Gymnastik gør mig glad
16-årige Alma Sofie Højgaard Pedersen er nykåret dansk mester i Rytmisk Sports Gymnastik. Hun elsker sin sport, og der er én ting, der får hende til træne 14 timer om ugen (plus det løse) og at ville forbedre sig: Det er sjovt!
Det er søndag, og de rytmiske gymnaster har indtaget Taastrup Idrætshaller. På gulvet er det tid til senior duo/trio, og de fire hold viser på skift deres serie foran dommerne, der sidder ved et langt bord og vurderer gymnasternes bevægelser.
På tilskuerpladserne sidder 16-årige Alma Sofie Højgaard Pedersen og følger konkurrencen. Det lange lyse hår hænger løst, og tøjet er afslappet i modsætning til i går, hvor håret var sat op og hun var iført sin glimtrende konkurrencedragt.
I dag kan hun bare nyde at se de andre gymnaster og glæde sig over, at hun i går blev kåret som danmarksmester i Rytmisk Sports Gymnastik. Guldet kom i hus med en samlet sejr i alle fire redskaber: Tøndebånd, bold, køller og vimpel.
”Jeg har lige været skadet, så jeg var faktisk lidt nervøs og vidste ikke helt, hvor jeg stod. Men det gik heldigvis godt; det var kun bold, der ikke kørte optimalt,” siger Alma, som fik den næsthøjeste karakter for bold, og scorede højst i de øvrige tre redskaber.
Mest vild med bold og køller
Hendes favoritredskaber er køller og bold, og det er også der, hun plejer at score højst. Til NM for nylig kørte hun således en af de stærkeste boldserier udført af en dansk gymnast.
”Det er virkelig sjovt at træne med bold, men det kan gå begge veje i konkurrence, for der skal ikke meget til, før det går galt,” forklarer Alma, som også er meget begejstret for køllerne.
”Køllerne er sjove, fordi der er to, og det går hurtigt,” siger hun.
Og lige præcis ordet ”sjovt” er omdrejningspunktet Almas motivation for at dyrke gymnastik.
”Da jeg første gang så vores vennepars børn til gymnastik, tænkte jeg, ”det ser sjovt ud”, og det synes jeg stadig, det er,” siger Alma, som begyndte som seksårig i Ballerup samme sted som venneparrets børn.
Rejser, venskaber og oplevelser
I dag træner hun i TIK (Taastrup), og går på Eliteidrætslinjen på Niels Brock, som giver plads til både træning og rejser. Der er ikke tid til meget andet end skole og træning, og derfor er det vigtigt, at hverdagene spiller.
”Træningen skal gøre mig glad i hverdagen, ellers duer det ikke. Og jeg har tænkt mig at fortsætte så længe, jeg synes, det er sjovt,” siger Alma, som også bliver motiveret af de oplevelser og rejser, hun får gennem sporten. Hun lærte bl.a. en pige fra Indonesien at kende til VM.
Hun elsker den rytmiske gymnastik, fordi det er en kombination af styrke og smidighed, hvor man både kan være elegant og powerful. Lige nu arbejder hun især på at forbedre sig på det artistiske, for hidtil har hun nok mest fokuseret på sværhedsgraden, fortæller hun.
Uden efter gjorde Alma rent bord i disciplinfinalerne til DM, hvor hun således vandt guld i tøndebånd, bold, køller og vimpel, så der er ingen tvivl om, hvem der er bedste danske gymnast i Rytmisk Sports Gymnastik i øjeblikket.
Næste opgave for den nyslåede danmarksmester er EM i juni, hvor hun skal repræsentere Danmark sammen med Lise Bacher.