDanmark søger fuldtidsmedarbejder til opvisningsgymnastikken - GymDanmark

GymDanmark søger fuldtidsmedarbejder til opvisningsgymnastikken

Vil du være med til at udbrede og udvikle opvisningsgymnastikken i GymDanmark? Vil du bidrage til, at gymnaster og trænere får gode oplevelser gennem events, opvisninger og stævner både nationalt og internationalt? – så er du måske vores nye kollega.

For os er det vigtigt, at alle kan dyrke gymnastik og har mulighed for at blive ved hele livet uanset alder og niveau. Vi vil hjælpe foreningerne, så de kan sikre de bedste foreningsmiljøer, hvor gymnasterne har høj trivsel og gymnastikglæde. Derfor søger vi en kollega, der kan styrke udviklingen af opvisningsgymnastikken for både nybegyndere og de mest erfarne gymnaster, og som har lyst til at stå i spidsen for hundredvis af gymnaster til fx Gymnaestrada og EUROGYM.

Om stillingen
Du vil med reference til landsholds- og udviklingschefen få ansvaret for at sikre udviklingen af opvisningsgymnastik i forbundet og i foreningerne. Funktionen spænder bredt, og du får et stort selvstændigt ansvar for at udvikle og gennemføre en række tiltag. Du skal sikre sammenhæng mellem GymDanmarks strategi og udviklingen i foreningerne i samarbejde med disciplinfaglige kollegaer og de frivillige komitéer. Sammen sikrer I fremdriften af disciplinens udvikling med fokus på trivsel og fastholdelse af børn og unge i foreningerne.

Dine primære arbejdsopgaver er:

  • At sikre gode udviklingsmiljøer i samarbejde med foreningerne, herunder faglig sparring på baggrund af foreningsanalyse og vejledning om gymnastudvikling og træneruddannelse i GymDanmark
  • At udvikle og afholde events, opvisninger og konkurrencer i opvisningsgymnastik
  • At tilrettelægge og afholde samlinger og TrænerCamps

Om dig

Du skal have et stort hjerte for opvisningsgymnastikken og brænde for at udvikle gymnaster, trænere og foreninger. Vi lægger vægt på ansvarlighed, stærk faglighed og stort engagement, og du skal være ambitiøs på disciplinens vegne.

Det er vigtigt at:

  • Du har indgående kendskab til opvisningsgymnastik, herunder rytme- og springgymnastik
  • Du har erfaring fra opvisningsstævner i national og international sammenhæng
  • Du kan sætte dig i spidsen for processer og drive dem helt i mål
  • Du er udadvendt, relationelt stærk og kan begå dig i mange forskellige arenaer
  • Du er indstillet på, at en del af arbejdstiden ligger i aftentimer og weekender i forbindelse med foreningsudvikling, samlinger og opvisninger m.m.
  • Du har relevant administrativ erfaring

Der kan være mange forudgående jobmæssige erfaringer som indgang til stillingen, og der er ikke krav om særlig uddannelsesmæssig baggrund.

Praktisk information

Stillingen er på fuld tid og arbejdsstedet er GymDanmarks kontor i Idrættens Hus i Brøndby med mulighed for fleksibilitet ift. hjemmearbejde og arbejdstider. Dette er efter aftale med landsholds- og udviklingschefen.

Ansøgningsfristen er mandag den 20. juni 2022
Ansøgning og cv sendes til Landsholds- og udviklingschef hvortil spørgsmål omkring stillingen også kan stilles: hfi@gymdanmark.dk og 6095 2819

1. samtale finder sted tirsdag den 27. juni og 2. samtale torsdag den 29. juni på GymDanmarks kontor i Brøndby. Der indhentes referencer efter aftale med kandidaterne mellem første og anden samtale.

Tiltrædelse er mandag den 1. august 2022.

Om os

GymDanmark er et af Danmarks ældste og største idrætsforbund med ca. 175.000 gymnaster og fitnessudøvere. GymDanmarks administration har Forbundskontor i Idrættens Hus i Brøndby. Vi er 25 ansatte, der alle brænder for udviklingen af gymnastik og fitness. Vores hverdag er præget af god stemning, en uhøjtidelig omgangstone og en flad organisation, hvor vi lægger vægt på at have det godt sammen. Vi har fredagsbar og fællestræning for dem, der har lyst.

GymDanmark ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen – uanset køn, etnisk baggrund, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Vores fokus på at gymnastik og fitness er for alle, er også afspejlet i vores rekrutteringsproces.

Gymnaestrada 2023

Læs mere

EUROGYM 2022

Læs mere

Gymnasternes Dag

Læs mere